Monsterlike Love

Fire

Vigtig besked i slutningen af kapitlet!

Jeg anbefaler kraftigt, at I læser den!

***

Hvad i hede hule helvede foregår der her?!

Det ene øjeblik dækker jeg ørerne til ved lyden af det mægtige ulvehyl fra den enorme sorte skødehund som står mindre en fem meter fra mig, hvilket er faretruende tæt på, hvis man spørger mig og det næste øjeblik finder jeg dyret gnubbe sig op af mig, som var jeg et træ.

Hvad i Dracula's navn er galt med den her? Er den i stykker eller noget?

Lyden af poter mod den smattede muldjord genlyder i mine øre og det løber mig koldt ned af ryggen, som jeg lige pludselig finder mig selv nedstirret af flere forskellige set ulvøjne. Der er i alle farver lige fra gylden brun og let gylden til isnende blå. Jeg vil ikke lyve og sige at min nuværende situation ikke gjorde mig en lille smule anspændt. Okay, det er så den største løgn nogensinde. Mine ikke eksisterende sjæl var ud over det hele, desperat efter en udvej fra alt den ulv.

Stanken af våd hund sved og rev i mine næsebor og gav mig virkelig kamp til stregen for ikke at lade mit frastødte udtryk komme til syne på mit dybt følelsesforladte porcelæns ansigt. Gennem den vanvittigt gennemtrængende ualmindeligt frastødende stank af gennemsvedt dyrepels kunne jeg lige akkurat skelne den uimodståelige duft, min krop havde krævet i så lang tid.

Sulten væltede ind over mig, som en tsunami ind over kysten. Kraften og intensiteten af min trang og lyst var så overvældende at jeg blev nødt til at tage et skridt tilbage. Jeg tog mig til ansigtet imens jeg langsomt tog et par skridt tilbage. Duften af friskt blod fra det nedlagte kadaver blandet med den ikke så tillokkende lugt af ulveblod var lige det skub min krop havde brug for for at sende mine instinkter ud over kanten.

Jeg krummede mig sammen i smerte som mine instinkter tog over og jeg heftigt mistede al kontrol over hver en centimeter i min krop.

Pis også! Hvorfor fanden i flagermus trak jeg den dog også så længe?! Fandens også altså!

Jeg bandede mig selv langt langt væk i mit sind som jeg mærkede, hvordan mine lange sylespidse hugtænder strakte sig ud til deres fulde længde. Min øjenfarve gik fra en dyb natsort farve, der skinnede som tusinde stjerner på en klar nattehimmel til en dyb neon rød farve, som lyste stærkt og kraftigt op i det svage månelys. Jeg lægger alle kortene på bordet med det samme og indrømmer at det var smertefuldt. At miste kontrollen over sin sult og have sine instinkter tvinge hugtænderne ud, som man normalt ville tvinge en sprøjte ind i et vildt dyr er altså temmelig smertefuldt.

Jeg rejste mig langsomt op fra min krumme stilling. Stædigt holdt jeg øjnene lukket i et helt spontant og sikkert også desperat forsøg på at genvinde kontrollen over mig selv. Men nej. Al kontrol var for længst drevet ud med badevandet og det eneste jeg kunne gøre var at kigge på alt mit hårde arbejde, der røg lige fluks ud i afløbet.

Fang-fucking-tastic!

Mit hoved røg op med et ryk som vinden pustede den søde duft af dyreblod ind over mine næsebor. Jeg trak vejret dybt, som om hele mit eksistens grundlag var at finde kilden til den vidunderlige dristige duft. Selvom jeg egentlig godt vidste, at den kom fra det mere eller mindre halvt fordærvede kadaver, som lå lidt mere en tyve meter fra mig.

Stadig med et vagtsomt blik så jeg til mens ulvene skarpsindigt iagttog, hver eneste lille bevægelse jeg lavede. Den store sorte ulv kiggede bekymret på mig, mens han iagttog min ny opdaterede tilstand.

Endnu et vindpust og jeg forsvandt i mørket med en fart på omkring 350 kilometer i timen.

***