Monsterlike Love

Elve

Hejsa folkens :D

Jeg vil gøre det kort og sige at jeg er dybt taknemmelig over at I gider læse min bog.

Især siden kærlighed ikke ligefrem er min stærke side.

Når men her har I kapitel 11, jeg håber I kan lide det ;)

***

Jeg er udmattet. Fuldstændig drænet. Psykisk. Ikke fysisk, fordi det kan af en eller anden åndsvag årsag ikke lade sig gøre. Vampyrer fungere egentligt lidt ligesom en stikkontakt. Vi løber aldrig tør for strøm. Tændt og klar til brug 60 minutter i timen, 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen og 365 dage om året.

Velbekomme siger jeg bare.

Blodmånen var drænende. Overgangen fra yndling til fuldvoksen er noget af det mest udmattende jeg nogensinde har været uden for. Og jeg har været uden for en hel del i løbet af mine årtier. Selve overgangen er egentlig ikke så udmattende, det gør ondt som en i helvede, men det er ikke udmattende. Hvad der er udmattende er at skulle vænne sig til sin nye krop, følelser, personlighed osv. efter overgangen.

Oh og så også lige at skulle håndtere og straffe tilbagevendte forræddere. Det trætter altså også en hel del skal jeg lige oplyse jer om.

Men altså, for lige at opsummere, hvad der skete efter de små lusede lusepustere trådte ind på mit område, så skete der det at de snakkede løgn og latin, jeg mistede tålmodigheden og gik fuldstændig bat shit crazy, bragte dem til groterne, blev endnu mere bat shit crazy og torturede dem halvt i live, hvorefter jeg gik op og sov sødt som et lille barn.

Så ja.

En meget begivenhedsrig aften.

***

"Se det fra den lyse side Mediis." Camille pibede opmuntrende med hendes lyse smil og hvide tænder der ville få en vampyr til at vende sig i kisten af jalousi.

"Lyse side? Få lige hovedet ud af blodbanken og stop med at fantasere om den slags myter." Mumlede jeg irriteret.

"Det bliver sjovt. Du kommer til at tilbringe tiden med dine bedste venner." Prøvede hun igen.

"Du glemte vist Stephan." Informede jeg hende muggent.

"Men vi får masser af tid sammen igen. Ligesom i gamle dage." Prøvede hun igen. Den lette brise viftede hendes hår væk fra hendes hals, fremviste hendes oh så indbydende hals med dens silkebløde hud og oh så tillokkende pulsåre.

Hvad jeg ikke ville gøre for at sætte tænderne i en frisk pulsåre lige nu. Intet er bedre end mad frisk fra fad.

"Også kan Kenneth bane sig vej mellem os igen..." Kommentere jeg lavt, lavt nok til at hendes menneskehørelse ikke kan opfange det.

Lad os alle lige snakke om, hvordan det er at have den evige optimist som bedste ven. Som tror at der er en lys side af døden! Altså den side af døden, der forbliver død. Pffft! Så dum er jeg heller ikke. Jeg er dødsdømt for anden gang i mit liv, og har ingen steder at flygte hen. Jeg har lovet Camille, Vladimir, Rasmus, Jac, Mac, Valentine (af en eller anden ukendt årsag, som jeg ikke husker og heller ikke vil huske, fordi han er en klam lille blodsuger), min tante og onkel at jeg ville tage med. Såååå jeg har ikke rigtig noget valg her. Vladimir følger med mig til toget, og følger mig ind. Bare lige for at være sikker at jeg ikke beslutter mig for at springe denne her dødsyge skoleudflugt over. Derefter har Jac og Mac lovet min tante utallige gange at de nok skal holde øje med mig. På fuldtid. Med andre ord. Jeg er 1600 år gammel, men har stadig fået tildelt en babysitter. Hvor trist er det lige? Jeg skulle mene, at jeg er gammel nok til at tage med et tog, sove i en skov for så at tage toget hjem igen. Som jeg sagde før. JEG ER 1600 ÅR GAMMEL! Jeg vil mene, at det er over "behøver babysitter" alderen. Eller kende I måske andre på 1600 der stadig behøver babysitter? Der er selvfølgelig grand grand grand grand grand kusine Libby, men det er en helt anden sag med hende.

