Thor og jeg

Vi ses en anden gang

Jeg vågnede tideligt, og før Thor. Thor han lå og snorkede imens han puttede sig til dynen. Jeg smilede lidt for mig selv, inden jeg forsigtigt svang mine ben udover sengekanten og ned på gulvet. Gulvet var koldt, så jeg måtte tage mig sammen for at gå over det. Jeg åbnede døren stille og kiggede kort på ham, inden at jeg lukkede døren i. Jeg ville gerne kigge lidt rundt omkring her, inden at jeg skulle hjem. Klokken kun var 6 om morgnen og jeg var faktisk ikke træt, tankerne i mit hovede blev ved med bare at køre rundt i mit hovede. Jeg smilede stille og gik forbi de forskellige rum. Hver eneste rum havde en historie, god eller dårlig, det husker jeg ikke rigtigt. Men sommetider når jeg går forbi, husker jeg hvad der er sket, lidt ligesom et blackout, bare ikke dårligt hvis man kan sige det på den måde. Jeg kiggede ud af køkkenvinduet og så regnen der buldrede imod ruden. Skyerne lå og dækkede tykt for solen, og det blæste også en del. Jeg kunne høre at vinduet ved indgangen ikke var lukket, fordi at lyden af regn der slår imod taget og lugten af regn, var ikke til at tage fejl af. Jeg gik imod det og lukkede det så hurtigt i. Langt væk, kunne man se at et lyn fløj afsted på himlen. Jeg kiggede længselsfuld efter et anden, men blev skuffet da jeg kunne høre det store brag bagefter. Hurtigt mærkede jeg to varme hænder om min hofte, og jeg fik et stort chok. "Hvad laver du oppe så tideligt?", hviskede den trætte, hæse stemme. Jeg kiggede ud af vinduet og trak på skulderne, i håb om at jeg kunne blive her lidt længere, foran vinduet med regnen og med Thor. "Ingenting", fremstammede jeg efter lidt stilhed, og jeg kunne se at skyerne blev endnu mere mørke, jo længere henne jeg kiggede. "Det torden", kommenterede jeg, men fik bare et lille hmm, tilbage af ham.

Jeg ved ikke hvor længe at vi stod der i køkkenet, men jeg ved at jeg lå i sengen og kunne se ud på lynene som sneg sig forbi himlen over huset. Thor snorkede igen, men jeg kan virkelig ikke sove lige nu, ville alligevel ikke sove hele tiden væk. Ligesom Thor. Jeg kunne ikke bebrejde ham for det, han var jo bare træt, ikke andet. Men mig, jeg tænkte og tænkte, som burde det overhovede være muligt. Jeg tænker på fremtiden, alting der vil ske efter det her, Thors fremtid, hvad skal jeg sige til mine forældre, hvordan skal jeg reagere når de kommer osv. Jeg var bange på en måde. Ikke den der hvor det løber en koldt ned ad ryggen eller hvor de skriger, men bare den der hvor du er helt blank og ved ikke helt hvad man skal gøre.

Klokken var blevet 12, og vi sad alle inde i stuen, hvor vinduerne var åbne på vidt gab og gardinerne var trukket for. Efter nattens torden var det blevet meget varmt, og der var ingen skyer på himlen. 30 grader havde Thors mor sagt til os, inden hun forsvandt ud i deres have for at plante noget. Sofaen var dejlig blød og kold, hvilket var en rigtig dejlig spot for os. I fjernsynet rullede "friends", serien, og som altid, er den bare helt vildt god. Læderet som klistrede sig godt til mine ben og ryg, var begyndt at blive pænt irriterende. Jeg rykkede mig ivrigt rundt i sofaen for at finde en god måde at side på, hvilket der åbenbart ikke var. Jeg kunne ikke ligge på ad Thor, det var for varmt, eller side på mine ben det ville være alt for svedigt. "Sid nu stille", brokkede Claudia sig og gav mig hurtigt et irriteret, men også lidt venligt, blik. "Undskyld", sagde jeg og satte mig op ad Thor, og smilede uskyldigt. Han rullede med øjnene og gjorde plads. "Tak min elskede", jeg rettede på min trøje og ventede spændt på en reaktion, men han så næsten mere såret ud, end glad ud. Jeg kyssede hans kind og smilede stort, men han virkede så ked af det, sådan helt syg næsten. "Er du okay?", spurgte jeg ham. "Jaja, jeg er helt på toppen", sagde han og smilede et eller anden nervøst smil og så vendte han sin opmærksomhed på fjernsynet. Jeg lagde mig ved ham og så på fjernsynet. Jeg har allerede set alle episoder af Friends, så jeg kunne godt nogenlunde huske hvad det var der var sket, eller retter sagt, ville ske.

