Monsterlike Love

Fem

Vrede.

Forvirring.

Væmmelse.

Alle disse følelser og flere til strømmede igennem hendes udødelige krop. Boblende, sprudlende som lavaen fra tusinde aktive vulkaner rasede igennem hendes sorte blod. Skabte kaos i hendes krop og sind.

Buldrende som ilden i et bål buldrede vrede varm og brændende i hendes sind. Svitsede hendes tanker og brændte hendes sind sort.

Det kan ikke være sandt! Det må ikke være sandt! Det må bare ikke være sandt!

Som den store sorte gryde over det buldrende bål af ren og skær vrede var forvirringen over at blive valgt.

Hvordan kan det lade sig gøre?! Det er umuligt!

Og som toppen af kransekagen var væmmelsen. Den tykke sorte og fedtede masse af væmmelse virkede endnu tykkere end dengang de var blevet præsenteret for ærtesuppe for første gang.

Af all skabninger i verden ender jeg op med en overforvokset køter uden snor?! Glem det! Niksen biksen karen bliksen! Det kommer ikke til at ske!

Reveka stormede mellem træerne. Springende fra trætop til trætop. Sikkerhedsforanstaltninger. I ved, i tilfælde af at et vidst bæst med hundeånde havde besluttet sig for at følge efter. Og ganske rigtigt. Han havde fulgt efter. Hans monster agtige ulve hyl kunne høres af selv de døve. Og lyden af hans tunge poter mod den kolde våde buddings agtige muld ville få de døde til at vender sig i graven. Han var tæt på. I baggrunden kunne man høre ulvehyl der svarede den enorme ulv.

Typisk hunde. Aldrig i stand til at føre en privat samtale.

Ventende. Evig og altid ventende. I trætoppens skygge. Fri fra månens blege lys, som fik hendes hud til at gløde som tusinde ildfluer. Reveka lukkede stilfærdigt sine øjne, dækkede for den afslørende røde farve, der havde lyst natten op som to natlamper. Intenst lyttede hun til alle nattens mange lyde. Lyden af flagermusenes vingeslag. Lyden af egerne der pusler rundt i skovbunden. Lyden af hastige åndedrag og tunge poter mod den våde muld.

Den ene nat, hvor jeg rent faktisk beslutter mig for at drikke direkte fra åren og så ender jeg i selskab? Hvorfor hader universet mig så meget?

Med et opgivende suk rejste hun sig fra træets betryggende skygge, der indtil nu havde beskyttet hende fra ulvenes skarpe øjne. Skyggerne kunne måske yde hende en midlertidig beskyttelse, men det ville ikke være nok. Det var kun et spørgsmål om tid, før de regnede ud, hvad der foregik.

Omkring tredive meter under hendes fødder vandrede ulv efter ulv efter ulv omkring. Anført af den store stygge ulv. Selv i mørke var det nemt at skelne, hvem der var den stærkeste. Den største. Alphaen var nem at spotte.

Lydløst som en natugles vingeslag klatrede hun et par meter ned af træet. Sørgede omhyggeligt for at der stadig var tyve meter mellem hende og de flagermus jagende pelskugler.

Revekas synsvinkel

"Har I herre løse skødehunde ikke andet at tage jer til end at jage stakkels uskyldige mig?" Smilende for mig selv lod jeg min sjæleløse krop glide ned af den gren jeg nu lå på. Ihærdigt svingede jeg mine ben rundt i luften, mens jeg slapt lod min ene arm dingle fra side til side. Lod min duft af død og ødelæggelse sprede sig, for vinden til at gøre med som den ville.

Jeg nød synet, af de forvirrede skabninger, der søgende kiggede sig omkring i et mislykket forsøg på at lokalisere mig.

"Nu må I lige tage jer sammen pelsklumper. Jeg har altså ikke hele natten, at I ved det." Hans stærke øre vendte og drejede sig, før hans dominerende og kraftfulde øjne begyndte at nedstirre det træ jeg slappede af i. Eller rettere det træ jeg prøvede at slappe af i.