199 Letters

Kapitel 11

Flere uger var gået i et blink med øjet, og Harry havde forladt hospitalet. Han havde været under konstant opsyn fra drengene, deres forældre og selv hans egne. Liam troede, det var tid for Harry til at besøge Louis' grav. Alle drengene ville komme med. Liam, Zayn, Niall, Harrys mor, Anne og Louis' mor, Johanna. Harry havde undgået at læse brev nr. 200. Han ville at vente, indtil han var sikker på, at han ville være i stand til at læse det. Harry havde det bedre, men han havde det ikke så godt som han kunne have haft det. Han havde stadig næsten ikke forladt huset, og han hørte stadig de små stemmer i hans hoved, men han kunne lukke dem ud nu. Det var ikke så mange stemmer. Det var en vis stemme. Louis' stemme. Den var mere betryggende end noget andet. Den fortalte Harry, at han havde det bedre nu. Den fortalte Harry, at han ikke længere følte smarte, at han var glad. Det gjorde i det mindste Harry glad for at vide, at Louis ikke følte smerte længere.

Det var ekstremt koldt udenfor, og regnen der havde besluttet sig for at falde, hjalp ligefrem heller ikke. Harry tog et par joggingbukser og en hættetrøje på, han sædvanlige tøj. Liam kiggede hen på Harry.

"Du besøger Louis' grav i joggingbukser og en poset hættetrøje?" spurgte han.

Harry kiggede op på Liam og spurgte,

"Hvad er der i vejen med det?"

"Ville du ikke have lyst til at være en smule mere formel, første gang du besøger ham?"

Harry tænkte over det i et sekund og tog derefter et par mørke jeans og en tætsiddende sort trøje på, men beholdte sin hættetrøje. Han kiggede over på Liam i søgen om godkendelse og smilte, da Liam nikkede. Liam lagde en arm på Harrys skulder, og Harrys muskler anspændte sig til at starte med, men slappede hurtigt af bagefter. Liam sukkede dybt indvendigt. Harry så måske ud til at have det godt fysisk, men mentalt var han endnu mere ødelagt end før. Han anspændte sig hver gang han havde fysisk kontakt med nogen, han brugte det meste af sin tid alene på sit værelse, hvor han enten sov eller drak sit liv væk. Harry og Liam gik ud i stuen, og Harrys hals lukkede sig, og han følte sig selv begynde at panikke. Han plejede at have det fint omkring andre mennesker, men på det sidste har han ikke kunne være i et rum med mere end tre. Foran ham stod Liam, Zayn, Niall, Johanna og Anne. 5 mennesker, 6 inklusiv ham. Det føltes som om alles blikke var rettet mod ham og stirrede dybt ind i hans sjæl. Harry skar tænder og smilte. Hans blik bevægede sig langsomt mod Johanna og følte sit hjerte vride af smerte. Han følte vand samle sig i sine øjne, tårer. Han blinkede dem væk. Det var første gang han så Johanna i et stykke tid. Sidste gang de så hinanden var omkring halvanden uge før, Louis havde besluttet sig for at tage sit eget liv. Johanna så ud til at være lige så skrøbelig som alt andet, men hun bar stadig hendes smukke signatur smil. Hun så meget blegere ud end sidst han så hende og hun havde mørke poser under øjnene. Og hun så ud til at have tabt sig meget.

"Er du klar til at gå?" Niall rømmede sig.

"Jaer," hviske Harry.

Gruppen begyndte at bevæge sig udenfor, og Harry kiggede op på himlen. Den var mørkegrå blandet med lidt blå, fra hvor den blå himmel kunne ses gennem de mørke skyer. Det mindede Harry om Louis' øjne, når Louis var sur. De ville være mørkegrå med små pletter af blå. Ligesom himlen nu. Det støvregnede, hvilket fik Harry til at lyne sin jakke op og skælve. Harry hørte stemmerne hviske igen, og han bed tænderne sammen og lukkede dem ude. I dag var ikke om ham, den var om Louis. Han satte sig ind bagerst i taxaen, hans hovedtelefoner på og lyttede til sin yndlingssang i øjeblikket: Little Talks af Of Monsters and Men.

Han lukkede sine øjne og hvilede sit hoved mod vinduet. Han følte køligheden mod hans ansigt, der fik ham til at smile. Med manglen på søvn han havde haft de seneste par uger, faldt han i søvn samme minut. Han vågnede op ved at Johanna rystede ham blidt. Hans øjne flagrede åben og kiggede på hende, og han følte et smil trække i hans læber.