Mine forældre kommer og henter mig kl 5, og klokken var nu 3, så 2 timer tilbage. Thor havde taget ned og handler for sin mor, eller det sagde han at hun havde spurgt om, hvilket hun ikke havde. Anthon var derhjemme for at hente nogen ting til Claudia som hun havde glemt hos ham, så nu var det bare Claudia og mig tilbage. "Hvad vil du så lave efter det her?", spurgte hun og kiggede på mig. Hun smilede ikke, hun havde bare den her stive maske på, som om hun virkelig bare var nød til at have en samtale med mig. "Altså når jeg kommer hjem?", spurgte jeg dumt. "Ja", svarede hun kort og irriteret. Jeg ved ikke hvorfor folk er så sure på mig, eller bare er irriteret. Det er jo ikke ligefrem fordi der er dødsfald i familien. Jeg rullede med øjnene, fordi jeg selv blev irriteret over dem der var irriterende. "Ting", mumlede jeg ned i tæppet og kiggede kort på hende. "Du skal ikke være den der skal være irriteret her Signe, det er mig", vrissede hun næsten. En klump i min hals samlede sig, nu var det værre at skulle snakke. Skyldfølelsen af at efterlade hende, men jeg kunne ikke selv styre det. "Undskyld, men det er sjovt nok ikke min ide", kommenterede jeg. Claudia rejste sig og gik hurtigt. Måske var hun bare ked af det, eller det ved jeg hun var, så jeg ved det ellers ikke. Jeg er igang med at pakke mine kufferter færdige, da døren går op bag mig. "Hey Signe", siger stemmen. Jeg vender mig i fulde drag om, og ser Thor stå i døren og smiler. Underligt. "Hej Thor?", sagde jeg spørgende med et højt hævet øjenbryn. Thor havde det her drilske smil på hans læber, og jeg vidste han skjulte et eller andet hemmeligt. "Hvad er der?", spurgte jeg og vendte ryggen til ham. "Jeg har tænkt på noget", konstaterede han enlig. Jeg smilede akavet og vendte hovedet imod ham. "Hvad er det så?". Han smilede stort og rakte sin hånd frem imod mig. Jeg tog med glæde imod den og fulgte med ham udenfor, hvor at han romantisk gav mig en hjerteformet ballon. Romantisk må jeg vel nok sige, ja, eller noget i den stil. "Ej Thor", sagde jeg underligt men også lidt glad. Han gav mig en nål. "Pop den", sagde han og tog et skridt tilbage. "Pop den? Ballonen?", spurgte jeg dumt. Selfølgelig ballonen.

Jeg stirrede underligt på den hjerteformede ballon som der sad fast rundt om en stem, hvor ballonen svævede over. Jeg tog nålen og prikkede ballonen i tu, hvorefter noget tungt faldt ned fra den. Inde i alt plastikken lå der en lille sort æske. Nu blev det romantisk, fordi inde i den, lå en lille ring, med mit navn graveret inde i den. Han var sølv, og havde en lille rød rose på den. "Wow Thor", sagde jeg og tog ringen på. "Du må ikke glemme mig vel?", sagde han og nussede min ryg. "Hvad mener du dog? Jeg vil da aldrig glemme dig", sagde jeg og kram ham et kram. Han duftede godt, og jeg ville savne ham utrolig meget. Jeg ville nok bare savne hele det her sommereventyr jeg har været i. Thor nussede mit hår, og støj en hår tot bag mit øre. "Jeg kommer til at savne dig", sagde han og smilede. Jeg smilede også nu. "Jeg vil savne dig mere", mumlede jeg og trak mig ind i hans arme. Han holdte om mig i et stykke tid, men gav slip da lyden af en bil imod stenene kom.

