Full Moon

3. Komplikationer

Jeg kiggede desperat op på uret over døren. Den her time var bare gået ulidelig langsomt. Jeg vidste præcis, hvilket bord jeg skulle sidde ved i kantinen, og jeg vidste præcis, hvem der ville komme for at sidde ved mig.

"Og I skal altid huske på at i grammatik..." Miss. Roberts blev afbrudt af klokken, midt i hendes opremsning af de forskellige grammatiske regler. Hun kiggede fornærmet op på uret med snerpede mund. Hun havde som sædvanligt sit tynde leverpostejsfarvede hår bundet i en stram knold på bagsiden af hovedet, hvilket fik hende til at udstråle den knap tres år gamle mukke hun inderst inde var.

"Ja, så pil af med jer unger," snerpede hun og tog sin sort taske, som matchede hendes sorte kjole, som sad stramt på hendes skelet tynde krop. Ærligtalt lignede den kjole noget fra en genbrugsforretning. Kjolen matchede de sorte læder sko, som sørme også passede til de slidte mørkegrå nylonstrømper. Hun var så trist at se på. Alle elverne hadede hende. Mest kun på grund af hendes sædvanlige sure mine. Andre var også bange for hende. Det var jo også til at forstå. De fleste kaldte hende for heksen.

Da jeg kom ned i kantinen, var han der ikke. Det havde jeg jo heller ikke regnede med, for han plejede at komme et minut eller to senere. Som minutterne gik, og jeg havde spist min sandwich, var han stadig ikke kommet ned. Mine øjne flakkede mod det store ur. Der var stadig fem minutter tilbage af spisepausen. Og ind af døren kom han så endelig. Jeg åndede lettede op. Han dumpede ned på pladsen ved siden af mig.

"Jeg troede, du havde droppede mig," fortalte jeg og rykkede min stol længere ind til bordet.

"Aldrig. Sådan en som dig dropper man ikke lige." Han pakkede sin sandwich ud, og begyndte som altid at pille den fra hinanden. Han var jo genganger, så han spiste ikke.

"Sådan en som mig," mumlede jeg og nikkede. Han grinede og lænede sig tilbage.

"Ja, du ved..." Han så sig tænksomt rundt og fumlede med fingrene foran sig, som om han prøvede at fange det manglende ord. "Sådan en smuk pige, som er ret sarkastisk, men man ser lidt gennem fingrene med det, fordi hun samtidig er sød og sjov. Sådan en type – dem lader man ikke bare gå." Det virkede så akavede for mig, når han kaldte mig smuk. Han måtte kunne se noget, jeg ikke kunne se. For når jeg så mig selv i spejlet, så jeg bare Amy. En usikker pige, der rødmer, bare hun skal sige noget foran mere end fem personer. En pige som for det meste gemmer sig i skyggen af alle andre, og lader dem tage spotlightet. Jeg havde hverken brug for opmærksomhed eller popularitet. Jeg havde det bedst i bunden af hierarkiet, hvor jeg intet havde at miste. Den opmærksomhed jeg fik fra Samuel var nok. Han var lige det, jeg havde manglet. Jeg havde Samuel og Ashley. Og min familie selvfølgelig. Det var nogle dejlig trykke rammer for mig. Men hvorfor gad han mig. Han var jo ude for min rækkevidde. Alt for sød, smuk og fantastisk til mig. Når vi sad sammen, stirrede alle i kantinen på os. Eller nok ikke på mig. Det var nok Samuel, de kiggede på.

"Sarkastisk?" mumlede jeg og smagte på ordet. Det lå godt i munden. Jeg gentog det lidt for mig selv. Det var da ikke det værste at være.

"Ja, eller arrogant. Du kan selv bestemme, hvordan du helst vil se på det," grinte han og pakkede sin flåede sandwich sammen. vi sad lidt tid og stirrede ud i luften og stilheden lå som en tung, varm dyne om os.

"Det var hyggeligt i går," fremstammede jeg, for at lette den akavede stemning. Han nikkede. Hans ansigtsudtryk ændrede sig, som om han sad og overvejede noget.

"Hvornår får du fri?" spurgte han eftertænksomt.

"Jeg har fået fri. De sidste timer er blevet aflyst." Jeg trak på skuldrene og så tilbage på ham.

"Godt så ved jeg lige, hvad vi skal." Hans drengede smil spillede op på læberne, som det altid gjorde når han havde noget i tankerne, jeg højst sandsynligt ikke ville bryde mig om.