Sommeren '15

Kapitel 8

Kapitel 8, uden noget billede denne gang.
——————————————–————

Min anden prøvedag i skolen var i og for sig gået godt. Jeg havde haft timer, frikvarter, timer, frokost og så timer.
Det mest interessante dagen havde bragt mig, var en lille verbal kamp med en blond cheerleader, hvor hun kort fortalt kaldte mig bedstefar og sagde, at jeg mindede hende om hendes Power Rangers-elskende ti-årige lillebror. Det mente jeg nu ikke selv, da jeg aldrig havde set Power Rangers, men jeg tog det da som et kompliment.

Nu var det altså tid til eftersidning. Jeg havde frygtet det hele dagen, og nu kom det endelig. Jeg gik med tunge skridt hen mod rum 56.
   Reese havde sluppet for eftersidning, hvilket jeg egentlig godt forstod, da han ikke rigtig havde gjort noget, men det irriterede mig alligevel lidt.
Værelset var mørkt, bortset fra lyset fra nogle få vinduer. Oppe ved katederet sad der en gammel, slidt lærerinde med briller, nogle af dem med en perlekæde, der hang rundt om nakken og forbandt de yderste dele af brilleglasset. Hun vendte langsomt hovedet fra det papir, hun stirrede på, og kiggede op mod mig. Hendes ansigtsudtryk var ekstremt surt, hun lignede sådan en rigtig, typisk eftersidningslærer.
   Jeg bestemte mig for, at det nu altså var meget hyggeligt, og så vendte jeg mig mod klassen. Der sad to mennesker, en pige og en dreng. Jeg gad egentlig ikke sidde alene, så jeg vandrede stille hen til drengen og satte mine ting. Han kiggede forundret på mig, men rakte en hånd ud og hviskede med en tyk, ubestemmelig accent: "Hi, I'm Aljoša, welcome to detention. " Jeg gav ham hånden.
   "My name is Harley, " svarede jeg ham, "I am from Denmark, where are you from? " Han nikkede som om han lige havde fundet ud af et meget kompliceret regnestykke, og sagde: "Oh Denmark, I love their Eurovision songs, I am from Slovenia. " Da han nævnte Eurovision tror jeg mit ansigt lyste helt vildt op. Jeg havde aldrig været den store fan, men det mindede mig om hjem, så jeg var on board med snakken. Jeg tror tydeligt, han kunne se, at jeg blev glad, for han begyndte at snakke om det øjeblikkeligt.
   "Holy shit, did you see the Måns performance, it was so good with all the flashing lights and... " Han stoppede sig selv og kiggede undskyldende over på mig. "Sorry, it's just, nobody knows Eurovision here, it's nice to have another european. " Jeg grinte forstående og nikkede. "Yeah, all these people know nothing about Europe, I kinda miss it sometimes, " sagde jeg til ham og han smilte til mig.

Lige på det tidspunkt kom Jamison vældende ind af døren, og kiggede forundret på mig. "Who's he? " spurgte han lidt hårdt, bebrejdende næsten. Drengen, Aljoša, kiggede ned i gulvet, han så forholdsvis ydmyget ud, og jeg rullede med øjnene af Jamison.
   "Jamison, you fucking douche, he's nice, " sagde jeg irriteret til ham, og han trak på skuldrene, gik over til pladsen foran mig og satte sig ned.

Da Jamison havde vent sig om, begyndte Aljoša at tale igen. Det var faktisk meget hyggeligt, alle de amerikanere var begyndt at gå mig lidt på nerverne med deres Basketball og Cheetos.

På et tidspunkt tror jeg, at vores lærer lige pludselig opdagede, at vi snakkede.  Hun kiggede op med små, sure øjne, ligesom inspektøren havde haft, og udbrød med sammensnerpede læber: "Stop talking children! We are in detention. " Så kiggede hun ned igen og fortsatte med hvad end, hun var i gang med.

Jeg kiggede på Aljoša, og vi begyndte at grine, men lavt, da læreren helst ikke skulle give mig endnu mere eftersidning, end jeg havde i forvejen. Min mor havde allerede brugt en halv time på at belære mig, hvad ville der dog ikke ske, hvis jeg fik endnu mere eftersidning.

Min mave besluttede sig et kvarter inde i timen for at rumle virkelig højt. Jeg havde ikke rigtig spist noget til frokost, kun en to-tre chicken nuggets. Klokken var nu 16.45 og jeg var altså sulten.
Jeg sad og hang, imens jeg tænkte på den fantastiske nydelse det ville være at spise en donut. Sådan en med lyserød glasur og krymmel. Jeg kunne altså også godt drikke en milkshake til. Måske en med cookies and cream smag, og lidt flødeskum kunne der jo så være på toppen. Så ville jeg også gerne have en kop dampende varm chokolade, den måtte også gerne have flødeskum, og så skulle der lidt skumfiduser arrangeret fint på flødeskummen.
Jeg sad næsten og græd på grund af den tragiske mangel på de specifikke madvarer. Det var helt i gennem sørgeligt.

Jeg faldt ned med hovedet på bordet, med vilje selvfølgelig, med et stort plop. Jamison grinte, Aljoša grinte, ja alle i rummet grinte faktisk. Nå ja, bortset fra frk. alle-i-hele-verden-pisser-mig-af-og-jeg-er-allergisk-over-for-sjov. Hun syntes, guess what, ikke at det var sjovt.
   Hun stirrede surt hen i mod min hængende figur, jeg havde ikke lige magtet at rejse mig.
   Så gik hun bestemt hen mod mig, og gav mig en dum, lille bog med en streg. Nå, tænkte jeg, det var sgu da en mærkelig lille gave. Jeg åbnede bogen. Inde i bogen stod der: "Warning: 30 stripes and you are suspended, 60 and you are expelled! " Under det stod der en streg. Jeg løftede øjenbrynene og kiggede med store øjne op mod hende. Hun kunne tydeligvis klare cirka intet. Man skulle passe på med hende. Jeg kiggede ned og fortsatte min journey med at tegne på bordet.

På mirakuløs vis ringede lærerindens telefon med en alarm. Hun skulle åbenbart til møde et andet sted, hvilket betød at vi fik fri. Jeg var så lettet, at jeg havde lyst til at kaste mine ikke-eksisterende papirer op i luften, ligesom High School Musical eller sådan noget.
   Jeg drønede ud til parkeringspladsen hvor min mor stod og ventede på mig. Jeg hoppede lykkeligt ind, og vi kørte af sted mod friheden.

–——————————————————
Kapitel 8, ladies and gentlemen.

XOXO os