"Signe!", råbte en stemme og en høj, slank, solbrændt person kom imod mig. "Mor!", sagde jeg og omfavnede hende. Duften af min mor vækkede så meget minder frem i mit baghoved. Hun var solbrændt på armene og hendes hår var dejlig lyst nu. Hun smilede stort til mig. "Gud hvor har jeg savnet dig pusling", sagde hun og smilede endnu mere. "Jeg har virkelig også savnet dig mor", mumlede jeg inde i hendes trøje. Far kom stille ud af bilen og krammede med. Det var dejligt at se og være sammen med dem efter så lang tid. Jeg mærkede en lettelse fra mine skuldre og jeg kunne ikke stoppe med at smile. "Det ser da hyggeligt ud", sagde mor og kiggede kort rundt. "Jeg sov derover", sagde jeg og pegede på det lille hus overfor det rigtige hus. "Nej hvor fint", sagde mor, men jeg kunne godt høre hendes ironi. Jeg gik med ondt i benene, imod huset. Jeg åbnede døren og gik med glæde ind. Mor og far kiggede forsigtigt rundt i huset og hviskede et eller andet til hinanden. Ude i køkkenet stod min kuffert osv, men Thors forældre var der også. Forældrende fik øjenkontakt, og der blev lidt akavet stemning. Jeg kiggede efter Thor som stod ved siden af dem, med et lidt mere stramt udtryk i hans ansigt. "Goddag", sagde Thors mor anspændt. "Goddag", mumlede min mor og tog min kuffert med sig ud af døren. Hun gjorde det så hurtigt jeg knap nok lagde mærke til det. Jeg smilede til min far, som bare kiggede ned i jorden inden han forsvandt ligesom hende. "Jeg vil gerne sige tak fordi i gerne vil have mig her", sagde jeg og gav hånden til Thors forældre. "Jeg vil også undskylde for mine forældre", rømmede jeg mig, og kunne mærke hvor rød i hovedet jeg blev. Det var pinligt jeg skulle sige undskyld for mine forældre, fordi de ikke var voksne nok til at klare det her problem. "Det fint nok søde", sagde Thors mor og smilede til mig. "Det ikke din skyld dine forældre opføre sig på den måde", sagde hans far og rystede forsigtigt på hovedet. Moren hostede lidt og skubbede til faren for at få hans opmærksomhed. Så gav hun ham et, hold din mund, blik. Jeg smilede til Thor, som et tegn på han skulle komme med. Han gik med ud i gangen, lige ud ved døren, og skævede til mig. "Jeg kommer til at savne dig", sagde han og smilede. "Jeg kommer også til at savne dig", sagde jeg, og mærkede min blævrende hage. Stop med at pive! Jeg skulle snart hjem, mindre end 5 minutter, uden Thor. Uden min kæreste. Han kyssede min pande og krammede mig. Han klemte mig helt ind til sig og jeg holdt så godt fast, og snussede lige en gang af Thors lugt. Han havde givet mig en af hans trøjer med, men stadigvæk. En ny frisk Thor er bedere. Han kyssede mig på min mund, sådan et rigtigt kys. Så åbnede jeg døren og forsvandt ud til bilen. Jeg kunne se Claudia, Anthon, Thor og Thors forældre derude. Bilen lugtede som i gamle dage, og jeg kunne mærke den første tåre løbe ned af min kind. Bilen begyndte at trille, og jeg kunne mærke begyndte at køre. Jeg kunne se dem vinke, og jeg vinkede tilbage med fuld kraft, og så kunne jeg se dem lige inden vi drejede om hjørnet. "Farvel venner, ses engang", sagde jeg en sidste gang.