Asta Carpani er præget af rengøringsvanvid, mistillid og mangel af plads på sin væg til at tegne på. Forhold har aldrig tiltalt hende, og det må hun gentagne gange minde sig selv om, da hun til en fest støder ind i den håbløse romantiker Karl-Emil...
Ops! Esta imagem não segue nossas diretrizes de conteúdo. Para continuar a publicação, tente removê-la ou carregar outra.
"Kan du ikke lave regnbuecookies?"
"Valdemar, jeg har aldrig hørt noget dummere, hvis man ser bort fra navnet Valdemar." Han snøfter og tørrer sin kind for ikke-eksisterende tårer, før han tager telefonen frem og søger lidt. Efter lidt tid vender han skærmen og viser mig nogle af de grimmeste cookies, jeg nogensinde har set.
"Ser de ikke gode ud?"
"De ser giftige ud."
"Ellen," råber han. Jeg ruller med øjnene og kigger videre i min kogebog med kageopskrifter.
"Hvad nu, Audi?" Hun råber ude fra badeværelset, hvor man kan høre vandet slukke. Hun træder ud i køkkenet i intet andet end et lille håndklæde, og ser ud som om nogen har pisset på hendes glasur, eller hvad det nu hedder.
"Jeg kan ikke huske det," siger han og giver hende elevatorblikket, før han trækker hende ind i et kys.
"Føj," mumler jeg, før jeg vender blikket mod ham. "Du er bare sur, fordi jeg ikke ville lave grimme cookies til dig," minder jeg ham om. Ellen himler med øjnene og knipser ham i panden.
"Maj er kokken i det her hus. Og lad mig så bade færdigt, tak." Med det trasker hun ud på badeværelset igen. Valdemar skal til at gå med, men jeg hiver ham tilbage i ryggen af hans bluse.
"Jeg gider ikke høre jer kneppe igen." Han smiler uskyldigt til mig.
"Vi har da ikke kneppet i dag?"
"Åh jo, I har. En gang for meget, hvis man spørger mine ører." Jeg bladrer over på nogle brownies, og peger så på siden. Da jeg kigger op på ham, smiler han stolt. Føj. "Hvad med dem her?"
"Kan man lave dem regnbue?" Spørger han. Jeg kigger dødt på ham.
"Jeg afskyr dig, bare så du ved det. Jeg ved ikke, hvad Ellen ser i dig."
"Jeg kan prøve at tage trøjen af, så forstår du hende nok." Han vipper med øjenbrynene og tager fat i kanten af sin trøje.
"Nej tak. Og bare lige en påmindelse," jeg løfter min pegefinger, "så har jeg set det før." Jeg tænker tilbage på dengang jeg fangede dem i Ellens seng og modkæmper et surt opstød. Gys. At det kun er fem dage siden.
"Ad, April. Jeg vidste ikke, at du stalkede mig." Han tager sig til brystet. "Men jeg kan godt forstå det. Jeg er ret hot." Han strækker sig og spænder så sine biceps på skift.
"Nu gider jeg i hvert fald ikke at lave regnbuecookies til dig, din nar."
"Aw, kom nu, Maj!" Han stikker underlæben ud og roder mig lidt i håret. Han behandler mig lidt ligesom Asta, og jeg kan godt se, hvorfor hun kan blive irriteret på ham til tider.
"Kun hvis du tigger på dine knæ," dræver jeg. Han går ned på knæ og samler hænderne, før han åbner dem, som var det en smykkeæske.
"April... Efternavn. Jeg kan ikke huske dit efternavn."
