Thor og jeg

Vreden overtager

Jeg vågnede pludseligt. Jeg satte mig hurtigt op, med lukkede øjne, men så mærkede jeg smerten over alt, så jeg lagde mig ned igen. Jeg åbnede mine øjne og kiggede rundt. Rummet var hvidt og jeg kiggede fra side til side. Hvor er jeg, tænkte jeg og fik øje på Claudia som lå og sov over i en stol ved siden af Thor og Anthon. Jeg mærkede smerte i det bagerste af mit hovede og bed tænderne sammen i smerte. Mit hovede dunkede, min krop var øm, og min hals brændte. Jeg hostede kort, og Claudias øjne fløj op. "Signe", sagde hun og lagde en hånd på min. "Godt du er okay", sagde hun og smilede. Hun havde trætte øjne og et sløvt smil. "Hvor er jeg?", spurgte jeg hurtigt. "På hospitalet", sagde hun og skævede. "Du blev ramt i baghovedet af en flaske", sagde hun og kiggede på den bandage omkring mit hovede. "Hvem slog mig, hvem kunne finde på det?", spurgte jeg og lagde mit hovede tilbage imod puden og lukkede øjnene tæt sammen. "Mike", sagde hun og nussede min hånd. Jeg klemte øjnene tæt sammen og rystede på hovedet. "Nej ikke Mike", sagde jeg og klemte rundt om min dyne med min ene hånd. "Mike var bare fuld, og snakkede til mig omkring løgne", sagde jeg og kiggede på Claudia. "Nej, da jeg kom stod han bag dig og slog en falske i dit baghoved", sagde hun og kiggede kort i gulvet. "Men du overfaldt ham", sagde jeg og tog hånden væk fra hende. "Du overfaldte Mike", sagde jeg og kiggede på hende. Måske virkede Mike som en ond person, en irriterende, flabet, farlig dreng, men han var altså mere end det. Han var bare sur over jeg løj omkring hans venner, og jeg er også ked af at jeg gjorde det! Jeg ville ønske jeg ikke havde løjet fordi vi var ligesom venner, eller det tror jeg ikke han syntes vi er mere. Han ville i byen med mig, han introdukserede hans venner for mig, og håbede vi blev venner! Det er sødt af ham, så da jeg Claudia sagde det blev jeg bare sur. "Mike ville aldrig slå mig ned! Aldrig! Vi er venner og han blev bare lidt sur, ikke mere!", sagde jeg vredt. Thor vågnede op og blinkede med øjnene og kiggede på mig. "Signe", sagde han, rejste sig, og gik imod mig. "Har du det bedre?", spurgte han og tog min hånd. Sommerfuglene i min mave var der stadig. "Claudia", sagde jeg og stirrede på hende. "Det var ham, om du så tror på det eller ej, så fortæller jeg sandheden", sagde hun og rejste sig. "Jeg går ned og tager noget kaffe", sagde hun kort inden hun forsvandt ud af døren.

