Blind Date? (Ashton Irwin)

~ Kapitel 6 ~

Signe POV

”Uh, for resten! Du kan bare låne en til trøje, og så afleverer den i morgen, så behøver du ikke at have den gamle trøje på, som du har sovet i.” svarer Luke, på mit spørgende blik, inden at han går med neden under. Jeg takker ham, og går igen ind på hans værelse for at hente en trøje. Deja-vu. Jeg trækker den gamle trøje over hovedet, smider den på gulvet og tager en ny på. Ja, jeg smed den på gulvet. Jeg ved godt at jeg er en crime-rider! Jeg går ud ad døren for at gå ned i kælderen, men hører råbe/hviskende stemmer der kommer fra en klem fra den anden dør, lige over for den jeg lige er gået ud af. Jeg kigger ind ad sprækken i døren og ser at det er Ashton og Luke der står og små skændes. Jeg kan ikke rigtig hører hvad de siger, så jeg putter mit ører hen mod døren, for at lytte efter.

”Hvornår har du tænkt dig at sige til Signe at det var dig der brændte hende af?!” lyder en stemme… den minder meget om Luke’s.

”Hvornår har du tænkt dig at fortælle hende at du er forelsket i hende? En hvor idiot ville kunne se det. Hun ved det måske allerede. Men det er bare too bad, for jeg kan også lide hende og jeg har ikke tænkt mig at give op på hende!”

What the actual fuck?! Hvad sker der her? Hvad snakker de om! Var det virkelig Ashton der brændte mig af, selvom at han vidste at det var mig, men så ladet han bare som ingenting da han så mig?! Og hvad mener Ashton med at Luke er forelsket i mig. Han kan da umuligt være forelsket i mig! Altså helt ærligt! Vi har været venner fra barndommen, han har altid drillet mig, været lidt for overbeskyttende, også været meget kærlig når jeg har haft brug for det, og altid været der for mig når jeg har haft brug for det. O.M.G. Det er så tydeligt… Hvorfor har jeg aldrig set det før nu! Helt ærligt, han går aldrig på dates og lige så snart han gør det, så er han klar til at aflyse den for min skyld. Det må da betyde noget. Men der er bare én ting jeg ikke forstår – faktisk tusinde af ting, men jeg elsker bare at sige ”én” fordi så lyder det på en eller anden måde som meget mere. Hvorfor har Luke ikke fortalt mig det? Puha, nu for jeg det helt dårligt.

Jeg går over mod døren til kælderen, men bliver lidt svimmel.

Hvorfor lige mig?

Jeg støtter mig til væggen ved siden af mig, men i stedet for at blive stående vælter jeg ned på gulvet. Nogle fodskridt kommer løbende hen mod mig. En meget kærlig hånd placerer sig på min skulder og kalder på alle de andre. Det er åbenbart Perrie der har sat sig på hug ved siden af mig. Andre fodskridt kommer stormen hen til mig, men jeg er for træt i hovedet til at kigge op efter hvem det er. En hånd knipses under mine øjne, siden at jeg kigger ned på mine fingre på mit skød.

”Jeg har det fint” siger jeg, men de er ikke så overbevist som jeg havde håbet.

”Det er da tydeligt at det er du ikke. Kom, vi for dig båret hjem.” siger en stemme, hvilken jeg ikke når at registrerer siden at jeg lukker øjnene og ligger mig til at sove lige efter ordet ”Båret” blev sagt.

Fedt, det her sker da også bare altid. Men hvordan vil mit forhold nogensinde være med Luke nu? Og hvad med Ashton? Jeg håbede lige at vi kunne blive mere end bare bekendte. Det er som om mit hjerte er blevet flået ud og trampet på, af nogle store militær støvler. Jeg åbner mine øjne, men bliver stadig budt på intet andet en mørke. Er jeg nu sikker på at jeg ikke stadig har øjnene lukkede eller endnu værre at jeg drømmer.