"Det skulle jo nødig ske at Mediis roder sig ud i problemer" sagde min tante.

"Hold godt øje med de køtere drenge. De skulle nødig skade Mediis" sagde min onkel.

"Mind mig lige om, hvorfor det er vi gør det her?"

Camille sukkede opgivende før hun svarede mig.

"Det skal styrke båndene mellem..." Hun gik lidt død i det til sidst.

"Mellem?"

"Båndene mellem, øhm..." Hun stoppede og gravede lidt i jorden med spidsen af sin sko, mens hun foldede sine hænder bag ryggen på den der uskyldige måde, som altid får alle til at gå helt "Nåååårrggghhh, hvor nuttet".

Jeg bryder mig ikke om det her.

"Styrke båndene mellem hvem, Camille? Spyt ud søde." Jeg pressede en lille smule. Jeg forventede en reaktion og et svar, men ikke den reaktion eller det svar!

"Det skal styrke båndene mellem vampyre og ulve..." Og så gik hun død igen.

"Og det måtte jeg ikke vide fordi..." Jeg bevægede hænderne i cirkler, mens jeg fiskede efter en gyldig grund. Hun sukkede, før hun endelig kom ud med de svar jeg ledte efter.

"FordiatdenegentligemeningmedlejrturenersåduogStephankanlærehinandenatkendeogopbyggejeresmagebånd."

Jeg tabte kæben. Bogstavlig talt. Det var ikke fordi at jeg ikke forstod, hvad hun sagde for tro det eller lad vær, men jeg forstod, hvad hvert et ord. På trods af de manglende vejrtrækningen mellem ordene.

"Meningen med turen er HVAD FOR NOGET!" Udbrød jeg.

Hun sukkede dybere, sådan et dybt fortvivlet, men samtidig utroligt lettet suk helt neden fra maven af.

"Meningen er at du og Stephan skal lære hinanden bedre at kende, så I kan opbygge jeres mage bånd." Gentog hun.

Ja tak den del har jeg fanget. Hvem fanden i hede hulde helvede tror de at de er?! Siden hvornår har forholdet mellem ulve og vampyre været blodbeholdernes sag?! Og hvornår i alle flagrende flagermus's navn har jeg tilmeldt mig skolens datingbeareau?!

"Mediis. Jeg ved godt, at du ikke ligefrem kan lide dem, men kunne du ikke i det mindste gøre et forsøg? Please." Hun bad.

"Lad mig se. Ligge fortiden bag mig og glemme alle de millioner af mine brødre og søstrer som ulvene har nedslagtet gennem årtierne eller holde fast i de gamle intriger og hævne mine faldne brødrer og søstrer?" Jeg lod som om jeg tænkte, men sandheden er at det var et uhyrer nemt valg.

"Jeg holder mig til de gamle intriger Think you vers much." Det var ikke et svært valg. Ulvene har nedslagtet, massakreret, lemlæstet, tortureret, mishandlet, pint og plaget, og været direkte ondskabsfulde overfor vampyre i millioner af år. Jeg vil aldrig tilgive alle mine medvampyrer, hvis udødelige liv er blevet gjort til et sandt mareridt af ulvene. Jeg vil heller aldrig glemme alle mine brødre og søstrer, som har mistet deres udødelige skæbner i hænderne på en ulv.

"Men Me..."

"Nej Camille. Jeg kan og vil aldrig kunne, fordrage ulve."

"Men hvis I bare lærte hinanden at kende så kunne I måske..."

"Nej. Ulvene kan ikke fordrage os og vi kan ikke fordrage dem. Sådan har det altid været og sådan vil det blive."

I en sky af sort røg forvandlede jeg mig til min store fuldvoksne flagermus i solnedgangens orange skær.

Vampyrer og ulve vil aldrig blive forenet som en!

*****

Hey guys,

Jeg ved godt at jeg ikke har udgivet i utrolig lang tid, men jeg sidder fast i en mega skrive blokering, så hvis der er nogle af jer der har nogle gode ideer til hvad der kan ske, skriv det i kommentarerne og forhåbentligt vil det give mig inspirationen tilbage.

Hvis ikke så tror jeg jeg bliver nødt til at sætte denne bog på pause.

Ses måske næste gang alle sammen.

Peace