Skal det være nogen af dem?

Hospitalet pt 2

Læs det i bunden! Vigtigt!
🚫Ikke rettet 🚫 så undskyld hvis der er stavefejl
————————
Jeg ligger stille Anthons hånd og går lidt væk.
Per sætter sig i stolen ved siden af med Esmeralda på skødet.
Alma og Asta står og kigger på Anthon.
Alma begynder at græde, Marianne trækker hende ind i et kram.
Asta ser over på mig kort, hvor efter hun løbet over til mig og krammer mig.
----

"Shhh Asta. Det skal nok gå. Jeg er sikker på at han vågner" siger jeg, Asta begynder at hulke.
Jeg krammer hende tættere ind mod mig.

Et par timer efter

Per er taget hjem med pigerne, så der er kun Marianne og jeg tilbage.
"D/N?" Spørger Marianne, "ja?" Spørger jeg, "ved du godt hvor meget han holder af dig?" Spørger hun, "ja. Eller jeg ved da at han elsker mig, men som ven" siger jeg.
Marianne ryster svagt på hovedet, "han elsker dig. Som i elsker dig virkelig. Og ikke kun som ven" siger hun.
Jeg kigger bare på hende med et forbavsende blik.
"Når. Jeg vil hente noget mad. Vil du have noget med?" Spørger hun. "Øhm ja tak" siger jeg. Hun nikker og går ud af rummet.

Jeg tager Anthons hånd og giver den et lille klem.
"Elsker du mig virkelig?.... sådan rigtig?" Siger jeg. "For jeg elsker dig, sådan rigtig" siger jeg.
Jeg klemmer forsigtigt Anthons hånd.
Jeg låner mig ind over han og giver ham et kys på munden, jeg trækker mig da det bakker på døren, jeg går over og åbner og ind kommer Marrianne med mad.

Vi stille maden på bordet, da Anthon pludselig rør på sig.
"Marianne han rørte sig" siger jeg, Marianne og jeg sætter os på hver vores side af sengen og tager en hånd hver.
Marianne græder og jeg har tårer i øjnene.
Anthon slår stille øjne op.
"Mor?" Siger han, "ja. Anthon?" Spørger hun, "er D/N her?" Spørger han, "ja skat. Hun sidder lige ved siden af dig" siger Marianne.
Han kigger forsigtigt på mig, "Hej" siger han, "Hej Anthon" siger jeg og begynder at græde.
"Hey Hej Hey. Du skal da ikke græde. Jeg er vågen ikke" siger han, "det er jo lige præcis det vi græder over" siger jeg og betyder til Marianne.
Anthon kigger på sin mor.
Han sætter sig stille op og krammer hende.
Jeg går ud af værelset og henter lægen.
"Goddag Anthon. Det er godt at se at du er vågen. Hvordan har du det?" Spørger lægen.
"Jo tak. Jeg har det fint. Bare lidt træt" siger Anthon, "det er også forståeligt. Men jeg skal lige lave nogle undersøgelser, så hvis de damer vil vente udenfor?" Siger lægen, "ja" siger Marianne og jeg i kor, og går ud.

Vi sætter os og venter på nogle stole, som alligevel står ude på gangen.
"Marianne?" Siger jeg, "ja?" Spørger hun, "mente du det du sagde?" Spørger jeg, "hvad sagde jeg?" Spørger hun, "at Anthon sådan rigtig elsker mig" siger jeg, "Nårh ja. Det mente jeg skam. Jeg har aldrig set ham så forelsket som i dig. Ikke en gang i hans ex Lisa, som han så ellers var så forelsket i" siger Marianne, "Nårh okay" siger jeg, da jeg ikke ved hvad jeg skal sige.
Marianne ligger hånden på min, som ligger på mit lår.
"Elsker du ham?" Spørger hun, "altså jeg er jo lige kommet ud af et forhold. Du ved... Thor" siger jeg, Marianne trækker tiden lidt inden hun siger noget, "det er jo heller ikke noget der haster. Det der med at komme i et forhold igen" siger hun.
"Nej det ved jeg nu godt. Men jeg elsker og holder utrolig meget af Anthon, på mere end vennemåden. Vi kyssede også i studiet Idag, og det gjorte Thor sur, og jeg tror at det er derfor at han slog Anthon" siger jeg.
"Ja jalousi er en forfærdelig ting, men den lever i nogle mennesker" siger Marianne, "ved du hvad? Det kan jeg kun give dig ret. Thor har altid været jaloux anlagt. Men da han ligesom ødelagde vores forhold ved at kysse med en eller rettere to andre, er han sku selv uden om det" siger jeg, "ja, det er rigtig nok. Men se nu at blive venner med ham. Det vil løse en del problemer" siger Marianne, "tror du?" Spørger jeg, "ja. Det er jeg sikker på" siger Marianne.

Lægen kommer ud med Anthon gående bag sig, "værsgo parat til at tage hjem" siger lægen, "tak skal du have" siger Marianne, "ja mange tak" siger jeg, "jeg gør jo bare min pligt" siger lægen og smiler og går.
---------———————

Hej alle mine læsere.

Jeg undskylder for ikke at have udgivet i næsten en måned.

Jeg vil ikke komme med alle mulige lorte undskyldninger, så her kommer den rigtige.
Jeg har haft det enormt svært i lang tid, jeg har fået konstateret depression og er virkelig langt nede, de fleste dage.
Så jeg udgivet så meget og så hurtigt som muligt.

Jeg er super glad for at i stadig vil læse med!

Glædelig jul. Jeg håber i alle for en dejlig dag og en hyggelig aften.

Mvh stephanie