Hele dagen havde jeg haft besøg af forskellige mennesker, familie, venner, families venner, mennesker som var på samme gang som mig, men bare ville vide hvad der var sket, men hver gang de spurgte sagde jeg at jeg havde slået hovedet. Og ifølge Claudia og de andre læger så var det rigtigt. En flaske havde lavet et stort hul i min hovede, og jeg havde blødt forfærdeligt ud over alt. Lidt ligesom ens menstruation, bare ud af hovedet forklarede Claudia. Klokken var 5, og der var helt stille. Claudia, Anthon og Thor var taget hjem for at sove, fordi der ikke var mere besøgstid og de ikke var familie. Mine forældre havde ringet over skype og vi havde snakket i lang tid, men jeg vil faktisk bare gerne sove. Sygeplejelsker kommer rendende og skifter bandagen om mit hovede, en gang hver 2 time. Jeg lagde bare mit hovede tilbage, så lidt fjernsyn på det lille tv der var i rummet og nød det. Jeg nød selfølgelig ikke at være på hospitalet og have smerter, men hvis man fjerner alt det, så er det faktisk fint nok. Folk kommer ikke rendende mere, og det giver mig ikke hovedepine. En læge kom ind af døren, men det var ikke tid til at skifte bandage, fordi det havde en mørkhåret dame i 50 allerede gjort. "Hej Signe", sagde lægen som kom ind af døren, som var en kvinde, og hun satte sig i fodenden. "Hejsa", sagde jeg og kiggede væk fra fjernsynet. "Hvordan har du det?", spurgte hun og smilede. Hun havde hvide tænder. "Fint nok?", sagde jeg. "Jeg er ikke fordi jeg skal høre hvordan du har det, jeg er her fordi der er en der gerne vil snakke med dig", sagde hun og skævede imod døren. "Hvem er det?", spurgte jeg og satte mig ordenligt op. "Det er en kvinde som hedder Karen som gerne vil snakke med dig, om du ved, aftenen hvor du blev overfaldet", sagde hun. "Overfaldet? Blev jeg ikke bare slået i hovedet af en flaske?", spurgte jeg. Hun kiggede ned i min hvide dyne og op på mig. "Der er mere bag historien, men den kan vi snakke om på et andet tidspunkt", sagde hun og foldede hænderne inden hun forsatte. "Karen er en slags Psykolog her på hospitalet, og hun hjælper folk med at komme over deres frygt", "Jeg har ingen frygt, eller er bange for noget. Jeg har ikke brug for hjælp fordi jeg blev slået ned, jeg har brug for at snakke med Mike", sagde jeg vredt. Lægen kiggede opgivende på mig og rejste sig så. "Signe jeg har ingen mulighed for at du kan se Mike lige forløbende, men hvis du vil snakke med hende Karen så kan vi måske give dig lov", sagde hun. "Så du siger jeg ikke må sin Mike medmindre at jeg går til det der dumme Psykolog? Seriøst det er afpresning!", sagde jeg. Lægen kiggede træt og irriteret på mig imens hun bare sagde "Det er noget du skal, ikke et valg Signe", og så gik hun. Nogen minutter senere kom en eller anden lav kvinde ind i lokalet. Hun havde store røde briller på, mærkeligt orange hår, og var mindst 60 år gammel, og med hende gik lægen fra tideliger. "I for 30 min", sagde lægen og gik igen. Hun var irriterende, dum og fattede ikke en ting.

"Når Signe", sagde Karen og kiggede på mig. Hun havde knaldrød læbestift på som matchede hendes briller. "Så du har været ude for et overfald", sagde hun med hovedet nede i sin gamle brune, lædertaske. "Det ved jeg ikke, det må i fortælle mig", sagde jeg irriteret. Hun kiggede op på mig, og sukkede. "Vi kan prøver at løse en sag her, og det hjælper ikke hvis du ikke vil fortælle hvad der er galt", sagde hun og satte benet over det andet, og sad med en bog på skødet imens hun skrev. "Der er intet galt, det er bare jer der ikke forstår hvad der er sket", sagde jeg og stirrede på hende. "Vi har helt forstået hvad der skete, men nu var det jo ikke os der var besvimet. Vi prøver bare at forstå hvad der skete den aften, og så om du kunne have brug for hjælp så det ikke sker igen", sagde hun og vippede imod mig. "Jeg har ikke brug for hjælp for helvede!", sagde jeg og tog hænderne imod hende og kiggede irriteret på hende. Havde ingen mennesker en hjerne eller hvad!? "Styr deres sprog", sagde hun og kiggede op. "Hvordan startede din aften?", spurgte hun. "Hvad vil du nu høre hvad jeg lavede, så du kan dumpe mig i hovedet om hvad jeg gjorde forkert?", spurgte jeg. "Vi dumper dig ikke i hovedet, vi kalder det usynlig hjælp så du ved at du ikke skal gøre det igen.", sagde hun og smilede. "Nu må i mennesker fatte det! Jeg blev ramt i hovedet af en flaske, og det eneste jeg gerne ville se hvad Mike! Min ven, som alle siger han gjorde det, og hvis han gjorde, ville jeg være ligeglad, fordi jeg ville tilgive ham!", sagde jeg og Karen kiggede op fra bogen og stirrede på mig. "Din ven er farlig, kunne have dræbt dig, men du tilgiver ham? Hvorfor vil du være sammen med en person som havde det svært og var en farlig ledsager?", spurgte hun. Jeg satte mig ordenligt op, og klar til at skyde hende ned med mine ord. "Han er min ven, og jeg er ligeglad! Han har det sikkert svært, han var fuld, alle var fulde og du skal ikke tro du kan komme her og bestemme over om jeg skal se ham eller ikke! Hvis jeg vil være sammen med en der er sindsyg, så er jeg det! Det rager ikke dig! Og smut så ud, jeg gider dig ikke her mere!", sagde jeg og pegede på døren. Mit bryst hævede og sank sig, jeg var sur, pisset af, og skød ild ud af næsen. Damen smækkede bogen i, tog tasten over skulderen og gik imod døren med en grim grimmase. Hun åbnede døren og forsvandt. Lægen fra tideliger kiggede ind i rummet, og rystede på hovedet.