Full Moon

10. Smil, du er på

Da jeg vågnede, var mit syn sløret og mit hoved tungt. Jeg blinkede et par gange for at tilpasse mig syn.

"Amberlin, hvordan har du det?" spurgte Ginger, som sad ved siden af mig. Rummet jeg var inde i, lignede det, hvor Summer, Story og Bell vaskede mig og voksede mine ben i. Metal på væggene, farver og mønstre i loftet. Det her var bare større og så var det udstyret med alle mulige maskiner og hospitals ting. Der sad en nål i min arm med en slange i, som førte op til et drop, der stod ved siden af mig og seng rulleseng jeg lå på.

"Jeg har det fint," mumlede jeg omtåget. Jeg så ned af min krop. Jeg havde en lyseblå silkekåbe på. Jeg løftede forsigtigt op ved benene og kunne konstatere to ting. 1: Jeg havde ikke noget undertøj på. 2: Alle skrammer, sår og sågar ar var blevet fjernet. "Hvordan har de gjort det?"

"Der ser du selv. Menneskerne er langt bagud. Vi har opfundet en teknik, hvor man for pudset sin hud. Det er ligesom, når man sliber et stykke træ med sandpapir. Alle sår og ar bliver pudset væk. de har også fikset de fleste af dine ribben. de mangler et par stykker, men dem skal de bruge længere tid til at orden, så det bliver først efter interviewet, de kan gøre det." Forklarede hun.

"Hvad er klokken?"

"Lidt over syv. Skal jeg komme med lidt mad til dig." Tilbød hun venligt. Jeg nikkede, da jeg kunne mærke sulten gnave. Hun aede blidt min skulder, inden hun gik ud af døren, og jeg var alene. Igen.

Jeg kunne ikke mærke nogen smerter i min krop. overrasket mærkede jeg på mine ribben. Det var nok de to midterste i højre side og en af de sidste i venstre side, som var komplicerede. De bøjede meget ind ad.

Jeg lå og kiggede op i loftet, da Ginger kom ind til mig med en tallerken. Hun trykkede på en knap på siden af sengen, så et bord foldede sig ud og sengen vippede op, så jeg kunne sidde. Hun satte tallerknen ned, og tog plads ved siden af mig igen. Jeg så lækkersulten på maden. Et stykke grillet laks med forskellige grillede grønsager til. Henover var der en chilisauce. Ginger rakte mig bestik, og jeg begyndte at spise. Jeg havde ikke spist hele dagen – måske fordi jeg havde været bedøvet det meste af dagen – så min mave var taknemmelig for hver en bid.

"Hvad skal jeg sige i morgen?" Spurgte jeg hende, da jeg havde tyggede af munden. Hun spidsede sine røde læber sammen i et tænksomt ansigtsudtryk.

"Borgerne her i zone 1 kan godt lide at høre om sig selv, så tak alle for at have fulgt med, og at de havde stemt."

"Stemt?" Udbrød jeg forvirret.

"Ja, man kunne stemme. Både om hvor længe du kunne holde ud, hvad du ville gøre, hvad Alejandros næste træk mod dig ville være, om du ville overleve og mange andre ting."

Jeg så målløs på hende. Havde folk stemt på, hvornår jeg skulle dø. Så havde de sikkert også siddet og håbet på, at jeg ville dø, hvis de havde stemt på det.

"Man vædder et pengebeløb, og hvis man har ret, for man udleveret det doblede af, hvad man har væddet for. Hvis man taber, så for tv programmet ens penge."

Jeg skubbede bordet væk fra mig. Efter den nyhed ville jeg ikke spise noget, som nogen i zone 1 havde lavet. Måske havde nogle af dem der havde opereret mig stemt på, hvornår jeg skulle dø. Og de havde rørt ved mig. Måske endda skåret i mig.

"Du skal nok også nævne os, der har hjulpet dig efter dramaet. Fra da du kom på toget. Du skal nok også takke..." Fortsatte hun. Raseriet boblede op i mig. Jeg skulle ikke takke nogen, som havde ønsket mig dø, så de kunne skrabe penge til sig.