Asta Carpani er præget af rengøringsvanvid, mistillid og mangel af plads på sin væg til at tegne på. Forhold har aldrig tiltalt hende, og det må hun gentagne gange minde sig selv om, da hun til en fest støder ind i den håbløse romantiker Karl-Emil...
Ups! Gambar ini tidak mengikuti Pedoman Konten kami. Untuk melanjutkan publikasi, hapuslah gambar ini atau unggah gambar lain.
"Du har ringet til Noah. Jeg har for travlt til at snakke lige nu, men jeg ringer tilbage så snart jeg kan. Bip." Suk. Jeg lægger på og prøver igen.
"Du har ringet til Noah. Jeg har for travlt til at snakke lige nu-" For travlt, min bare røv. Jeg lægger på igen og kigger op i loftet. Jeg ligger i min seng og var i gang med at se How I Met Your Mother, men fik det underligt uden Noah, så jeg stoppede det igen.
MIG: Du lyver på din telefonsvarer, at du ved det
MIG: For du ringer ikke tilbage. Og jeg nægter at tro du har haft travlt i flere dage.
MIG: Desuden er du aktiv på Instagram lige nu, så
Der kommer intet svar, men jeg havde heller ikke regnet med det.
Jeg har tænkt over ultimatummet, hun kom med, lige siden jeg kørte hende hjem. Jeg ved, at hun har ret, og at jeg burde tage mig sammen og komme ud, men hver gang jeg tænker på alt, der ville kunne gå galt, går jeg i stå. Alligevel er jeg ved at trække i mine Dr. Martens, mens Ellen og Asta bekymret står og ser bekymret på mig.
"Er du sikker?" Asta står og piller ved en af knapperne på min jakke, som hun har slynget over armen, mens hun venter på, at jeg binder mine snørebånd. En opgave, der lige nu ser ud til at tage utrolig lang tid.
"Selvfølgelig er jeg sikker," vrisser jeg. "Bange? Ja. Men jeg er klar," siger jeg.
"Vi er virkelig stolte af dig, Maj." Ellen trækker mig ind i et kram, som Asta hurtigt bryder ind i. Jeg blinker nogle få tårer tilbage og lader Asta hjælpe mig med at få jakken på, og så går jeg.
Femogfyrre minutter senere står jeg ude foran mine forældres hus og betragter døren.
"Jeg er biseksuel," hvisker jeg. "Og jeg har en pigekæreste. Og nej, Noah er ikke kun et drengenavn." Jeg burde have lavet en kage og skrevet det på den. Eller givet dem et kort.
"April?" Min mors stemme lyder inde bag døren. Jeg holder vejret, og så kan jeg høre låsen klikke, før jeg står ansigt til ansigt med min mor.
"Hej, Mor." Jeg giver hende et hurtigt kys på kinden og træder indenfor, hvor jeg hiver min jakke af og hænger den på stumtjeneren. Her dufter som her altid gør: lidt af gammelt træ, friske blomster og maden fra køkkenet.
"Hvem snakkede du med?" Spørger hun. Jeg trækker på skuldrene og træder ud i køkkenet, hvor min far og bedstemor står og laver mad.
"Nej, Jacob, der skal ikke mere salt i." Hun tager saltkværnen ud af hånden på ham og stiller den på hylden med krydderier.
"Men Mor," begynder han, og rækker ud efter den igen, men trækker hånden til sig, da hun basker ham over fingrene.
"Vi ender med at få saltforgiftning. Er det virkelig det, du ønsker?"
