199 Letters

Kapitel 1

Sang: Harold song - Kesha

Arbejdet havde været trættenede, og det eneste Harry vill, var at ligge sammen med hans bedsteven og få en god søvn, inden den tidlige start næste morgen. Men der var han, stirrende på døren, ventende på at Louis kommer hjem igen. Harry tog et blik på uret. Den lysende skærm viste 00:03. Han kunne ikke hjælpe den nervøse følelse kører rundt i hans krop og sætte sig som en klump i maven. Han rystede det af og beskyldte manglen på søvn. Louis var gået for en tur. noget han ofte gjorde, når han var stresset eller bare havde brug for noget stille tid. Og nogengange var stille tid, hvad alle havde brug for, især med sådan et stresset job. Det var altid den samme rutine; vågn op kl. 5, øve, gå til forskellige møder og ikke hen på hotellet før midnat, og så også alle koncerterne smidt rundt til venstre, højre og i midten. Harry placerede sin underlæbe mellem hans læber, tyggede på den blidt, for ikke at blive alt for ophidset. Han tænkte at Louis burde være kommet tilbage til hotellet, for noget tid siden. Harrys andre band venner var garanteret i en dyb søvn, for at få så meget søvn som muligt. Harry havde den her ting, hvor han ikke kunne falde ordentlig i søvn uden Louis komfort og tilstedeværelse. Han rejste sig op, og strakte sig, så han stod på tær, hans arme strakt over hans hoved. Et lille, men ikke helt lydløst gab, undslap hans læber, før han begyndte at knappe hans bukser op og tog dem af, tog hans trøje over hovedet og tog hans joggingbukser, som var placeret for enden af hans seng. Hans rystede lidt da hans tonede hud fik gåsehud, da det fik kontakt med den kolde luft, der ramte og tog sine joggingbukser på. Hans mørke grønne øjne kiggede over mod vinduet, da han tænkte at nok ville se Louis komme tilbage fra sin gåtur, som han havde taget afsted fra 2 timer før, og hans ture plejede aldrig at tage mere end en time. Han krydsede rummet, satte hans håndflader på vindueskarmen og kiggede ud i mørket. Hans håbefulde smil forsvandt langsomt, da han indså at han ikke kunne se Louis komme tilbage. Mens sekunderne gik, blev han mere og mere ophidset, og han tænkte på at vække resten af bandet op, for at se om de havde været i kontakt med ham, men det ville være selvisk. han tog sin hånd op til hans ansigt, stille rystede hans hoved, før han flippede det mørke chokolade rod af hår, ud af hans øjne, før han vendte om mod det lille soveværelse. Søgende efter noget der kunne distrahere ham, fra hans bekymringer. Han trak sin telefon ud af lommen, tænkte på at ringe til Louis, men så igen, Louis ville jo gerne væk fra alle, så han besluttede sig for at lægge sig under dynen og tænde for den lille lampe på natbordet. Hvis han faldt i søvn, ville han falde i søvn, efter alt, så var der en stor dag i morgen som sædvanlig. Efter at lægge sig i sengen under den varm og tykke dyne, faldt hans øjne hen på en stor tyk bog, liggende på Louis's natbord.

Harry havde aldrig set den bog før i hele hans liv, og specielt i de to år, han havde kendt Louis og drengene. Denne bog var aldrig dukket op under X factor tour eller nogen koncerter og andre tours i to år, så hvor fanden kom den fra? Og det var ikke fordi Louis ikke læste eller skrev, fordi det gjorde han, men Harry havde jo været på tour med ham så længe. Han vidste hver en bog og notesbog, Louis tog med sig rundt i verden og denne bog tilhørte ikke Liam, Zayn eller Niall, fordi de læste eller skrev faktisk ikke. Harry lænte sig tættere mod den mystiske, sorte bog. Han lagde mærke til et stykke hvidt papir, stikke ud af bogen. Harry kiggede mod døren og tilbage mod den anden side af rummet. Det var hvis nogen havde lagt den der, for at man skulle få øje på den, tænkte han før han rakte over sengen og tog bogen. Bogen var ikke særlig tung, men man kunne se, at den havde været meget brugt, siden papirernes sider var krøllet og der var tegnet på coveret. Hans fingrer strøg over læder coveret, følte der hvor blyanten var trykket for hårdt ind i læderet. Louis's navn var fint skrevet i toppen af coveret, og Harry burde nok ikke læse bogen, men han kunne ikke hjælpe det. Der var noget der ukomfortabelt skiftede; som hvis hans instinkt fortalte, at noget meget slemt var sket. Han trak det hvide stykke papir ud, og med det samme genkende han den sjuskede håndskrift, der tilhørte hans bedste ven. Louis havde skrevet et brev til ham og Harry kunne ikke kontrollerer det store smil, der var plantet på hans ansigt, som fik hans smilehuller til at vise sig mere end de plejede, da han begyndte at læse det.