Marrying The CEO - dansk - discontinued.

Kapitel 14

Original by coinikee

Jeg prøvede at binde mine sko, men mine rystende fingre gjorde det svært. Jeg tog en dyb indånding for at få mit hjerte til at falde til ro og mine rystende fingre. Men mine tanker som hvirlede rundt i mit hoved gav mig problemer. Gideon ville komme hvret øjeblik det skulle være og hvis han såå at jeg ikke var klar ville der opstå problemer. Det kunne ikke jeg byde Gideon, han taget allerede aflyst flere møder på denne for at kunne få plads til at bruge dagen med mig.

"Er du klar til at gå min lille due ?" Gideon kom ind i soveærelset med hænderne i sine lommer. "Ja, jeg er klar " sagde jeg og bad til at Gidoen ikke så mine snørbånd. Men da Gideon kiggede observernede ned vidste jeg at det ikke lykkedes mig. " Du har ikke bundet dine snørebånd " 

"Ja da, men det er okay, vi kommer jo til at være indenfor det meste... og vi er ved at komme for sent . Jeg binder dem i bilen " jeg prøvede at være mere overbevisende det sidste stykke, men Gideon blev ikke ovrebevist kunne jeg se. 

"Okay så. Så lad os gå" han vendte sig på hælen og spankulerede direkte ud af værelset. Jeg sukkede højt og fulgte efter ham med mit bankende hjerte efter os. Jeg prøver at lade være med at gøre dette til en stor ting. Men det var en stor ting og jeg kunne ikke gøre noget ved det. 

I dag skulle Gideon og jeg snakke med de to kardiologer, hvorefter jeg skulle vælge en af dem som skulle lave operationen på min bror. Jeg var så nervøs, at jeg nærmest ikke kunne spise morgenmad. Jeg kunne bare ikke tror at noget jeg havde drømt i så mange år endelig kunne lykkes. Jeg var ovenud lykkelig for at mine lillebror kunne få muligheden for at lege ligeligt med andre børn, men jeg var bange for at det kunne gå galt og jeg måske kunne risikere at miste ham. 

Da Gideon og jeg nåede hans bil, opdagede jeg at der var en anden chaffør, end Bernard. Han havde sølvfarvet hår og blegere i huden. Han var jo den sædvanlige chaffør vi brugte. Døren åbnede og Gideon og jeg trådte ind og satte os ind i bilen. 

Da døren var lukket, vendte jeg mig mod Gideon og spurgte" Hvor er Bernard ?" 

"Jeg har sørget for at han fik andre opgaver, han tager mig til arbejde og kører mig hjem igen " svarede han og hans øjne blev hårde som sten. "Hvorfor gjorde du dog det ?" spurgte jeg lidt forbavset. 

"Jeg vil ikke have Bernard omkring dig. En gang var mere end nok, "Fik han fremstammet i vrede. 

"Hvorfor ? Hvad er der galt med at Bernard er omkring  mig ?" spørger jeg . 

Gideon gav mig bare et hårdt blik "Jeg stoler ikke på dig..... omkring ham..... du er udforudselig "mumler han. 

Jeg var forviret i omkring fem sekunder indtil det gik op for mig hvad han snakkede om , skyld og sakm overtog min hoved og jeg kiggede væk. Gideon var stadig vred efter den dag med Bernard, selvom jeg havde lovet at jeg aldrig ville gøre sådan noget igen. 

"Undskyld. Jeg lover dig at jeg aldrig vil gøre sådan noget igen. Du havde ikke behøvet at sætte ham på andre opgaver på grund af mig " sagde jeg til ham. 

"Det er ligeyldigt, det er sket. Det er ikke ligefrem fordi jeg betaler ham mindre " sagde Gideon tørt. Jeg bed i læben for ikke at blive ved. Mine fingre begyndte at køre rundt med halskæde, mens jeg spekulerede på hvordan mødet med de læger, en af dem som skulle opere på Nico, ville komme til t foregå. Jeg ville bare have at Nicos operation skulle færdig og ikke tage så lang tid eller være for hård for ham. Efter at have søgt online på VDS oprationer og medicin, bedte jeg nu til at Nicos operation ikke ville langvarig eller hård, da de kunne gøre kroppen mere modtagelig overfor infektioner.