Full Moon

4. Smerten

De næste dage gik dårligt for mig. Det var som om alt vendte sig mod mig. Samuel kom ikke i skole. Hailey og Madison ignorerede mig. Kayla snakkede dog lidt med mig.

Det var fredag. Klokken var omkring to, og jeg ventede på den bus Ashley var med. For enden af vejen kom den store gul orange bus. Jeg havde glædet mig til at se hende. Og nu var hun hjemme igen. Ud af bussen kom Ashley som den første, med sin taske over skulderen. Hun sprang hen i favnen på mig. Jeg knugede hende ind til mig, og begravede mit hoved i hendes hår.

"Du skulle fortælle mig noget," sagde jeg så. Hun nikkede og tog min hånd.

"Vi skal lige ind i skoven først," hun ledte os ind mellem træerne. Da vi kom til en lille åbning, dumpede hun sin taske på jorden.

"Okay. Hvad er det?"

"Jeg kan ikke fortælle det. Du vil ikke tro mig. Så det er nemmere, hvis jeg bare viser dig det." Hun tog sin jakke af og trak sin bluse over hovedet.

"Ashley, tag dit tøj på igen," sagde jeg og kiggede væk.

"Nej, du skal se det her," protesterede hun og knappede sine jeans op. Jeg skævede over på Ashley, som kun stod i sit undertøj. Hun bøgede sit hoved forover. Hendes krop var spændt som en bue. Lange sorte hår begyndte at vokse ud på hendes arme og ben. Hendes skuldre blev bredere og hende næse og resten af hendes ansigt voksede sig længere. De sorte hår var nu bredt sig til hele hendes ansigt. Resten af hendes krop var vokset sig stor og stærk. Hun sprang hen mod mig og faldt ned på alle fire. Hendes undertøj lå revet i små stykker omkrig hende. I forskrækkelse faldt jeg bagover og krøb baglæns et par meter hen af den fugtige skovbund. Hendes store brune øjne så venligt på mig. Hun var varulv. Jeg så skræmt på hendes store ulve krop. Lidt bange og nervøs rejste jeg mig op. Jeg strøg min ene hånd igennem hendes sorte bløde pæls. Langsomt skrumpede hun ind til normal størrelse og krøb i sit tøj igen. Min vejrtrækning blev langsomt normal igen.

"Så du er varulv," konstaterede jeg og så på hende. Hun tog sin jakke på, mens hun nikkede. Jeg var stadig lidt i chok. Ikke at jeg ikke havde set det komme, for Samuel havde jo givet mig nogle hints. Men det er noget helt andet at få det bekræftet. Og ikke at snakke om, hvordan det er at se en i virkeligheden. Og så at det lige var hende.

"Nå, jeg må hjem nu." Hun omfavnede mig i et varmt kram. Jeg trak hende tættere ind til mig. Jeg havde mest af alt lyst til at bryde ud i gråd på hendes skulder. Det hele var bare for meget for tiden. Jeg kom til denne by for omkring et måned siden mod min vilje. Da jeg kommer i skole, farer jeg selvfølgelig vild og kommer hen til en bygning med vampyrer, alfer, varulv og gengangere. Heldigvis støder jeg ind i Ashley, som er super sød over for mig, og som bliver min støtte. Så møder jeg Samuel, som jeg bliver død forelsket i, finder ud af han er genganger, møder hans familie, som tydeligvis hader mig. Eller i værtfald hans kusine, Ines. Og for at det ikke skal være nok, så finder jeg gudhjælpemig også ud af, at min eneste støtte er varulv. Jeg er blevet indviet i en top hemmelig overnaturlig verden, som gør mig rundt på gulvet. Ashley slap sit greb om mig.

"Vi ses," sagde hun og forsvandt ind mellem træerne. Pludselig slog en tanke mig. Ashley skulle møde Samuel. Det var ikke en gennemtænkt plan, men det kunne være lige meget. Konsekvenserne kunne jeg tage bagefter. Det var mine to tætteste, og de skulle mødes. Jeg trak min mobil op af lommen.

"Det er Samuel," sagde en velkendt stemme.

"Hej, det er Amy. Kan du komme over. Der er en du skal møde."

I min ene hånd var Samuels hånd, den anden var sammenknyttet, kun en centimeter væk fra døren, klar til at banke på.

"Bare bliv her," sagde jeg til Samuel og bankede på.