DER VAR STORM OG BANG

D-A-G-M-A-R

"Hun lukkede stille sine øjne, og lod vinden tage hende. Tage hende bort. Bort til et sted, som hun ikke vidste hvor var, men som hun nu ville drømme om". Annas læber lukker sammen, og hun kigger nedad. Dagmar sidder med store øjne, og kigger ud ad det åbne vindue, som også har ladet sig tage af vinden. Hun vender langsomt hovedet mod Anna, som fælder en tåre. "Årh Anna, hvor er du sød" siger Dagmar og tilføjer "Og vi kan glæde os over, at det blot er en fortælling." Anna kigger op fra bogen, og hen mod Dagmar. "En rigtig god fortælling endda."

Dagmar rejser sig fra sengen da hun er færdig med at betragte Annas tårefyldte ansigt. Hun kigger rundt, og får øje på hendes taske, der hænger på skrivebordsstolen. Hun tager den over skulderen, og tager fat i dørhåndtaget. Hun kigger over på Anna, som stadig sidder i sengen, og er mindre mundlam. "Men jeg bliver vidst også nødt til at drage hjemad." Anna kigger sørgmodigt på Dagmar. "Men Dagmar, det var jo meningen at vi skulle græde sammen." Dagmar smiler med henholdsvis mund som øjne "Anna, du ved jo at jeg er dårlig til at græde. Det er nærmest mig en umulighed." Anna griner midt i tårerne, rejser sig fra sengen og giver Dagmar et kram. "Nå jamen, så må du komme godt hjem. Og husk nu at passe på dig selv." Anna slipper langsomt armgrebet fra Dagmars ryg, og lader hende gå. Dagmar river nu ned i håndtaget, og tilføjer i sin udstigning fra værelset "Selvfølgelig! Og du skal huske ikke at græde for meget over bogen. Gem lidt tårer til den næste vi læser." Dagmar griner svagt, og ligeså gør Anna. Hun lukker døren bag sig, og går ned af trapperne. Lister ud af hoveddøren, og gå ned mod fortovet.

Hun fortsætter ned mod hovedvejen, og betragter de samme ting på sin vej hjemad, fra Anna. Det blåt lysende skilt ved frisøren, de samme nedslidte plastik terrassemøbler ved pizza-manden og postkassen ved det gule hus på gadehjørnet, som er fuld af bulldog klistermærker. Og de samme undrende tanker strejfer hendes hoved, hver evig eneste gang. Hun drejer ned af kirkevejen, går igennem præstens have og ender på Aspvej, hvor hun selv bor. Genveje skal der til, selvom hun nu egentlig betragter sig selv som et ordentligt og anstændigt menneske. En 19 årig der også tør, at tage chancer.

Hun stopper op foran deres egen postkasse. Kigger ned gennem den rustne spræk, og ser ingenting. Hun går videre op gennem forhaven, og åbner langsomt døren. "Hejsa!" råber hun fra gangen, for blot at indikere at hun er hjemme. Hun trækker af skoene, tager tasken med videre på skulderen ind i køkkenet. Sætter den fra sig, og kigger over på spisebordet, som allerede er klar til at sætte sig ved. "Nå, så er du endelig hjemme. Så kan vi begynde at spise." Dagmars mor kommer susende ud fra stuen. Dagmar bliver helt forskrækket, og smiler efterfølgende "Det ser rigtig lækkert ud". "Kalle!" Råber Sigrid. "Kalle! Der er mad. Slip computeren og kom herned."

Sigrid sætter sig overfor Dagmar ved bordet og begynder at øse mad op på Kalles tallerken. "Tror du ikke godt at han selv kan tage sin mad, mor?" Sigrid kigger skeptisk op, og svare spydigt tilbage "Lad ham nu være, og lad nu bare mig hjælpe ham." Hun fokusere nu igen på Kalles tallerken der skal fyldes med mad. Dagmar kigger ned i sin tallerken og bliver frustreret. Frustreret over at hendes mor hjælper hendes lillebror, men også ligeså meget over, hendes mors behov for at være så irriteret. Dagmar kigger op igen, og imens kommer Kalle susende ned fra trappen i dagligstuen. "Men mor, han lærer det jo aldrig, hvis du altid hjælper ham." Dagmar kigger nu over på Kalle der kommer løbende, og møder ham med et smil fra spisebordet. "Hej med dig – hygger du dig." Siger hun med et smil, mens hun roder i hans hår, da han sætter sig. "Jo tak, jeg har det fint nok. Jeg sidder lige og spiller med Lasse.", "Lasse fra klassen." Spørger Dagmar undrende "Ja, det er bare Lasse." Stemningen over på den anden side af bordet er blevet en smule anspændt. Sigrid er nu begyndt at tage mad, med et fast og hårdt håndgreb på tagtøjet til maden. "Bare fordi at Aksel måske ikke hjælper, så er det min pligt herhjemme at hjælpe til". Spytter hun spydigt ud igen. Hun rækker skeen til Dagmar som nu begynder at tage mad. "Ja mor, men du behøver altså ikke at hjælpe ham, jeg tror godt at han kan selv." Dagmar bliver nu også en smule anspændt, og begynder at spise. Der bliver ikke sagt så meget andet ved bordet. De nyder nu hver for sig deres mad. Nogle mere end andre. "Men jeg går altså fra bordet nu, Lasse venter." Kalle rejser sig op, og imens svare Dagmar "Det er i orden, men tag lige din tallerken med over i køkkenet." 

Kalle er allerede noget tre skridt frem "Hovsa." Han tager sin tallerken og sætter den over i køkkenet "Sådan. Vi ses, godnat." "Godnat Kalle." svarer Sigrid. "Jeg kunne sagtens tage hans tallerken. Hvorfor skal du altid være sådan efter din bror Dagmar, du var jo ikke bedre selv da du var lille." Siger Sigrid irriteret, og rejser sig nu også fra bordet, og begynder at rydde sammen. "Undskyld, men jeg synes ikke at der er noget forkert i, at han lærer det. Han er trods alt 12." Svarer Dagmar, imens hun står op hjælper til med oprydningen fra bordet. Sigrid går over mod køkkenet og sætter hvad hun har i hænderne ved siden af vasken. "Men nu skal jeg fortælle dig en simpel ting, som jeg har fortalt dig før. Det er mig der er Kalles mor i det her hjem, så der er mig der bestemmer." Sigrid går over mod spisebordet igen, for at tage det sidste. Dagmar kigger nedad, og den dårlige samvittighed og følelsen af skyld, rammer hende. Hun begynder at sætte tingene i opvaskemaskinen, og går derefter hen mod trappen. "Ja, men så undskyld. Det var heller ikke min mening af være.." "Dagmar, hold nu op. Jeg er træt af at diskutere med dig. Godnat". Sigrid vender sit irritable blik mod køkkenet igen, for at tage det sidste, imens at Dagmar går op ad trappen, til sit eget værelse.