Full Moon

2. En ny verden

Jeg havde stadigvæk ikke fundet ud af, hvorfor det hed 'den anden bygning', og det gik mig på. Jeg havde nu gåede i klassen i to dage. Hver dag havde jeg bragt emnet på banen over for pigerne, men fik aldrig et svar. Over i skolen så jeg hele tiden ham drengen.
Jeg havde besluttede mig at gå en tur for at se mig lidt omkring. Jeg kendte endnu kun ruten til skole. Det var lørdag formiddag i midten af marts måned. Solen stod højt på himlen, så jeg trak mine nye gummistøvler og begav mig ud i skoven. Jeg trængte til at komme ud i naturen og røre mig, så det var jo oplagt nu, hvor vi var flyttet til en by, der var omgivet af skov. Jeg kunne godt mærke, hvor rart det var at komme ud mellem træerne. Jeg var ikke vant til så store arealer fyldt med mos og grene. Det virkede helt magisk. Der kunne høres fuglesang over alt. Jeg elskede også den sjove følelse af at gå i den bløde skovbund. Og over det hele voksede der små forårsblomster. Jeg følte mig så fri, når jeg løb rundt der midt i skove. Sådan en følelse ville jeg aldrig få i Arizona. Det var helt udelukket. Der var der bilos og trafikstøj. Efter jeg havde løbet rundt der noget tid, blev jeg forpustet og satte mig på en bænk ved en af stierne. Jeg missede med øjnene, da solen brød igennem træernes tætte trækroner. Pludselig stod der en person ved siden af mig. Det lignede en dreng. Han var ret høj. Jeg kunne ikke se hans ansigt, da solen skinnede skarpt.
"Må jeg sætte mig her?" spurgte han. Jeg nikkede, og han satte sig ved siden af mig.
"Hej. Øhm, jeg hedder Samuel," sagde han og så på mig. Det gav et sæt i mig. Det var ham. Først nu, da solen ikke blændede mig, kunne jeg se ham.
"Jeg hedder Amy." Han nikkede og så mig direkte ind i øjnene. Han havde flotte øjne. De var helt lyseblå. Lidt lige som en skyfri himmel. Det fik mig til at miste vejret. Hans hår var mørkt, men havde gyldne striber ind imellem, hvilket gav det en mørk, bronze farve. Han smilede stort til mig. Det var et flot smil. Helt perfekte hvide tænder. Og hans smil var et rigtigt smil. Et af de der brede, som når helt op til øjnene. Han var virkelig smuk, men han så ældre ud, end jeg havde regnet med.
"Bor du her?" spurgte han.
"Ja, jeg er lige flyttede her til. Eller tilbage."
"Okay, så skal jeg vise dig et sted," sagde han med et drengede smil på læberne. Han rejste sig op og begyndte at løbe ind mellem træerne. Jeg fnøs for mig selv og løb efter ham. Vi løb et minut eller to, til han stoppede i en lille lysning. For fødderne af os var en lille bæk, hvor vandet næsten lydløst kom fossende ud af en lille sprække i klippevæggen. Samuel satte sig på en af de runde sten, der lå foran bækken. Jeg satte mig stille på stenen ved siden af ham, lukkede øjnene og lyttede til vandet, der rislede mod et små sten i bækken. Jeg tog mine gummistøvler af, smøgede mine bukseben op til knæet og dyppede forsigtigt mine tær i vandet. Et koldt gys løb gennem kroppen på mig, da det kolde vand kom i kontakt med mine tåspidser. Samuel lo kort af min reaktion, men bandt dog også sine sko op og dyppede sine fødder i det kolde vand. Sådan sad vi lidt tid. Måske et par minutter. Bare nød naturen og stilheden.
"Så, du går over på skolen?" spurgte han.
Jeg nikkede og spurgte dumt, da jeg udmærket kendte svaret: "Ja, går du også der?"
"Ja, jeg går bare i den anden bygning," svarede han. Der var det igen. Det med bygningen.
"Hvorfor kalder I det den anden bygning. Det er rent faktisk den samme bygning de ligger i."
"Det er en lang historie. Jeg kan måske fortælle dig den en anden dag," tilbød han. Jeg nikkede bare. Jeg kiggede fortryllet på det perleklare vand, der plirrede på vandoverfladen. På en eller anden mærkelig måde var det meget rart at være sammen med Samuel. Jeg følte mig så godt tilpas, selvom jeg ikke kendte ham. Og jeg hadede jo normalt at være sammen med andre mennesker. Han var så stille og rolig. Sagde ikke så meget. Lige som jeg gerne ville have det. Det var bare så let at være i hans nærvær.
