199 Letters

Kapitel 2.

Niall vågnede med et suk, da han hørte et højt tordnende råb fra værelset ved siden af ham. Han placerede pude over hans hoved, i forsøge til at blokere for yderligere råb, men det kom endelig klart for ham, at stille hulk lød gennem de papir-tynde mure, fra den yngre og ældre dreng. Han var ikke sikker på om det var bare dem, der talte i søvne, som de havde gjort før i fortiden, eller om de faktisk græd. Den unge, irske dreng kiggede over på sin sovende band ven, der lavede dæmpede snorke lyde ovre i hans seng. Han kunne se omridset af Zayn's rodet hår med det svage lys fra måneskin gennem vinduet.

Zayn kunne sove bogstaveligt talt gennem alt. Niall rullede med øjnene, flyttede hans krop komfortabelt på sin seng, men han fik gåsehud, da han hørte en svag klynken fra næste dør. Han opholdt sig stadig og anspændte hans ører, kæmpede de? De lyde fortsatte i yderligere 30 sekunder, og han besluttede, at han ikke ville få nogen søvn med mængden af støj Harry lavede. Han satte sig stille op og tørrede sine øjne og trak tæppet af hans krop. Han gled ud af sengen, og trippede på tværs af lokalet. Hans hånd svævede over Zayn, da han internt kæmpede med sig selv, om han skulle vække Zayn eller ej. Hans hånd rystede blidt Zayn, og han hørte en mumben fra nedenunder tæpperne. Et smil truede med at bryde Niall seriøse ansigt, da han forsigtigt rystede ham igen. Zayn rørte sig og stønnede, og Niall kunne se Zayn's øjne blafre åbne i det svage lys. Zayn var ikke glad og det fik Niall til at bryde ud i et smil, han havde været i besiddelse af.

"Hvad for helvede af en undskyldning, har du til at vække mig? Hvad skete der med 'væk ikke Zayn under nogen omstændigheder'?

Et andet højt klynk truede med at ryste soveværelses væggene og Zayn satte sig op, øjne store i mørket. Niall kiggede over på tværs af soveværelset, hans mave vendte ubehageligt. Noget var galt. I de år, han havde kendt Harry, havde han aldrig lydt så fortvivlet, og hvis det var et mareridt, ville Liam have vækket ham op.

"Jeg hørte Harrys gråd, det vækkede mig. Er det bare mig, der høre ting eller har du også hørt, det jeg gjorde? Der er noget galt. Jeg ville ikke vække dig, men jeg tanke-du ved.."

Zayn følte en pludselig bølge af panik susse igennem ham, da han snublede ud af sengen. Hans hjerteslag var hårdt under hans brystkasse og hans hænder begyndte at svede. Han havde hørt Harry's mareridt før, men i det øjeblik han hørte Liam råbe og hørte ham højlydt hulke. Han begyndte at gå tværs gennem lokalet, omhyggeligt undgik det beskidte tøj og mad indpakning. Niall greb Zayn arm og gjorde ham stå stille et sekund. Zayn kiggede tilbage på den blonde håret dreng, hævede et øjenbryn.

''Hvorfor græder de?'' Mumlede Zayn.

''Jeg er ikke sikker, men de vækkede mig'' Hviskede Niall, usikker på hvad han skulle gøre.

Rummet blev fyldt med stilhed, da de 2 drenge blev ved med at høre de høje hulk, fra rummet ved siden af. Zayn greb Niall's arm, og trak ham ud af deres værelse. Der var kort hen til den næste dør. Drengene stoppede foran de andres dør, udskiftede bekymrede blikke. Niall rakte over og bankede let på døren 2 gange. De stod der i stilhed, da der var ingen der svarede, bankede Zayn denne gang, en smule utålmodigt og nervøs.

"Harry! Hvad sker der?" Nialls irske accent lød omkring det tomme hus.

Nialls hud prikkede med gåsehud, da kold luft skyndte omkring ham. Han krydsede armene over sit nøgne bryst, i et forsøg på at holde sig varm. Han ville meget hellere være i sikkerhed under varmen af hans dyne.

"Jeg kommer ind!" råbte Zayn og åbnede døren.

De to drenge frøs i døren måde, som de tog i katastrofen zone foran dem. Niall bemærkede straks Liam sidde der på gulvet, lænet mod enden af sengen. Hele Liams krop rystede med hvert åndedrag, fordi det var sværere at ånde hvert sekund. I næste sekund, bemærkede Zayn Harry, krøllet i en hjælpeløs bold i hjørnet af lokalet. Han så så skrøbelig, og så ud som om, at hvis han flyttede på sig, ville han gå itu. Undtagen; han allerede var itu. Harry havde aldrig følt sig så formindsket, og brændt i hans liv, og tårerne kom som en flodbølge. Han var mellem statenene; over kørt og at besvime. Zayn følte en øjeblikkelig bølge af terror, samt Niall. De havde aldrig set drengene som dette, aldrig. Zayn bemærkede en manglende tilstedeværelse, den tilstedeværelse, der altid ville lave en joke ud af denne siuation. Louis. Louis ville berolige alt dette ned.