199 Letters

Kapitel 12

Da Zayn var færdig med sin telefonsamtale, var ambulancen på vej. Zayn sad udenfor i den friske luft i endnu et par minutter, lukkede hans øjne og prøvede at glemme, at han overhovedet ikke havde sovet i de sidste par dage. Det hjalp heller ikke den tilstand han var i følelsesmæssigt at have søvnmangel. Han følte sig selv pludselig falde i søvn, og det var da han bestemte sig for at gå tilbage indenfor, og sikre sig at Harry var okay. Huset var mørkere end han huskede fra et par minutter siden, men han var for træt til at følge den tankestrøm. Han ville bare have en god nats søvn. Han ville nok spørge Niall om, at kigge efter Harry i et par dage, for at sørge for at han får en god nats søvn , fordi hvis han ikke, ville han bare falde om på et tidspunkt. Han tændte lysene i køkkenet og gik langsomt tilbage mod sit værelse.

"Harry," hviskede Zayn og gik ind i soveværelset.

Han tændte lysene og hans øjne scannede sengen, før hans ansigtsudtryk faldt drastisk. Sengen var tom, helt tom.

"Harry?" Han begyndte at panikke.

Zayn kiggede ind i skabene og gik ud i stuen og kiggede efter flugtveje.

"HARRY, HVOR ER DU?!" råbte han.

Han lyttede forsigtigt, og hans ryg stivnede pludseligt, da han hørte noget smadre. Det lød som om det kom inde fra hans værelse. Han vendte sig om igen og løb ind på værelset og lagde mærke til, at badeværelsesdøren var lukket. Lort.

"Harry," Han bankede på døren og lod mærke til at døren var låst.

Han hørte hvisken, som om Harry hviskede til sig selv, klynkende. Havde han skadet sig selv? Zayn følte sine øjne fylde med tårer, mens han bankede hårdere på døren.

"Harry, du har bare ikke at gøre noget derinde, okay!" Zayn råbte.

På den anden side af døren var Harry. Badeværelsesfliserne var dækket af en tyk, rød væske. Badeværelsesspejlet var fuldstændigt smadret og også dækket af den røde væske. Det fik rummet til at lugte af rust, og Harry stirrede ned på sin arm. Han havde smadret en stykke glas fra spejlet og bragt det ind i sin egen hud, hårdt og dybt. Den røde væske flød let fra det åbne sår ned på gulvet, der var indsmurt i blod. Hviskende i Harry hoved var ligesom bisværme. I sin anden hånd var hans gamle mobil. Han ringede til et nummer, der var så familiært til ham, og pressede den op mod sit øre. Ringtonen startede og Harry stirrede på væggen foran sig, hans knæ var bukket op mod hans hage. Han hørte hans stemme.

"Hej, du har nået Louis' voicemail. Undskyld jeg ikke svarede dit opkald. Jeg havde nok travlt med at lave noget cool haha. Efterlad dit navn og dit nummer, og jeg ringer tilbage til dig, farvel!"

Det var Louis' gamle mobil. Den alle havde glemt. Han var så glad for, at han havde gemt den. Tårerne strømmede ned af hans kinder, mens stemmen bragte mere smerte til ham. Han ville bare så gerne være sammen med Louis. Han ville gøre alt. Han havde bare brug for at stoppe med at lide. Harry tabte mobilen ned på fliserne og rakte ud i det svage lys efter et stykke glas på gulvet. Da hans fingre fik fat i det, klemte det hårdt og borede det hårdt ind i sin arm, lod han et skrig af smerte forlade sine læber, mens tårer af lidelse og sorg fyldte sine øjne endnu mere. Stemmerne var så højlydte. Han kunne ikke engang tænke klart. Glasset var så langt inde i hans arm nu, og blodet var bare over det hele. Harry begyndte at hive i sit hår og rokkede frem og tilbage. Langsomt og endeligt forsvandt stemmerne og var erstattet af Louis. Louis' stemme.

"Harry, hvad laver du?" spurgte han.

"Jeg vil være sammen med dig, boo, jeg er træt af ikke at være sammen med dig. Jeg har bare brug for at være tæt på dig." Hans arm var blevet følelsesløs, men det var stadig smertefuldt. Hans negle gravede ind i hans hovedbund, mens hans snakkede med stemmen.