"Altså bare af ren og sker interesse, men hvor bor du?" spurgte han. Jeg så overrasket på ham, men forklarede ham det så. Han nikkede og kiggede tilbage på vandet.
"Nåh, jeg må også til at komme hjem igen. Hvilken vej kom vi fra?" spurgte jeg. Han rejste sig op ved siden af mig.
"Det skal jeg nok vise dig."
Vi gik tilbage i tavshed, men det var ikke akavet. Det virkede faktisk meget naturligt. Efter et par minutter stod vi på den lille veranda.
"Tak," mumlede jeg og nikkede.
"Det var da så lidt," nikkede han, og stak sine hænder i bukselommerne. "Godt, men vi ses vel igen."
Jeg smilede til ham, inden han vendte om og gik. Jeg stod der og kiggede lidt efter ham, da Chole åbnede døren.
"Hvem snakkede du med?" Hun så skeptisk på mig.
"Ikke nogen," løj jeg og prøvede at skubbe mig forbi hende i døråbningen.
"Nanananana," Hun spærrede døren med sine arme og ben. "Du snakkede med en, og det var en fyr."
"Nej, jeg gjorde ej!" sagde jeg og prøvede at skubbe hendes venstre arm væk fra dørkarmen.
"Nåh, nu forstår jeg. Det er derfor du lige pludselig godt kan lide at bo her. Du har fundet dig en kæreste."
"Åh gud, nej Chole. Lad mig så komme forbi."
"Hvor længe har i været kærester?" spurgte hun nysgerrigt og spilede sine store, blå øjne op.
"Nej, vi er ikke kærester. Jeg mødte ham i dag ude i skoven, og så kunne jeg ikke finde tilbage, så han hjalp mig hjem. Han var bare venlig."
"Æv, jeg havde lige håbet du var begyndt at interessere dig for fyre," sagde hun skuffet.
"Nej, og det bliver jeg heller aldrig." Jeg skubbede hende væk fra døren og løb op af trappen og ind på mit værelse. Jeg stoppede op foran min seng, men vendte mig om, da døren blev åbnet med et brag.
"Det kommer en dag. Altså det med fyrene. Du vil ikke lægge mærke til det. Det kommer helt uventet. Som en tyv om natten," sagde Chole, da hun kom brasende ind på mit værelse. Hun væltede mig omkuld på sengen og kildede mig på maven. Hun vidste godt, hvor kilden jeg var, så det gjorde hun brug af ofte. Det var det her, jeg elskede så meget ved hende. Hun kunne altid få mig til at grine, når jeg ikke en gang havde lyst til at smile. Selvom hun var nitten, virkede hun som et lille barn, når det kun var os to. Og så blev jeg også selv lidt barnlig. Jeg savnede at være barn. Nu var jeg ligesom teenager og skulle koncentrer mig om at blive voksen. Men det gad jeg virkelig ikke. Jeg var kommet tidligt i puberteten, og det hele begyndte at vokse, da jeg helst ville undgå det. Jeg var omkring otte, da de første tegn kom. Det havde været svært for mig at acceptere. Især fordi jeg var rigtig gode venner med drengene. Og lige pludselig begyndte de at kigge på mig på en anden måde, end de plejede. Hele sidste år til svømning i skolen, kunne jeg ikke være med en gang om måned på grund af det røde. Den første gang jeg skulle stikke de andre den undskyldning, at jeg havde fået 'blærebetændelse og måtte så ikke komme i vandet'. Men da jeg kom hjem og fik det tænkt igennem, kom jeg i tanke om, at jeg ikke kunne have blærebetændelse en gang om måned.
Men som jeg lå her på sengen og blev kildet af Chole, følte jeg mig som en syvårig lille pige igen. Det kunne jeg godt lide. Selvom det var meningen af jeg skulle have lagt de barnlige ting på hylden, kunne jeg bare ikke glemme følelsen af at være fri. Men nu var jeg godt på vej ind i mit teenage-liv. Og så var der vel ingen vej tilbage.
"Hvad hedder han?" spurgte Chole og startede den gamle diskussion på ny.
"Åh nej. Ikke igen," udbrød jeg og begravede mit hoved i en af puderne.
"Undskyld, undskyld. Men husk på: Det kommer som en tyv om natten," hviskede hun tæt ved mit øre nede i puden. Hun gav slip på mig og gik ind på sit eget værelse.