Asta Carpani er præget af rengøringsvanvid, mistillid og mangel af plads på sin væg til at tegne på. Forhold har aldrig tiltalt hende, og det må hun gentagne gange minde sig selv om, da hun til en fest støder ind i den håbløse romantiker Karl-Emil...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
I dag er pigerne og jeg taget på strøget for at shoppe. I forhold til at vi er i juli måned, er vejret overraskende dårligt, men det er vel bare Danmark, der opfører sig som Danmark.
Det er stoppet med at regne, men lugten hænger stadig i luften, hvilket Asta brokker sig uendeligt over. For mig bringer duften mig tilbage i mit barndomsværelse til dengang min gamle kæreste, Sofus, gav mig et duftlys med den her duft. Jeg brugte det hele op den uge, han flyttede til Vejle. Siden da har jeg brugt sådan et op, hver gang jeg har slået op med nogen, samt at spise en hel masse nachos. Meget effektiv løsning på problemerne, jeg ved det.
"Vi bliver lige nødt til at gå i Monki." Ellen drejer ned ad Købmagergade, før hun vender sig mod Asta og jeg. "Jeg har set de her lilla bukser, som jeg bare må have."
"Hvad med de andre lilla bukser du har?" spørger Asta.
"De her er en anden lilla," tsk'er hun og sætter farten op. Inden længe har hun prøvet tre par bukser, der ikke er lilla, og er på vej op for at købe 2 af dem, da jeg ser en vis lyshåret krøltop gå forbi sektionen med nederdele. Fuck. Jeg dukker mig og lader som om, jeg skal binde mine snørebånd, imens jeg diskret hopper ind bag nogle sweatshirts.
"Ej, hvor pudsigt! Hej Noah!" lyder det fra Ellen, og jeg sukker højlydt, mens jeg prøver at klemme mig ind mellem en hvid og en babyblå sweater. Den sidste, der prøvede den her, har haft en virkelig kraftig parfume på. Jeg kæmper for at holde hosten inde, men giver op og lukker et lille host ud.
"Maj, hvad laver du der bag de trøjer?" Pis, opdaget.
"Jeg skulle bare lige binde mine snørebånd," siger jeg. "Hej, Noah!" Noah sender mig et underligt blik, men træder over for at kramme Ellen.
"Du må så være Asta?" Hun trækker også Asta ind i et kram, og træder så over til mig. Jeg vender mig om og hiver den værste, men nærmeste, neonpink kjole ud, jeg nogensinde har set.
"Synes I ikke også, at den her bare er lige mig?" Pigerne laver store øjne af farven, men Noah nikker bare.
"Jeg tror, den vil sidde vildt godt på dig," siger hun og blinker kort med det ene øje, før hun vender sig mod mine to veninder bag hende. Jeg tror lige mine kinder blev samme farve som kjolen. "Tror I ikke også?" De giver sig begge til at ryste på hovedet, men hun må sende dem et vist blik, for de begynder straks at nikke overdrevet.
"Helt sikkert,"
"Jo da, specielt hvis den måske bliver syet lidt til," pointerer Asta. Jeg hiver ud i ryggen af kjolen og tjekker efter mærket, som viser XXL. Pis.
"Måske finder jeg bare noget andet," mumler jeg.
"God idé," Noah smiler blidt til mig, før hun fortsætter. "Jeg skal snart hjem og øve replikker, men vi ses snart? Det var hyggeligt at møde jer igen." Og så giver hun alle et hurtigt kram, før hun er ude.
