Full Moon

6. Forsvar

Jeg stoppede foran Samuels hus. Lige i udkanten af skoven havde jeg forvandlet mig tilbage og taget tøj på. Med min taske halvt hængende på ryggen, løb jeg op af fortrappen og brasede ind af døren. Inden jeg så meget som fik udåndede, stod Samuel i døråbningen til entreen. Han så lettede på mig. Som et lyn stod han med armene omkring mig.

"Jeg har aldrig været så bange," hviskede han ned i mit hår. Jeg lagde mine arme omkring ham.

"Bare rolig. Jeg er her nu," beroligede jeg ham, og strøg ham blidt over ryggen. Han så på mig, og hans øjne opfangede noget, der fik hans øjne til at vokse til doble størrelse. Jeg så, hvad det var. En lang, lidt blodig ridse på min overarm. Det var først nu jeg lagde mærke til det, men det gjorde faktisk ret ondt.

"Det er ingen ting."

"Hvad er der sket," spurgte han bekymret, og holdte forsigtigt min arm oppe. Jeg vidste, hvis jeg sagde det, ville han gå ud af sit gode skind.

"Det ved jeg ikke," løj jeg. Han så på mig, med et blik der sagde: "Prøv ikke at lyv for mig."

"Okay, William og de to andre fandt mig. Men de andre varulve kom, og reddede mig."

Han nikkede og førte mig ind i stuen. Jeg satte mig i en af sofaerne, og lagde min taske ved siden af. Samuel kom ud af køknet, over til mig med en våd serviet og noget forbinding.

"Det er altså ikke så slemt, Samuel."

Han ignorerede det, jeg sagde, og rensede mit sår i stedet. Han så virkelig smuk ud, som han sad der dybt koncentreret. Hans øjenbryn var tæt knyttet sammen, en solstråle som kom ind fra de store vinduespartier ramte hans ansigt. Det fik hans hud til at skinne og der kom flotte nuancere i hans hår. Solen dannede en slags glorie omkring hans hoved. Det fik ham til at ligne en engel.

Jeg sad helt betaget og mundlam af hans skønhed, mens han viklede forbindingen omkring min overarm. Hans så op på mig. Jeg stivnede, da vores øjne mødtes. Det gjorde jeg altid. Hans dybe, hemmelighedsfulde øjne fik altid varmen til at skyde op igennem mig.

Hans smil voksede, og jeg så genert væk med blussende kinder. Hans hånd gled langsomt ned af min arm, ned til min hånd, hvor den roligt lagde sig til rette. Jeg så længe på vores sammenflettede fingre, men rettede så mit blik op på hans øjne igen. Han kiggede allerede på mig.

"Skal vi gå op med dine ting." Forslog han, og rejste sig. Jeg nikkede, og fulgte efter ham op af trappen, med min taske svunget over min skulder. Da vi kom ind på Samuels værelse, var der en lille bunke tøj og en dyne og pude på divanen. Jeg gik ud fra det var til mig.

"Hvad har du lyst til at lave?" Spurgte Samuel. Jeg trak på skuldrene, og satte min taske ned på divanen. Lynlåsen var gået op, så da jeg satte den ned, stak buen op.

"Har du lavet en flitsbue." Samuel tog den begejstret op.

"Ja, jeg var så sulten, og så..." Jeg stod lidt og prøvede at finde de rigtige ord.

"Prøv at komme med. Der er noget jeg skal vise dig."

Han gik ind i et andet rum, og jeg fulgte efter lige i hælene på ham. Det var næsten mere et kosteskab end et rum. Omme bagerst på en hylde fandt han en bue og et pilekogger.

"Kom, så skal jeg lære dig, hvordan man gøre." Grinede han, svang pilekoggeret over skulderne sammen med begge vores buer, og inden jeg fik set mig om, havde han løftet mig op på sin ryg, løbet ned af trappen, ud af døren og ind i skoven. Jeg strammede mit greb, så jeg ikke faldt af i farten.