Harry havde lydløse tåre strømmende ned af hans kinder. Han havde omkring 16 tomme flasker alkohol på gulvet. Der var kommet flere over ugen. Han var hjælpeløs. Han kunne ikke stole på sig selv, han drak sig selv væk. Liam, der trods havde grædt i dagevis, forblev den stærkeste af drengene. Han puttede et smil på læberne gennem de hårde tider, i forsøg på at gøre sine venner glade igen. Han havde ikke set Harry i nogle dage, så han låste soveværelsesdøren op og gik ind i Harrys værelse. Han fik tåre i øjnene af den stærke lugt af alkohol. Han rynkede panden og kiggede over på Harry. Den krøllethårede dreng var mere end brudt. Hans hår var fladt rundt om hans meget blege ansigt; hans grønne øjne var blevet grå, livsløse og blod skudte. Hans næse og øjne var hævede, og han var begyndt at se frygtelig tynd ud.
“Harry.” formåede Liam at sige med en grådkvalt stemme, før han krydsede rummet.
Harry kunne ikke løfte hans hoved, for at lave øjenkontakt med Liam. Han kunne bogstaveligt talt ikke. Liam åbnede de mørke gardiner, for at lade noget lys komme ind og åbnede alle vinduer, så frisk luft strømmede ind i rummet. Harry krympede sig samme under dynen, på grund af det pludselige lys.
“Kom nu, gå i bad.” Liam trak Harrys modstræbende krop ud af sengen.
Liam tog noget rent tøj til Harry go trak ham ud i badeværelset, og låste ham inde. Harry tog tøjet af og smed det i vasketøjskurven, før han gik ind i badet. Hn begyndte at vaske sit hår og sig selv, og da han var færdig, stod han der helt stille og kiggede ned på hans mave. Han følte et gys af skuffelse gå igennem ham, da han stirrede ned på de røde og lyserøde cuts på hans flade mave, og så de dybe; nu ar dannende cuts på hans håndled. Der var ialt 16 cuts.
Liam ventede tålmodigt inde på Harrys værelse med et glas vand og depressions tabletterne til hans bedste ven. Harry sad på en taburet ude på badeværelset og stirrede på sine håndled. Tåre gled ned ad hans kinder, og han kørte hans skraber over hans håndled. Han lukkede sine øjne og krympede sig lidt sammen, da smerten skød gennem ham. Der gik ikke længe før han så den sædvanelige streg af mørke rødt blod komme frem og langsomt glide ned af hans forarm. Han skyllede det under koldt vand og begyndte at dække det med plaster. Det var der han gik ud af badeværelset. Liam smilte og gik over til Harry, for at give ham vandet og tabletterne.
“Hvad er det?” Harry løftede et øjenbryn.
“Depressions tabletter… de hjælper meget.”
Harry slugte dem sammen med vandet og gik mod køkkenet.
“Sulten?” spurgte Liam.
“Slet ikke.”
“Harry, du har ikke spiste i dage.” sukkede Liam.
“Omsorgs faktor? Jeg er faktisk ikke sulten.”
“Jeg er ligeglad. Jeg laver noget toast til dig.” Liam greb noget brød.
Efter ca. 5 minutter, havde Harry en skive toast liggende foran ham. Hans mave vendte ukomfortabelt, men han spiste det alligevel. Han kunne ikke bevæge sig i 10 minutter, på grund af, hvor syg han følte sig, men da han endelig stod op, kunne han mærke maden smertefuldt presse mod hans mave. Han følte, at det var som om, at han havde spist for meget, og hans krop ikke kunne holde til det. Pludselig dækkede han hans mund og spurtede ud på badeværelset. Han kunne mærke kvalmende ryk af syre sprøjte op af hans hals. Han faldt ned på hans knæ og holdte hans ansigt over toiletkummen. Højlydt, fik han det ene stykke toast, vand, tabletterne og alkoholen ud af sin krop. Hans støn ekkoede ned af gangen, hvor Liam stod. Zayn og Niall hørte det begge fra ders værelser, og selv en idiot ville vide, at Harry kastede op. Zayn gik ud af hans værelse og ned af gangen. Han gned hans trætte øjne og gav Liams skulder et klem. Liam vendte sig mod ham og smilte trist til hans bedste ven. Han vidste ikke engang, at han græd, indtil Zayn tørrede hans tåre væk.
“Jeg kigger efter ham.” smilte Zayn, før han gik ned af gangen.
Harry spyttede resten af den forfærdelige smagende masse ned i kummen, før han kollapsede ned på fliserne. Hans kind hvilede mod den kolde overflade. Fliserne føltes fantastisk mod hans brandene kinder. Han lukkede hans øjne og tog dybe vejrtrækninger. Han var frustreret over sig selv. Hvorfor gjorde han det her med sig selv? Han hørte lyden af nogen bag ham. Han troede det var Liam, men til hans overraskelse kiggede han op i Zayns brune øjne.
“Du bliver nød til at samle dig selv sammen, mand.” hviskede Zayn.
Harry krøb sig sammen og lagde sig på siden.
“Harry, kom nu. Rejs dig op.”
Harry skar tænder, da han blev bevidst om den uudholdelige smerte i hans brystkasse. Zayn sukkede og tørrede de synlige tåre væk fra Harrys kind. Han kunne ikke holde ud, at se en af hans bandvenner falde fra hinanden. Han trak Harry ind i et stramt knus og masserede den yngre drengs krøller.
“Vi burde gå ud, et eller andet sted.” hviskede Zayn pludselig.
“Hvor, Zayn? Ligemeget hvor jeg går eller kigger, ser jeg ham.”
“Til en restaurant eller forlystelsespark… Eller et andet sted. Vi har brug for luft.”
Smerten i Harrys brystkasse gik hurtigt, og Zayn hjalp ham endelig op. Harry havde virkelig ikke lyst til at gå nogen steder, men de ville hjælpe ham. Alle ville få noget ud af det.
<('-'<)(>'-')><('-'<)(>'-')><('-'<)(>'-')><('-'<)(>'-')><('-'<)(>'-')><('-'<)(>'-')>
Hej People
Undskyld, jeg først opdatere nu. Jeg har haft virkelig travlt med skole og alt muligt.
Elsker jer alle, der læser med.
-HelloPeps11
YOU ARE READING
199 Letters
FanfictionHvad ville du gøre, hvis din bedste ven begik selvmord? Hvad ville du gøre, hvis der ikke var nogen måde, du kunne havde hjulpet dem på? Alt der er tilbage er 199 breve. Det eneste som de efterlod til dig. Skrevet på engelsk af @larrystylinson. Cov...
