Diva Number Two

Kapitel 13

Brianna

"HVOR HAR DU VÆRET HENNE, UNGE DAME!" Råber min mor i fjæset på mig. Jeg var kun lige trådt ind ad hoveddøren, da min far og mor kom rendende udefra køkkenet og nærmest overfaldt mig. Nu står vi så og skændes om hvad min straf skal være. Fedt. "Unge tøs, du er godt nok på skideren!" kommer det fra min far og truer med hans pegefinger. Wow jeg er bange. Mærk sarkasmen. "Som om jeg ikke var det til at starte med" svarer jeg flabet og prøver at komme forbi dem, så jeg kan komme ind på mit værelse, men min far strækker hans arm, så jeg er sådan set fanget ved døren. Min lillebror kommer ud fra køkkenet og går direkete forbi mig med hans skoletaske på ryggen. Han nænner mig slet ikke et blik, går dirkete ud gennem døren, men jeg skimmer skuffelse i hans øjne. "Er du klar over hvor bekymret vi var" Jeg ryger ud af mine tanker og kommer i tanke om hvorfor jeg står her. Jeg svarede ikke på deres opkald i går, da jeg var hjemme ved Casper. "Wow nu bekymre i jer om mig" siger jeg hårdt tilbage og masser mgi igenne mdem begge to og skal til at gå ind på mit værelse, så jeg kan komme væk fra alting. "Hvor tror du, du skal hen" råber min far efter mig. Jeg vender mig kort om og giver ham fingeren inden jeg smækker døren hårdt i ind til mit værelse. Mine forældre forstår ikke en fucking skid...

Jeg har siddet på mit værelse i flere timer nu og taget flere linjer. Der er næsten ikke flere poser tilbage, så jeg skal snart har skaffet mig nogle nye, hvis nogle nu mangler noget, så skal jeg jo være klar med en pose. Jeg har flere gange prøvet at snige mig ud gennem vinduet, men de har sat sådan en linse op, så når jeg åbner vinduet, så begynder det hele at bibbe. Mine forældre er også hjemme i dag, så de sidder nede i stuen klar til at stoppe mig, hvis jeg nu skulle løbe ud gennem døren. Jeg tænder fjernsynet, men skal til at slukke igen, da jeg hele tiden ser dobbelt og kan ikke helt følge med i hvad, der sker, men da jeg skal til at slukke er der et interview med selveste Brooklyn Beckham. Jeg overvejer at slukke, men da intervieweren spørger ham indtil mig og en anden pige, som jeg ikke ved noget ham om, vælger jeg at lade tv'et køre.

"Nå, men Brooklyn, hvordan går det så med Brianna? Er i færdige eller var i bare en sommer flirt?" spørger intervieweren Brooklyn. I starten bliver der meget stille i lokalet og jeg kan fornemme ham tænke gevaldigt over hvad han skal fortælle og ikke fortælle. "Brianna VAR min drømmepige" starter han ud og ligger tryk på 'var'. "Vi havde det utrolig godt sammen, men da jeg flyttede valgte hun at gå den forkerte vej. Hun ødelagde sig selv bogstaveligtalt." Jeg rynker pande af hans kommentar. 'Hun er ødelagt', hvor vover han at snakke sådan om mig! Han fortsætter: "Hun gjorde en ende på det vi havde. I starten var jeg synderknust, og ville allerhelst tilgive hende, men jeg kunne ikke" Han holder en ligt længere pause og tager sig sammen for ikke at bryde ud i gråd. "Pigen jeg kyssede med forleden er ikke min kæreste, men for et øjeblik følte jeg mig fri fra Briannas hænder på min hals" han stopper endnu engang og tager en dyb indånding. Vent, har han kysset med en pige! Jeg bliver helt forvirret nu, er jeg bare et glemt minde nu? "Hun knuste virkeligt mit hjerte i tusinde stykker" Slutter Brooklyn af med og rejser sig og går ud af lokalet. Jeg skimme at Cruz og Romeo kigger efter ham. Jeg får en sær skyldfølelse i kroppen, da jeg havde ingen ide om at han virkelig havde det på den måde. Jeg må virkelig havde knust ham, men så kommer jeg i tanke ham han kyssede en pige på en bar forleden. Har han glemt mig?

Jeg har en sær følelese inde i mig. Jeg er bøde sønderknust, fordi mit liv er noget shit, men jeg er også vred. Vred på mig selv og alle dem omkring mig. Jeg kan lige så godt forsvinde, ingen vil alligevel ligge mærke til at jeg mangler.
Jeg tager den sidste pose og laver 3 linjer.

1, 2, 3, så er de væk.

Mit hjerte begynder at hamre 200 km/t og jeg får besvær med at trække vejret. Mit bryst knurrer sig sammen til en bold og efterlader en massiv smerte i brysten. Stille begynder jeg at ryste, men kun få senkunder bliver alting værre. Nu dør jeg.

Jeg halvt kravler og skuber mig ud gennem døren. Jeg vil råbe omo hjælp, men ingen lyd efterlader min mund. Ligger midt ude på gangen, hiver efter vejret og ryster som en vulkan i udbrud.

"Åhh Gud!" hører jeg en råbe, inden alting bliver mørkt.....