Monsterlike Love

To

Nogle gisp kan høres rundt omkring på gangen. Jeg ser op på Stephan, som han står der med et smil der gør ethvert menneske blød i knæene. Stephan er en af de største og stærkeste ulve på skolen. Og for at være ærlig også en af de mest skræmmende. Han bliver nærmest set som kongen af skolen. Eller i hvert fald ser ulvene ham sådan, men han var jo også en af de første, hvis ikke den første der kom til byen. Hans lange lyse hår falder ned over hans øjne som slanger. Han kigger ned på mig og rækker mig en muskuløs og meget veltrænet arm. Meget imod min sunde fornuft og normalt gode hoved tager jeg den og han trækker mig op og hiver mig ind til sig. Han stikker fjæset ind under min hætte og inhalere dybt. Lidt ligesom når han røg ude ved skolens containere. Han smiler drilsk til mig, da han endelig trækker sig tilbage.

"Det ikke sødt at bruge giftige blomster." Hvisker han lavt. So lavt at man enten skal være ulv eller vampyr for at kunne høre det. Thank Dracula for min overnaturligt skarpe hørelse.

"Giftig? Nej virkelig? Der kan man bare se." Vrisser jeg sarkastisk tilbage, mens jeg forsøger at rykke mig væk fra ham.

Han lader et kort hånligt grin undslipper hans læber.

"Du fuld af krudt lille flagermus."

Lille flagermus?!

"Ved du ikke, at det er uhøfligt at gå ind i folk?" Snerre jeg vredt.

"Det var dig der gik ind i mig."Jeg ruller øjne af hans svar.

Typisk ulve. Aldrig villig til at indrømme når de tager fejl.

"Jeg kunne lugte dig lille flagermus." Hvisker han.

Du kunne lugte mig, men du kan ikke lugte stanken der kommer fra dig selv? Hvad er så meningen med den der dims lige midt i dit ansigt? Hvis jeg ikke tager meget fejl, så er hele formålet med den at den skal kunne dufte!

"Af en vampyr at være er du meget særlig lille flagermus." Han snuser endnu en gang, før han slipper mig.

"Og du stinker virkelig af en ulv at være." Mumler jeg mens jeg vifter med hånden foran næsen for i det mindste at undgå en lille smule af stanken. Noget jeg virkelig hader ved ulve er lugten. Ligegyldigt hvor de er kan jeg altid lugte stanken af våd hund.

Han griner.

"Ses lille flagermus." Siger han før han og de andre hunde bevæger sig videre.

"Er du okay?" Camille kigger bekymret på mig.

Hvornår er hun kommet herover? Hvordan kan det være at jeg ikke hørte hende komme? Og vigtigst af alt. Hvad er det for en lugt?

"Har det fint. Lad os gå." Hun nikker og vi smutter hen mod kantinen. Jeg beslutter mig for ikke at bekymrer mig for meget om det. Det er sikkert bare Kenneth, som har sat sine duftspor på hende igen.

~~~~~~~

Skolens skingrer klokke ringer ud og lader hele skolen, hvis ikke hele byen vide at skoledagen er forbi.

"Du kan godt fjerne hænderne nu. Klokken er stoppet." Fniser Camille fjoget.

"Phew. Hvorfor skal den også være så forbandet høj?" Måber jeg mens jeg fjerne hænderne fra mine sarte ører. Nogle gange er det at have sanser der er tusind gange bedre end menneskets on hell of a curse. I det vi træder udenfor tager jeg mine ekstra stærke solbriller på. Som jeg sagde, så kan overnaturligt stærke sanser være en rigtig forbandelse. Den blændende sol bager ned fra himmelen og bader alting i dens altødelæggende stråler. Jeg begraver hastigt mine hænder i hættetrøjens lommer. Det pokkers varmt at have hænderne i lommerne, men det er den eneste måde at beskytte min sarte vampy hud fra solens altødelæggende kraft. Også selvom den får min hud til at skinne og glimte som tusinde diamanter.