Asta Carpani er præget af rengøringsvanvid, mistillid og mangel af plads på sin væg til at tegne på. Forhold har aldrig tiltalt hende, og det må hun gentagne gange minde sig selv om, da hun til en fest støder ind i den håbløse romantiker Karl-Emil...
Oups ! Cette image n'est pas conforme à nos directives de contenu. Afin de continuer la publication, veuillez la retirer ou mettre en ligne une autre image.
"Hallo," råber jeg ind i lejligheden. Døren var åben, så jeg regner med nogen er hjemme. Det ville i hvert fald ikke være så godt, hvis den bare stod åben. Hjemme, det er altså virkelig mærkeligt. Selvfølgelig har jeg glædet mig til at flytte ud, men så kom dagen, og så var det pludselig ikke så sjovt mere. At flytte hjemmefra betyder, jeg skal stå med alt selv. Jeg ved godt, jeg bor med nogle skønne piger, og at jeg bare kan tage hjem til mine forældre, hvis der er noget, men det er mit ansvar nu. Jeg har tiltro til os, så det skal nu nok blive godt. De virker meget ansvarlige, og det er jo godt, når jeg ikke er det. Rengøring, oprydning og madlavning er ting jeg ikke ser frem til, heldigt for mig har April frivilligt meldt sig til at lave mad, så det har jeg fandme tænkt mig at holde hende op på.
"Hey," siger selvsamme kok, der kommer ud fra sit værelse.
"Hvad så?" Spørger jeg og hiver hendes tynde krop ind i et kram. Hun har en lårkort nederdel på, hvad der ligner en langærmet crop top og så en hvid og sort ternet oversized skjorte uden på. Hun ser fucking godt ud, men altså det gør jeg også. Jeg har en eller anden frygt for at møde op til en eksamen i sweatpants, det kan jeg ikke. Jeg ved, at jeg dumper, hvis jeg gør det. Så jeg har en stram hvid crop top på og et par lysegrønne cargo bukser, der sidder lavt i taljen. Jeg købte dem i neongrønne til en fest jeg skulle til, men da de kom med posten, var de langt fra neongrønne, de er mere baby grønne, hvis det er en farve, men jeg elsker dem, og jeg går rent faktisk i dem, i forhold til hvis de var neonfarvede. Hvis de havde været samme farve, som jeg bestilte dem i, havde jeg doneret dem i genbrugen, men de sendte et forkert par, og det er jeg blevet ret glad for.
"Ikke så meget. Jeg skulle til at lave noget mad," siger April. Jeg træder mine sko af, før jeg følger efter hende ud i køkkenet. Der står et bord, et par stole og en masse kasser. Stolene matcher ret godt, hvilket virkelig er et held, fordi det er seriøst bare, hvad April og jeg havde stående i vores kældre. Det er den samme model, bare i forskellige farver. "Hvad med dig?" Spørger hun og tager posen op fra gulvet.
"Jeg har lige haft mundtlig fucking dansk," afslører jeg og sætter mig tungt ned i en stol der står basically midt i køkkenet. April hiver ting op fra en Irmapose og stiller dem på bordet.
"Så skal du også have mad," beslutter April for mig, men jeg har intet imod det, for jeg vil gerne have mad. Jeg er faktisk fucking sulten, nu hun siger det. Det er ikke fordi, jeg har sultet mig selv, men det kunne da være utrolig upraktisk, hvis jeg skulle på toilettet midt i eksamen, og jeg så ikke kunne koncentrere mig.
"Det vil jeg gerne," siger jeg.
"Det var ikke et spørgsmål," siger April, hvilket får mig til at grine.
"Jeg har boet her i to minutter, og jeg bliver allerede tvangsfodret." Pigen nikker med et smil og peger på en kasse.
"Jeg tror, der er en gryde i den," siger hun, jeg kommer på benene og finder en gryde til hende.
