Thor og jeg

Historierne om dengang vi var små

"Jeg syntes vi burde tale sammen om dit pludselige break up", sagde Thor og tog en slurk vand. "Mit pludselige breakup? Hvis jeg slog op var der jo nok flere grunde", sagde jeg akavet. Thor kiggede kort ned. "Okay jeg ved godt jeg ikke ligefrem har været den bedste kæreste i verden, ikke engang tæt på, og det ved jeg godt", sagde han. "Thor jeg gider ikke...", "Signe prøv nu at lyt okay. Jeg ved at du skal hjem om 2 dage og så vil det her være færdigt okay! Men jeg har brug for dig, hvornår forstår du det? Jeg er ligeglad med om du så ødelægger mit hjerte 20 gange, så vil jeg altid have brug for dig! Du er dig, og uden dig ville jeg nok ikke være den jeg er i dag! Jeg kan huske dengang vi var mindre og du ville gerne fange frøer, men jeg gad ikke fordi jeg var bange for det! Så tog du bare en op og gav den til mig, og fortalte mig at de ikke var farlige, du snakkede længe om de dummer frøer, fordi du var ellevild med dem", sagde Thor og jeg mærkede det pressede på. Dybt inde i hjertet pressede det mig på, fordi jeg godt kunne huske det. Hvordan han havde rystet på hovedet fordi de var å så klamme, og beskidte, men jeg havde bare gjort det alligevel. "Jeg husker det godt", fik jeg fremstammet. "Eller dengang vi lå ude på græsset til Sankt Hans efter alle gæsterne var indenfor i varmen, men du ville så gerne kigge på stjerner at du helt glemte at vi skulle ind. Jeg hjalp dig med at finde Thors vogn, og viste dig mælkevejen", forsatte han. Jeg smilede stort. "Eller dengang hvor du hoppede i den sø og vores forældre troede du var død, men du var bare svømmet længere væk, så jeg var nød til at hoppe i og hente dig. Signe jeg kan mindst huske 100 ting fra dengang, og det for mig altid til at tænke", sagde han. "Jeg husker dengang du svingede dig i træet og faldt og brækkede en arm, og jeg troede det hjalp at puste på den", sagde jeg lavt. Thor grinte lavt og sparkede lidt til min fod. "Jeg husker også den gang", sagde han. Jeg kiggede op på ham og skævede. Jeg havde haft noget for Thor siden jeg mødte ham, og det hele virkede nu så urealistisk. Møderne, snakkende, stjernekigningen, det hele. Så umenneskeligt. Måske havde jeg syntes han var fantastisk da vi var mindre, og nu var endnu mere fantastisk, fordi han husker de ting som jeg elskede at fantasere om sent om aftenen når jeg skulle sove, og jeg hørte ulidelige kærligheds sange om og om igen da jeg skulle sove. Måske havde jeg ikke lyttet til den sang han havde lagt ud til sine venner på facebook, alle set de film hans venner taggede ham i at man burde se. Jeg burde ikke have gjort de ting, hvis jeg ikke havde følt noget, men det var som om, at hele puslespillet faldt på plads når han sagde det. Når han nævnte ting som jeg huske ligeså klart, var det måske ligeså klart, at han havde gjort det samme? Havde han også været sendt oppe så jeg kunne se på alle hans billeder og smile, alle hans små indlæg eller kommentar hvor hans venner bare sendte en grinesmiley tilbage, fordi at han var sjov? Ville han have set et dumt program som han aldrig havde set før, fordi at nu var der enlig en med som man holdte med? Eller det havde man gjort hele sit liv. Alle de minder jeg har, har Thor altid været indblandet i, og det burde da være umuligt! Alle skovturende, alle rejserne, ferierne, de store dage, var han en del af. Alle de små ting som folk husker, var han en lille del af. Enten var han der eller også tænkte jeg kun på ham der. Når der var en dreng der valgte at skrive eller få interesse i mig, ville jeg altid bare være venlig, fordi jeg følte ikke noget for dem, de var ikke interessante nok, de var ikke den person jeg ville have, de var dem. Og dem var der nok nogen andre der ville have, men ikke mig. Jeg havde ikke brug for det, fordi jeg havde allerede end som jeg holdte så utrolig meget af. "Jeg ville ønske vi var mindre", sagde jeg efter lidt stilhed. "Også mig", sagde han. "Jeg har aldrig sagt det her til dig, men jeg har kunnet lide dig siden jeg var helt lille", sagde jeg og kiggede på ham. Han smilede lidt. "Jeg forstår ikke hvorfor du aldrig kunne lide mig dengang, fordi at det var som om jeg altid glædet mig til at se dig til de små møder vores forældre havde, de små ting vi lavede sammen. Jeg var den der altid gjorde det du ikke gad selv, eller også gjorde vi det sammen, jeg husker det ikke skarpt mere. Jeg var altid den der var der for dig, men du opdagede det aldrig rigtigt", sagde jeg og kiggede på ham. Han nikkede svagt. "Ligesiden dengang jeg fik at vide at jeg ikke kunne se dig i et stykke tid, gik det op for mig hvor meget jeg manglede dig. De lange ture langs den gamle å var begyndt at blive kedelige, turene i Tivoli med kun voksne var endnu mere kedeliger, og det værste var nok at jeg vidste at du var helt alene. Helt alene med dine forældre og jeg havde følt mig så tæt på dig dengang, at jeg næsten ville kalde dig min søster. Når folk så os gå igennem byen for at hente ting til vores forældre, ville folk glo og de ældre piger ville sige vi var nuttede. Jeg vidste godt inderst inde at du var den nuttede, men jeg ville så gerne beskytte dig for alt det du blev sat for. Dine forældre var aldrig hjemme, du havde ingen venner dengang, jeg ville gøre alt for dig, fordi at jeg syntes du var så alene og efterladt", sagde han og smilede til mig. Han havde faktisk tænkt på mig.., jeg må nok sige at det kom meget bag på mig, at han faktisk følte han manglede mig, mindst ligeså meget som jeg følte jeg manglede ham. Jeg følte mig helt beskidt nu, fordi at jeg elskede ham, hvorfor kunne jeg så lade små ting som den, ødelægge hvad jeg har følt siden dengang. Dengang jeg så ham på den gynge med sin slikpose i hånden og fjollede rundt med hans far. Hvordan kan jeg ikke glemme hans lyse hår som fløj igennem vinden, og jeg havde stået der, helt lamslået og bare smilet helt dumt. Alt den opmærksomhed jeg fik fra ham efter det, var helt forfriskende. Jeg elskede det mere end noget andet i verden. Når han kiggede på mig blev jeg helt rød i hovedet og jeg blev vildt genert, men han ville bare have kontakt med mig. "Jeg tror jeg stille og roligt blev forelsket i dig da jeg så dig mere og mere, men da du kom her, efter så lang tid, var jeg lamslået. Du havde vokset, du var ikke længere pigen med rottehaler som altid bare grinte af alting man sagde. Jeg tror aldrig jeg faldt mere for dig, end da du steg ud af den røde bil foran huset, og du kiggede dig omkring", sagde Thor og tog min hånd. Jeg mærkede at jeg snart ville græde, for hvorfor følte jeg mig sådan her? Jeg var overvældet og så uendelig lykkelig indeni. Jeg rejste mig fra bordet, ved ikke hvorfor og lød en omgang tåre komme. "Signe", sagde han og rejste sig. Jeg trak mig ind i hans favn og begyndte at græde. Han holdte om mig, tæt, ligesom før i tiden. Jeg tror aldrig jeg har følt mig så glad før, så uendelig lykkelig, over for en person før.