Always him

Genforenet

Der var gået et par uger siden jeg havde været på håndboldlejr. Jeg havde ikke skrevet med Ludvig. Han skrev aldrig til mig, og jeg turde ikke skrive til ham får jeg troede at han var sur på mig over at jeg afviste ham.

Vi skulle spille kamp imod BIH. Det var ikke hold vi havde spillet mod før, så jeg kendte ikke rigtig holdet eller klubben. BIH lå på en delt tredjeplads med os, så idag var en vigtig kamp.

Vi skulle køre hjemmefra allerede klokken ti minutter over otte, så jeg var pænt træt. Det tog ca. en halv time at køre op til hallen. Da vi kom ind i hallen, var der et drengehold der var i gang med at spille kamp. Juliane og mig kiggede efter lækre fyre. "Hey Sofie, er det der ikke Ludvig?" Juliane pegede over på en dreng der ikke var så høj, men som havde mange muskler. Han spillede midt. "Jo det tror jeg m det er!" Jeg kunne mærke at mit hjerte begyndte at hamre, og at mine kinder antog en let lyserød farve. Pludselig kiggede han over imod os, og jeg fangede hans blik. Han smilte skævt til mig, inden han hoppede op og lavede et skud der sad helt oppe i hjørnet af målet. Han kiggede ud imod os igen, og hans øjne sagde ligesom: "Det her mål er for dig Sofie, jeg har ikke helt glemt dig." Jeg blev igen helt varm ved tanken om Ludvig's brune øjne. "Så skal vi ud at varme op!" Jeg vågnede fra min dagdrøm, og kunne se vores træner stå og vifte sine arme ud imod gangen, hvor vi skulle varme op.

Da vi skulle til at spille kamp, kunne jeg ikke få øje på Ludvig nogen steder. Han er sikkert bare ude og klæde om, tænkte jeg. Dommeren fløjtede, og kampen startede. Vi var bagud det meste af første halvleg. Jeg havde kun scoret to mål, hvilket var langt under hvad jeg plejede. Efter 1. halvleg kunne jeg se Ludvig komme ind i hallen. Han så godt ud. Kampen startede igen, og jeg var flyvende. Jeg scorede det ene mål efter det andet. Da der var et minut tilbage. Mit hold var i angreb. Vi kørte længe bolden rundt, uden at prøve på at score. Da der kun var femten sekunder tilbage prøvede jeg at lave en to-fods-finte. Dommeren fløjtede. Der var straffekast. Det var vores sidste chance for at vinde kampen. Det var mig der skulle skyde. Der var helt stille i hallen, da der pludselig var en der råbte: "Du kan godt Sofie!" Jeg kiggede tilbage. Det var Ludvig. Jeg sendte ham et blik tilbage der sagde: "Det her mål er for dig." Jeg sigtede, og BANG bolden ramte stolpen og fløj ind i målet. Vi jublede. Alle fra mit høj løb hen til mig, lavede en kæmpe krammer ligesom når det danske håndboldlandshold vinder VM. Vi lavede vores sejrs råb, og gik ud for at klæde om. Jeg skyndte mig i bad, og gik ud for at finde min mor. Da jeg gik gennem døren til hallen stødte jeg ind i en meget charmerende fyr. "Du spillede godt. " Han kiggede på mig med hans dybe brune øjne. "Undskyld. " Jeg kiggede ned i jorden, med et trist blik. "Hey, det er okay. " Han gav mit skulder et klem. "Hvis du lover mig at vi stadig kan være venner." Sagde han. "Bedste venner!" Sagde jeg.