Diva Number Two

Kapitel 9

Brianna

Endnu en ny skole dag..
Skolen er ved at drive mig til vandvid. Efter jeg kom hjem fra Casper i går, var jeg stadig mig rystet og chokeret over jeg gik i panik. Casper var heldigvis meget sød i mod mig. Dog glemmer jeg stadig ikke hvorfor Brooklyn dukkede op. Burde han ikke være væk fra længst? Jeg hader ham for stadig at kunne påvirke mig. Hvorfor kan ikke bare forsvinde og aldrig komme til London igen.

Hvis du kan høre mig Gud, så lad ham aldrig komme til London igen, lad ham blive bosat i New York. Det er nok bedste for alle parter.

Jeg bliver vækket fra min dagdrøm, da klokken ringer til forkost. Ja, endnu en dag, hvor man skal sidde selv ved et 8 mandsbord. Hvor heldig er jeg ikke lige. Jeg rejser mig fra min plads i klasselokalet og går over imod skabene. I det mindste var jeg så langsom til at komme ud af klasselokalet, at der ikke er flere på gangen. Jeg åbner mit skab og en lille gul sticky note flyver ud. Jeg smider hurtigt mine Engelsk ting indi skabet og bukker mig ned for at tage noten op.

Jeg undskylder for alt. Kan vi ikke godt
mødes efter skole ved træet?
Jeg venter...

Jeg kender skriften og ingen andre ved hvad træet er. Marissa. Marissa vil i kontakt med mig. Hun har ikke været i skole i dag, så hun vel allerede være over ved træet. Jeg tænker mig kort om inden jeg låser mit skab og løber ud af skolen. Jeg har stadig 4 timer tilbage, men at vælge at få rettet tingene op mellem Marissa og jeg eller sidde på min fede røv i 4 timer igen, så er Marissa en lille smule vigtigere. "Hey, hvor skal du hen?" Råber en mande stemme. Jeg vender mig hurtigt om inden jeg smækker døren i. Mr. Field, vores nye inspæktør. Han kan rende mig lige nu.

På vej ud til træet, kører der flere tanker i hovedet på mig. Hvorfor vil hun have mig tilbage nu? Måske er det bare en fælde? Eller så har hun brug for mig. Træet er det sted mig og Marissa tog ud til, da vi var små. Vi tog derud hvis vi havde problemmer hjemme i familien, eller nå vi bare havde brug for at snakke. Ingen kender til træet, heller ikke vores forældre. Det var ligesom vores hemmelighed sammen. Træet var en del af os siden vi var helt små, men da Marissa valgte at blive en bicht, så kom vi der aldrig ud. Det var ligesom blevet for barnligt i følge hende.

Jeg står og kigger op på træet. Burde jeg vende om nu og bare tage hjem? Jeg vælger at være voksen for engangs skyld. Jeg gravler op ad stien, for at kunne komme ind i selve træhytten. Det første ejg lægger mærke til er Marissa. Hun har taget tæpper, te og nogle sandwich med. Ligesom i de gamle dage. På en måde får jeg en glad følelse i kroppen. Jeg har virkelig savnet de dage. "Hej" siger Marissa nervøst og tager en tår af sin te. "Heej" siger jeg og sætter mig ovefor hende. I starten er der lidt en akavet stilhed, da jeg venter på hun vil starte. Det er det mindste hun nu kan gøre. Det var jo hende, som ville snakke. "Hvad ville du?" spørger jeg hende siden hun ikke snakker. Hun stopper med at spise og ligger sin sandwich stille ned på tallerkenen. Hun kigger op og bengynder ellers. "Okay, jeg kan ligeså godt fortælle det hele, nu er der ligesom ingen udvej nu" siger hun og tager en dyb indånding. "Jeg savner dig helt vildt" starter hun. "Jeg ved jeg ikke bare skulle have kysset dig og det var mega dumt, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre" fortsætter hun, og tager endnu en dyb indånding. "Jeg ved du nok ikke vil tilgive mig, men jeg vil gerne have vores venskab tilbage, jeg savner dig" slutter hun af og kigger ned på sin mad. Egentlig er jeg ikke overrasket. "Jeg savner også vores gamle venskab, men der er et problem" siger jeg. Det er ikke løgn, jeg savner vores venskab, men der er et problem. Hun kigger glad og overrasket op på mig. "Hvad er problemet?" sprøger hun. "Dine følelser. Jeg har altså ikke de følelser for dig" siger jeg ærligt, for jeg vil ikke have, at hun kommer til at misforstå mig. "Nej selvfølgelig ikke. Jeg kan ikke lide dig på den måde mere. Jeg ser faktisk en anden" svarer hun og et smil planter sig på hendes læber. Ser hun en? "Ej seriøst?" spørger jeg og hun nikker som svar. Jeg giver hende hurtigt en kæmpe krammer. Jeg er virkelig glad for, at hun ikke har følelser for mig, og jeg kunne ikke være gladere. Hun ser en anden. Wow det gik hurtigt.