Bundet Af Trolddom | Ondskaben Breder Sig

Kapitel 10

Manden smed mig over sin skulder og begyndte at gå. "sæt mig ned!" råbte jeg. Vi gik mod gangen. Jeg kunne se Tobias' hånd på gulvtæppet "hvad gjorde du ved ham!" råbte jeg. Han lå på ryggen med øjnene lukkede. En tynd stribe blod løb fra hans pande, ned over hans kind og ned på hans skulder. "Tobias!" råbte jeg og vred mig i mandens greb igen. Er du okay, tænkte jeg. Hans brystkasse bevægede sig lidt op. Han var okay, bare bevidstløs. "tag ham med" sagde ham der holdt mig oppe. En mand der gik bag mig nikkede og trak min bror op. Han lå slapt i mandens arme. "slip ham" sagde jeg. "hvis du ikke snart tier stille" sagde manden. Han rakte sin ene hånd mod min bror. "så vil han ikke vågne" han holdt blikket på mig. "du rører ham ikke" sagde jeg. "det er op til dig om jeg gør det eller ikke" sagde han. Jeg rystede på hovedet. "afsted!" sagde han så.

De begyndte at gå igen. Tobias kom nu, tænkte jeg. Han lå stadig slapt i mandens arme. Jeg sendte en håbefuld tanke til Kai. Vi fortsatte ind i skoven. Jeg vred mig igen. Ham strammede sit greb. "slip" hviskede jeg. "lad være med at gøre det der!" sagde manden. Tobias lå stadig bevidstløs i armene på manden der gik bag os. Jeg kiggede ned på mine hænder. De rystede. "ignis pila" hviskede jeg. En lys kugle af ild formede sig mellem mine hænder. Varmen bredte sig gennem luften. Jeg løftede min højre hånd og kastede ildkuglen mod manden bag os. Den ramte hans skulder og han faldt bagover. Tobias landede på jorden. Manden holdt sin skulder og nogle tårer bredte sig i hans øjne. Jeg stirrede på ham. Var Almas mænd så svage? En busk raslede lidt væk. Manden der holdt mig, vendte sig om. Kai, Josh og Emil sprang ud på græsset. Tobias løftede sin ene arm og lagde den på hans pande. "er du okay?" spurgte Kai og trak min bror op. Han åbnede sine øjne og kiggede rundt. Manden satte i løb. Tobias kiggede mod os. "Isabell!" råbte han og satte i løb. Blodet fra hans åbne sår begyndte at brede sig over hans kind. Hans ben faldt over hinanden og han landede på jorden igen. "nej, nej, nej!" sagde han og trak sig op med besvær. Tvillingerne løb mod ham. Emil holdt blikket på manden der stadig sad på jorden. "vi mistede en!" råbte manden der holdt mig oppe. Tobias sendte et vredt blik i vores retning. Så forsvandt vi ind mellem træerne.