Pigen Katelyn Evans er blot en normal, selvstændig pige. Matthew falder pladask for hende, men hun skjuler sine følelser.
"Gider du ikke godt at lade mig være?" Jeg sukkede. "Jeg er træt af dine små julelege!"
-
Tak for alle de fantastiske læsere...
Oops! Ang larawang ito ay hindi sumusunod sa aming mga alituntunin sa nilalaman. Upang magpatuloy sa pag-publish, subukan itong alisin o mag-upload ng bago.
Jeg stod lidt akavet og så til, mens de alle kom ud i gangen. Det var helt tydeligt at Evans kendte dem.. Og nu også deres hemmelighed, men selv med en hel flok af os, så hun ikke til at være den mindste smule bange. ''Okay.. Okay, så har vi vist sagt hej'' Stadig i min akavet tilstand, tog jeg fat om Evans håndled og trak hende med op på det der skulle fremstå som mit værelse. Jeg havde aldrig rigtigt følt at det var mit, noget jeg ejede, men jeg syntes nu alligevel, at jeg havde formået at få det til at se personligt ud; Gule post-it-sedler overalt på væggene, med ord fra forskellige bøger. En bogreol der ikke kunne rumme alle bøgerne, så der var stakke rundt omkring på gulvet. Nogle enkelte tegninger her og der, men ikke noget specielt. Jeg satte mig på sengen, under det store vindue. Endnu et af mine håbløse forsøg på at virke 'normal', et forsøg på at bilde mig selv ind, at jeg ikke var et af de blodsugende. Men igen, håbløst. Alle og enhver, der bare kender den mindste smule til vampyrer, ved at de ikke sover. Mit blik fulgte Evans rundt i rummet, da hun gik på 'opdagelse'. Hun tog fat om en af post-it-sedlerne og så på mig med antydningen af et grin ''Hvad er.. Alt det her?'' Hun så endnu engang på papiret og læste ordet op ''Tid''. Mit funklende blik lagde stadig på Evans, og betragtede hende, et blik der kun var der, når det var Evans det hvilede på. Hendes ellers så perfekte øjenbryn rynkede sig, og hun vendte endnu engang blikket over på mig ''Tid?'' denne gang som et spørgsmål. Hun smilede let til mig, mens hun ventede på, at jeg forklarede hende det, som hun ikke kunne forstå. Jeg flyttede blikket ned på mine hænder, og glæden forsvandt hurtigt fra mit ansigt, og blev erstattet af noget trist. ''En påmindelse om, at vi alle kun har begrænset tid..'' en kort tøven '' En på mindelse om, at jeg altid vil miste til døden. At jeg skal holde mig væk fra følelser, omkring mennesker '' Mit blik røg op på Evans igen, da hun satte sig på sengen foran mig ''Det er bare sværere end det lyder.. '' Jeg tror at det gik op for hende der, hvad jeg mente, hvad jeg følte.. Evans og fat om mine hænder, og skulle nok til at sige noget opmuntrende, noget som ville få mig til at føle mig bedre tilpas, men før hun nåede at få nogle ord ud over hendes læber, havde jeg lagt hænderne om hendes ansigt, og pressede min læber imod hendes. Stadig lige så bløde som første gang, den gang hvor jeg havde taget hendes bog, der hvor hun stadig havde det røde mærke af en hånd, på hendes kind.. 'en smerte jeg havde påført hende' jeg husker det så tydeligt. Den jalousi der vældede op i mig, da hun sad sammen med menneskedrengen, da jeg fandt hende med det røde mærke. Og det var i det øjeblik at jeg besluttede mig for at jeg aldrig ville forlade Evans side, selv hvis hun ikke elskede mig, og hun fandt en anden.
Oops! Ang larawang ito ay hindi sumusunod sa aming mga alituntunin sa nilalaman. Upang magpatuloy sa pag-publish, subukan itong alisin o mag-upload ng bago.
