Full Moon

5. På skinner

De næste syv uger gik som smurt. Jeg havde prøvet at forvandle mig under fuldmåne en gang og en gang af vrede. Heldigvis var det sammen med Ashley, så ingen så det. I mellemtiden var jeg også fyldt fjorten. Og vokset seks centimeter.

"Ams, prøv at stil dig her," kaldte min far inde fra stuen. Jeg tog en stor bid af det grønne æble jeg lige havde skyllede. Jeg elskede lyden af at bide i et saftigt æble. Den sprøde, spruttende lyd, når tænderne borer sig ned i æblets overflade.

Min far holdte en tommestok op af dørkarmen mellem stuen og entreen. Jeg stillede mig op af den. Han placerede en bog over mit hoved.

"Det er utroligt, som du er vokset, Ams," mumlede han rystende på hovedet. Der var et spørgsmål, jeg aldrig havde fået spurgt ham om.

"Uhm, far," mumlede jeg, og han løftede hovedet. "Hvorfor flyttede vi?"

Han fnøs og rettede på sit hår. "Ams, det ved du godt. Din mor fik arbejde her og så savnede vi naturen. Det har vi sagt mindst tusind gange til dig."

"Nej, ikke nu. Dengang da vi flyttede til Arizona. Hvis I elskede naturen, hvorfor flyttede vi så?"

Han stivnede og foldede tommestokken sammen med mekaniske, stive bevægelser. Hans blik blev fjernt, mens han ledte efter sine ord. "Det er en lang historie, men der skete ting, som gjorde, at vi ikke kunne blive her."

"Hvad skete der far," gispede jeg og blev pludselig meget interesserede.

Han tog en dyb indånding og så koncentreret ud på den måde, hvor læberne bliver spændte, og rynken mellem øjenbrynene bliver tydelig. "Der skete ting, som gjorde, at du ikke var i sikkerhed her længere."

Han så pludselig meget, meget seriøs ud. På en måde jeg aldrig havde set ham før. Det gav et sug i min mave, og mine ben insisterede på at gå.

Jeg nikkede. "Okay, uhm... jeg går ovenpå," mumlede jeg begravet i mine tanker. Hvad havde bragt mig i fare. Endda i så stor fare, at vi blev nødt til at flytte til en anden stat i den anden ende af landet.

Da jeg trådte ind på mit værelse, stod Samuel lænet op af væggen henne ved vinduet

"Er du nu brudt ind igen," grinede jeg, da jeg var kommet ind. Han styrtede mod mig.

"Du er nødt til at komme væk her fra."

"Hvad? Hvorfor?"

"William er kommet til Washington. På jagt efter dig sammen med to andre gengangere."

"Uhm..." tøvede jeg, og så forvirret på ham. "Det kan jeg altså ikke. Hvad med min familie og skole."

"Der er sommerferie i morgen. Dine forældre må du stikke en løgn."

"Og hvad med dig?"

Han så trist på mig og sekunder gik, inden han svarede. "Mig må du glemme. Glemme jeg nogensinde har eksisteret. Jeg har kun bragt dig i fare. I sidste ende kommer jeg sikkert til at knuse dit hjerte. Det bedre for os begge, hvis vi er hver for sig. Uanset hvad kan jeg ikke komme med dig. Han vil genkende min lugt flere kilometer væk. Glem mig, Amy. For din egen skyld."

"Det kan jeg ikke. Du sagde vi var for evigt," udbrød jeg bebrejdende.

"Jeg ved, hvad jeg sagde. Måske kommer vi til at se hinanden igen. Måske ikke. Du tager af sted lørdag morgen. Du skal bare løbe af sted. Så langt som du kan. Spring på et tog eller en bus og kom væk her fra. Og hvis du nogensinde støder ind i en smuk, spansk udseende fyr med sort hår, der virker meget charmerende, så løb væk. Hvis nogen spørger efter dit navn, så find på et nyt. Er det forstået."