Pigen Katelyn Evans er blot en normal, selvstændig pige. Matthew falder pladask for hende, men hun skjuler sine følelser.
"Gider du ikke godt at lade mig være?" Jeg sukkede. "Jeg er træt af dine små julelege!"
-
Tak for alle de fantastiske læsere...
Ops! Esta imagem não segue nossas diretrizes de conteúdo. Para continuar a publicação, tente removê-la ou carregar outra.
Ingen. Anden end selveste Jones, kom gående imod mig. Så vidste man bare at man var i problemer. Bare tanken om alle de gange han havde været efter mig, kunne give en forfærdelig hovedpine. Bænken gav efter da Jones satte sig "Hr. Weans.. du og dine.. kammerater har ifølge overvågningenskameraerne, skudt en bold op på tredje sal, og smadret et vindue? Hmm? Lyder det bekendt?" Jeg stak ham et uskyldigt smil, der kunne få alle til at løsne en smule op. Eller, næsten alle. Det virkede ikke på Evans, og tilsyneladende heller ikke på Jones i denne situation. "... synes i det er fair at det skal gå ud over frk. Evans, når i godt ved det er jer der har gjordt det?" Mit smil falmede. Det var jo ikke meningen at det skulle gå udover Ka..Evans. "Hr. Jones, med alt respekt må jeg sige at det virkelig ikke var hverken min eller mine venners hensigt at det skulle gå udover Evans." Jones sukkede. "Så det var altså, jeres hensigt at smadre vinduet på 3 sal?" Han tøvede inden han tilføjede "der vil blive sendt en regning til en af jer, og så må i jo finde ud af hvordan i deler den op." Det var de sidste ord, der forlod hans mund, inden han forlod mig i stilheden. Et vindstød ramte mig og fik træerne bag mig til at svaje en smule. Og så ramte en stærk lugt af parfume mig, efterfulgt af nogle små fnis. "Hey Matthew" det var Amalie. Amalie Johnson, altid efterfulgt af Lucia Smith og Louise Williams. Hendes far var borgmester, hvilket fører til at hun også er skolens mest populære pige, og som den forkælede unge hun nu er, skal hun altid hakke på dem der i bund og grund er bedre end hende selv. Jeg så på hende med et hvad-vil-du-blik. Enten opfattede hun det ikke, eller også ignorerede hun det i hvert fald, for hun satte sig bare ned på bænken overfor mig og begyndte at snakke om alt muligt. "Evans har været oppe på kontoret idag" jeg så på hende, og hun fortsatte. "Det var også på tide at de voksne fik øjnene åbne og så hun kan få hvad hun fortjener". Jeg rejste mig og så hende lige ind i øjnene. "Få hvad hun fortjener? Ved du hvad Amalie, jeg tror at det burde være dig der fik hvad DU fortjener, men det sker jo ikke så længe din far holder hånden over dig. Gør det vel?" Jeg gav hende ikke tid til at svare. Jeg gik bare. Kunne mærke hendes måbende blik i ryggen.
Ops! Esta imagem não segue nossas diretrizes de conteúdo. Para continuar a publicação, tente removê-la ou carregar outra.
Dette kapitel er skrevet af MavenRosewood Hun skriver i Matthew's synsvinkel og jeg i Katelyn's synsvinkel.
Vi laver Kapitlerne korte for at få flere afsnit om ugen. < 3
