~ Kapitel 7 (part |)~

233 14 0
                                    

”Ashton! Det er ikke som det ser ud til.” siger Luke med en meget desperat tone.

”Det er vist ret tydeligt at jeg er kommet forsent. Men det er vel okay…” svarer Ashton, ”Hun er jo ike min kæreste eller noget.” den sidste del han sagde lød mere som om at det er noget ulækkert, som om at han spytter ordene ud ad munden, fordi ordene er væmmelige.

Det kan godt være at jeg er blevet fuldstændigt forelsket i Ashton, men det her. Bare fordi at jeg er lidt lun på ham, så betyder det ikke at jeg er blevet en robot. Han kan ikke forvente at man ikke kan falde ned fra den lyserøde sky. 

”Ashton. Vi ved begge at det ikke er noget du mener. Jeg har bare accepteret at jeg aldrig vil blive mere en ”friend zoned”. Det kommer til at tage et stykke tid, hvilket at jeg også ved, men vi kommer efterhånden over det. Jeg skulle faktisk lige til at gå.” siger Luke. Hans ord dør ud, som om at han er ved dødens rand. Hvilket han på en måde jo også er. Han siger farvel til sin store kærlighed og bedste ven. Heldigvis er det kun for et stykke tid, men det er stadig hårdt når man er vand til hele tiden at være omkring hinanden.

Luke patter Ashton på hans skulder og forlader mit værelse, ud ad min dør, med hovedet hængene ned ad.

”Er det sandt hvad han siger? I er ikke kommet sammen eller noget?” spørger Ashton forsigtigt.

”Hvis du virkelig vil hører det, så nej. Vi er ikke sammen, og det kommer vi aldrig. Faktisk så sagde vi farvel til hinanden fordi at vi skal have noget tid væk fra hinanden, og håber så at måske, måske er der den lille chance at han ikke har nogle følelser for mig som der er stører end venskab. Men hvorfor ville du vide det? Det betyder jo ikke noget. Vi er jo ikke kærester eller noget.”

”Hør her,” siger Ashton, med den samme forsigtige stemme. Han går hen til mig, holder om mine albuer og kigger dybt ind i mine øjne. Lige som jeg sagde før. Det kan godt være at jeg er P.I.S.S.E.D. på ham loge nu, men det betyder ikke at jeg ikke har nogle følelser for ham. Jeg er ikke en robot. ”Jeg er virkelig ked af hvad jeg sagde. Jeg mente det ikke på den måde. Du fortolker det helt forkert! Please lad mig forklarer det bedre. Jeg ved godt at det her nok er det du mindst har lyst lige nu, men vil du ikke nok være sød at følge efter mig? Jeg skal vise dig noget, og dér kan jeg forklarer det hele. Du kan stille alle de spørgsmål som du vil. Bare vær sød at følg efter mig. Du behøver ikke engang at tilgive mig!”

Min hjerne knirker efter det rette svar. Jeg kan da godt bare følge efter ham, for at han kan forklarer sig selv eller... Hvad?

”Ok, men KUN… for at du kan give mig en forklaring.” svarer jeg og går efter ham. Ud ad vinduet, længere ud forbi mit hus, hen over en af markerne, tilbage igen fordi han kom til at gå forkert (hjælper ikke rigtig på den akavede stemning og på undskyldningen), videre ned ad en anden mark, tænde en lommelygte fordi det er ved at blive sent, og videre hen til det smukkeste sted jeg nogensinde har set. Det er midt ude på marken hvor han har lagt et stort picnic-tæppe ned på jorden, med massere af stearinlys oven på, og en middag for to. Det eneste der gør så vi ikke bliver pakket ind i mørket, er stearinlysene, månen og alle stjernerne.

”Her er… smukt” siger jeg og kan næsten ikke tage mine øjne væk fra det fantastiske syn, men jeg bliver nødt til at se hans reaktion til hans mesterværk. Hans øjne stråler i månelyset, hans dejlige hvide tænder bliver der ikke sparet på og hans fantastiske muskler er tydelige. Men det bedste af alt er hans personlighed. Det er sted stråler af ”ASHTON”, hvilket ikke er en dårlig ting.

”Signe vil du på date med mig?” spørger Ashton mens han gnider hans hænder sammen.

____________________________________________________________________________________________

 A/N for at sætte stemningen kommer part to ud i morgen. Det er også derfor at dette kapitel ikke er så langt.

MURHAHAHAHHAHAHHHAHHA

-Nana xoxo

Blind Date? (Ashton Irwin)Where stories live. Discover now