”Argh.” bryder det ud af min mund lige efter jeg har prikket mig i øjet. Hvorfor gjorde jeg også det? Uh, nu begynder mine øjne at løbe så småt i vand. Fuck, det gør ondt. I det mindste blev jeg ikke sparket mellem benene. Nej, jeg er en pige. Ja, det gør også mega ondt når det er os. Vi skaber os bare ikke ligesom alle drenge gør, men det gør stadig mega ondt. Mega fucking ondt. Mega fucking super truper ondt. Mega fucking super truper duper giga fucker ondt.

“Nåh, er du endelig oppe?” spørger min mor da hun kommer ind på mit værelse. Det var faktisk mere af en opdatering end et spørgsmål. Tårerne begynder at trille ned lige så snart jeg kommer i tanke om hvad der er sket. ”Åh, snuske hvad er der sket? Har du det dårligt?”

”Kan du ikke bare lade mig værre i fred?” græder jeg og smider dynen over mit hoved. Min mor kender mig godt nok til at hun skal gå ud nu. Hun vil ikke blive ved, for så bliver jeg bare sur.

Hvorfor er mit liv også så fucked up?! FUCKING FUCK.

BANK BANK.

”Signe du skal i skole!”

”LAD MIG VÆRRE I FRED!” skriger jeg tilbage. Jeg plejer altid at gå over til Luke’s med sådan en her situation, men det kan jeg ikke engang. Min mor har sikkert holdt ham ude, fra at komme. Fordi hvis jeg kender ham godt nok, ville han sikkert ikke engang gå ud af værelset da jeg blev sat af her – eller mere som bragt. Hvordan kunne jeg være så blind?

Nogle flere bank lyder fra mit værelse. Bortset fra at de her kommer fra vinduet af, og stopper ikke.

”Argh, så typisk.” jeg går hen mod vindue og tager gardinet fra, så en blændende sol skinner ind på værelset, men der er dog en skikkelse der skygger lidt for solen.

Selvfølgelig.

Det er Luke.

Jeg åbner vinduet, så Luke kan træde ind. Hvilket han så også gør. Han hopper ned i mine arme og krammer mig. Det er ikke bare et kram, men det føltes mere som at han vil vise mig at han forstår hvordan jeg har det. Han forstår hvad jeg går igennem. Han ved hvad jeg tænker. Han ved hvad jeg har brug for. Luke er jo den perfekte type. Han er perfekt for mig. Han er lækker, han er sød, han er betænksom, han ville gøre alt for mig, han er sjov, han lytter på mig. Men… jeg føler bare intet for ham.

”Hvorfor har du ikke fortalt mig det?” spørger jeg, efter jeg har besluttet at bare gå direkte til det.

”Fortalt dig hvad?”

”Jeg hørte jeres stemmer i går. Jeg kig hen for at høre hvad det var, men så sagde du at det var Ashton der brændte mig af, bagefter sagde Ashton at du er forelsket i mig. Hvorfor har du ikke fortalt det til mig? Sådan noget vil jeg gerne vide.”

”Ja-jamen det ville ødelægge det hele. Jeg ved jo at du ikke kan gengælde mine føleler. ”

”Jeg vil bare gerne vide det… Kommer det her til at ødelægge det hele?”

”Jeg tror bare at vi skal være lidt væk fra hinanden for et stykke tid, så vi kan slappe lidt af. Bagefter kan vi måske starte over igen?”

”Jamen, du er min bedste ven. Hvad skal jeg gøre uden dig?”

”Bare please. Som min bedste ven, kan du så ikke gøre det her? Jeg har bare brug for det, okay?”

”Okay.”

Han krammer mig igen, for en slags farvel ting. Tårerne presser igen på mine øjne, men jeg vil ikke. Jeg håber bare ikke at det kommer til at blive en pause på for lang tid. Jeg vil virkelig ikke miste ham. Endnu et pump lyder fra mit gulv. Vi kigger brat over på Ashton der ligger på mit gulv. Hans øjner skyder op på os der krammer. Det er som om at hans øjne er ved at græde , men at han holder tårerne tilbage. Åh, nej.      

________________________________________________________________________________

A/N omg!!!! Tusind tak til alle jer der voter og læser den historie. Huske at:

VOTE

COMMENT

&

SHARE!!!!!!!!

Det næste kapitel kommer ud næste fredag!! Woop, woop. Wiggle, wiggle, wiggle.

- Nana xoxo