Marrying The CEO - dansk - discontinued.

chapter 2

again not my story. original story bycoinikee

Jeg bankede på døren og ventede rastløst på, at min bror Nico ville åbne op.

Jeg var tænkte så det knagede. Hvad skulle jeg gøre nu ? Hvor kunne jeg finde et lukrativt job med kun en gymnasieeksamen ? Alle firmaer ville kun have dem der havde en højere grad ad  højere udannelse og jeg havde kun en gymnasie eksamen. Hvis bare min far aldrig var blevet syg og min mor havde et job, så havde jeg måske et job. Hvis man begyndte at sprøge for meget hvis, så kunne man miste alt og selvom jeg ikke havde meget, så ville jeg ikke miste mere.

Lejlighedsdøren åbnede og Nico stod i døren med et stort grin. Hans grønne øjne , som ligner mine egne grinnede og hans blonde hår  er et rod. Det at se ham glad, får mig til at smile. Selvom han ikke har et normalt liv, men var  han altid glad og optimistisk . Jeg gjorde mit bedste for ikke at bekymre ham, men han var for glad, selv hvis jeg ikke gjorde meget. "Hey Nico, hvordan går det " spurgte jeg da jeg stadig er rastløs.Jeg  kiggede op og ned af Nico, for at checke at han havde det godt.

"Jeg har det godt, fik du jobbet ?" spurgte han glad, spurgte han og hævede hovedet så kan kunne kigge mig bedre i øjnene. Selvom han kun var 10 år gammel, var han højere end mig, men mine høje hæle fik mig til se højere ud. " Nej nej, de havde allerde hyret en før jeg havde en chance" løj jeg fordi jeg ikke villle bekymre ham.

" Ej hvor det er ærgerligt, men jeg er sikker på at der er bedre jobs for dig derude" sagde han med et smil.

"Yeah det håber jeg " mumler jeg uden at Nico hører det. Hans hjerte kan ikke klare det, hvis jeg er stresset eller ked af det. " Kan vi gå ud, jeg keder mig" spurgte han glad.

Mit hjerte bløder mig når han spørger om det. Fordi han har en hjertefejl, havde lægerne sagt at han ikke måtte lave særligt der krævede motion eller leg hvor han fik pulsen. Han havde fået hjerte anfald fem gange og jeg havde skyndt til hospitalet med ham. lægerne sage at jeg skulle få ham opereret så hurtigt som muligt, men de have ingen anelse hvor svær det var at tjene de penge der skulle til.

" Vi kan lave noget hjemme, du ved du ikke må overanstrenge dig selv" sagde og så hvordan de blå der før var fyldt med gnister, blive livløse og triste. Hvor ville jeg ønske jeg kunne få pengene til hans operation så han kunne gå og ud lege med alle andre børn istedet for at være inde i lejligheden.

" Der er gået tre uger siden jeg sidst var ude Please Alice. bare over i parken. bare tyve minuter. " plagede han med hundeøjne. Jeg sukkede, velvidende at jeg ikke kunne modstå hans våde hundeøjne. " Okay, vi kan gå over til biblioteket, hvor du kan læse bøger" biblioteket var det eneste sted hvor han ikke kunne overanstrenge sig.

Nico smilede så stort at hans kæber nærmest sprækkede, det smil jeg elskede. Han hoppede op i luften i af glæde. " Jeg går ind og henter min jakke" og løb indenfor. " lad vær med at løbe " sagde jeg selvom om han var halvvejs inde. Jeg rystede på hovedet og gik ind på mit værelse for at hente min pung. Siden jeg havde min frakke på skulle jeg bare hente min hue og mine handsker. Selvom det var eftermiddag var det ret koldt. Jeg tog mine hæle og skiftede dem ud med mine gummisko. Jeg lukke min skabsdør og gik ud i køkkenet hvor Nico allerde stod.

"Skynd sig !  Alice vi vil jo ikke have at biblioteket skal være lukket" sagde Nico hurtigt. "Det lukker ikke tidligt idag og hvor er din rygsæk "spurgte jeg. " På stolen" Jeg tog den sorte rygsæk fra stolen og tog den på, fordi Nico ikke bør bære tunge ting.

" Lad os gå" sagde jeg og Nico løb som om han havde fanden i hælene ud af lejligheden. Det gav mig nærmest et hjerteanfald. " Stop med at løbe " skændte jeg ham og  fulgte efter ham og låste døren.