Hvad sker der? {Afsluttet}

Brevet..

*Dagen efter*

"Hey skat, Ashton har lige været her, og har hentet Chloë, og jeg tænker at vi besøger dem når, Lulu er kommet hjem fra hospitalet, med den lille." Sagde Cole til mig. "Ja, god idé, så kan min mor måske også passe tvillingerne." Svarede jeg, og Cole nikkede. "Men der var noget jeg gerne ville snakke med dig om." Sagde han, "Ja, hvad er det?" Spurgte jeg, og han havde et bekymret udtryk. "Jeg ville snakke om din bror." Jeg kunne mærke at jeg blev mundlam, også selvom jeg ikke havde sagt noget til ham endnu. "Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det." Svarede jeg ham, efter jeg havde tænkt i noget tid. "Du behøver ikke og sige noget lige nu, men vi bliver nødt til at snakke om det på et tidspunkt. Du har aldrig snakket om hvad der skete med ham, og det gør din søster eller mor heller ikke." Sagde Cole. "Men jeg vil gerne fortælle dig hvad der skete dengang." Sagde jeg, og fortsatte. "Jeg var 15 år gammel, Charlotte var 11 år og Parker var 19 år gammel."

*DISCLAIMER*

'Det her stykke af kapitlet er for det meste kun tale, så skriver navne ud fra hver person der snakker.'

*FLASHBACK* *TRIGGER WARNING* Homofobi

Parker: Mor, du kan seriøst ikke mene at jeg skal tage med til det bullshit. Jeg kan ikke klarer at være sammen med dem.

Mor: Jo, det mener jeg! Du skal med ligesom dine søstre også skal!

Parker: Men mor der er ikke nogen på min alder! Og du ved jeg hader at føle mig anderledes! Lad mig nu bare blive fucking hjemme!

Mor: Hvis du ikke vil være anderledes, skulle du måske ikke have haft kommet ud som homo sidste juleaften!

Far: Skat, det mener du ikke.

"Jo, det mener jeg! Jeg ville bare ønske at jeg havde en normal søn!" Hørte jeg min mor råbe til min far. Hun snakker altid på den måde om Parker både når han er hjemme, og når han ikke er hjemme. "Hvorfor kan mor ikke bare acceptere Parker som han er? Han er jo stadig den samme, som han altid har været." Sagde Charlotte til mig. "Det ved jeg ikke Char. Tror det er den måde mormor og morfar har opdraget mor på." Svarede jeg hende. Parker kom ind i stuen hvor mig og Charlotte sad. Han så sur ud. "Jeg giver dig et sidste valg mor. Enten mig eller din homofobiske familie!" Råbte Parker af mor. "Det kan du ikke mene!" Råbte hun tilbage. Parker krydsede sine arme. "Jeg mener det mor." Sagde han, med et seriøst blik. "Fint! Jeg vælger min familie!" Råbte mor af Parker, "Uden dig." Sagde hun stille den her gang. "Okay, Fint! Du har taget dit valg. I kommer aldrig til at se mig igen!" Råbte Parker, til os og gik ud af hovedet døren, og smækkede den efter ham.

*FLASHBACK SLUT* *FØRSTE DEL*

"Vi så ham ikke i et helt år, indtil politiet bankede på vores dør." Jeg tog en dyb indånding. Cole lagde sine arme omkring mig. "Jeg skal stadig huske hvert ord, politimanden sagde til mine forældre den dag."

*FLASHBACK* *ANDEN DEL* *TRIGGER WARNING* Selvmord

Politimand: Er i forældrene til Parker Johnson?

Mor: Ja, det er vi. Hvad er der sket med ham?

Politimand: Han blev fundet på et hotel i New York, i Brooklyn. Han havde taget en overdosis af en blanding mellem og heroin og metamfetamin. Jeg er virkelig ked af at sige det her, men jeres søn er gået bort.

Mig og Charlotte begyndte at græde og far holdte om os, og græd en lille smule. Mor græd ikke. "Er du sikker på at det er vores søn?" Spurgte mor uden at trække en mine "Ja, fru. Johnson. Vi fandt det her brev ved siden af jeres søn." Sagde politimanden, gav mor Parker's brev og gik igen. Mor læste brevet igennem "Han havde aids." Sagde mor, og uden at trække en mine igen. "Hvad?" Spurgte far, og tog brevet ud af mors hænder. Han læste det hurtig igennem. "Det her er alt sammen din skyld!" Råbte far, af mor, "Du fortjener ikke engang at kalde ham din søn! Du behandlede ham dårlig siden den dag han fortalte os, at han var homoseksuel! Jeg støttede ham altid, Cille og Charlotte støttede ham altid, men du skammede, dig altid over ham. Ligegyldigt hvad end han gjorde. Hav ville bare være sig selv, men det ville du ikke acceptere." Sagde far til mor. Far så sur ud, jeg holdte om Charlotte, fordi hun stadig græd. "Du har ret Theodor. Jeg har aldrig været en god mor over for ham. Jeg har fortrudt mit valg siden den dag han gik sin vej, og jeg ved at det er for sent at sige det nu. Men jeg vil have min søn tilbage." Sagde mor, far så vred ud nu. "Han er ikke 'din' søn mere, han har ikke været 'din' søn siden du valgte ham fra. Cille, gå op på dit værelse med Charlotte, jeg vil ikke have at i skal se, eller hører mere af det her skænderi." Sagde min far og gav os et kram.

Vi kunne stadig hører dem råbe af hinanden nede i stuen. Vi sad inde på Parkers gamle værelse og græd sammen.

*FLASHBACK SLUT*

"Det var grunden til at mine forældre blev skilt, og det er derfor at min mor ikke snakker om Parker, og hvad der skete med ham." Sagde jeg til Cole. Jeg havde tårer løbende ned af mine kinder, og Cole holdte om mig, mere end før. "Skat, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg ved godt at din mor ikke er sådan mere. Men jeg er bare glad for at du fortalte mig det.","Jeg ville have haft fortalt dig det, på et eller andet tidspunkt." Svarede jeg, ham.

"Øhm.. Skat?" Sagde jeg til Cole, efter vi havde siddet i stilhed lidt. "Ja, hvad er der?" Spurgte han, "Jeg har Parkers brev, og jeg har ikke læst det siden hans begravelse. Vi du læse det sammen med mig?" Spurgte jeg ham, og tørrede de fleste tårer væk fra mit ansigt. "Ja, det vil gerne." Svarede han, og gav mig et svag smil. Jeg gik over til den kasse med alle Parkers ting jeg har taget fra hans værelse. Jeg fandt det, og satte mig ved siden af Cole igen. "Jeg er lige her ved din side, ligemeget hvad." Sagde Cole til mig, og gav mig et kys.

*Parker's brev*

Kære far, Cille, Charlotte og.. Mor

Skriver det her brev til jer fordi jeg ved at jeg ikke kommer til at se jer igen. Cille og Charlotte jeg er så ked af at jeg ikke kommer til at se jer vokse op. Og jeg er endnu mere ked af at i skal finde ud af det her på den her måde, men jeg har aids. Lægerne siger at de måske kan hjælpe mig, men de er ikke sikre, men jeg vil ikke leve et liv med aids. Jeg har købt nogle stoffer som jeg ved vil tage mit liv. Så det her bliver det sidste i kommer til at hører fra mig. Jeg ved ikke hvordan i kommer til at få det her, men nu skriver jeg det, og kan kun håbe at i får det når jeg er væk.

Jeg elsker jer, og tænker på jer.

Kærlig hilsen jeres bror, jeres søn, jeres bedste ven

Parker William Johnson.