Pigen Katelyn Evans er blot en normal, selvstændig pige. Matthew falder pladask for hende, men hun skjuler sine følelser.
"Gider du ikke godt at lade mig være?" Jeg sukkede. "Jeg er træt af dine små julelege!"
-
Tak for alle de fantastiske læsere...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Jeg kunne stadig mærke hendes læber. Selvom at kysset ikke var helt meningen, føltes det alligevel godt. Dog er jeg ikke sikker på at Evans synes det samme, hun løb trods alt sin vej. Jeg smed mig i min seng, og kiggede på de beskeder som vi havde 'Skrevet' sammen. Dog var det ikke meget, bare lidt. Ved ikke engang om man 'kan sige at vi havde en samtale. Hun virkede faktisk lidt overrasket over at jeg havde skrevet til hende. Gad vide hvad hun lavede. Hun havde sagt at hun ikke kunne snakke, hun havde dog også sagt at hun ville ringe senere. Jeg tog en bog frem, faktisk den bog hun havde siddet og læst. Ahah jeg ved ikke hvorfor jeg havde lånt den, men det havde hun bare på en eller anden måde fået mig til. Måske fordi at når jeg kiggede på den, så jeg hende sidde ved springvandet og læse, for mig. Den smukke Evans. Mine læber formede et smil. Det skete hver gang jeg tænkte på hende. Eller næsten altid. Ikke når jeg tænkte på den røde hånd, på hendes kind. Det gjorde ondt, nogle gange kunne tårerne også godt finde vej op til øjnene, når jeg tænkte på det 'minde'. Jeg åbnede bogen, og begyndte på første side. Tjekkede min telefon, og læste så en side igen. Sådan blev det ved, lige indtil at min telefon begyndte at brumme. På skærmen stod der ''Evans''. Jeg nærmest smed bogen fra mig, og tog så telefonen. ''Yeah det er Matthew'' Jeg smilede, der var alligevel ingen andre end mig. ''Ja jeg ved godt at det er dig, det er jo ligesom mig der har ringed dig op'' Og vi var tilbage til den gamle Evans, der bare udstrålede at folk skulle lade hende være. ''Er man lidt sur?'' Hun fnøs som svar. ''Du sagde jeg skulle ringe igen, så hvad er der?'' Måske var hun virkelig sur ''Hallo Matthew.. er du der stadig?'' Jeg nikkede som svar, tænkte ikke over at hun ikke kunne se det. ''Matthew.. Hør.. Måske fremstod jeg lidt hård okay, men det var ikke ment sådan'' Jeg sukkede. ''Helt sikkert ikke'' Mumlede jeg så lavt at ingen andre end mig kunne høre det. ''Undskyld Evans..'' Jeg ved ikke hvorfor at hun ikke svarede, men det gjorde hun bare ikke. ''Undskyld for at jeg kyssede dig.. Jeg.. Jeg ved ikke hvad der gik af mig.'' Det vidste jeg jo endeligt godt. ''Det sker ikke igen'' ''Matth-'' Jeg lagde på, nåede ikke at høre det sidste.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
