Full Moon

7. Uventet selskab

Nogle meter foran mig stod en lille skikkelse med brune øjne og sort kraftigt hår. Det var Kyle. Justins lillebror. Han var omkring fem år, og på trods af at jeg kun havde set han to gange, genkendte jeg ham med det samme. Han var som en mini udgave af Justin.

"Amy," pep han med hans lille barnestemme. Jeg var totalt i chok. Hvordan var han kommet så langt ind i skoven. Eller var jeg tæt på byen. Jeg løb over til ham, og satte mig på hug foran ham, så jeg var på højde med ham.

"Kyle, hvad laver du her?" spurgte jeg chokeret.

"Jeg legede i skoven med nogen fra børnehaven. Og så legede vi gemmeleg. Og så kom jeg her ind."

"Hvor er din mor." Jeg prøvede at holde mig rolig, så han ikke ville begynde at græde.

"Derhjemme."

"Var der ikke nogen voksne," prøvede jeg igen.

"Jo, min vens mor. Men hende kunne jeg ikke finde igen. Det lignede skoven, foran huset derhjemme, men det var det ikke."

Jeg rejste mig op og tog mig til panden, mens jeg kiggede mig omkring. Hvad fanden skulle jeg gøre. Han ville være en kæmpe ballast at have med. For det første skulle jeg mætte to munde. For det andet kunne han ikke gøre nogen gavn. Og for det tredje kunne han nok ikke gå særlig længe af gangen. Han ville beklage sig med, at han kedede sig. Han ville spise meget, og være tørstig hele tiden. Og så var der det med søvn. Alle problemerne der kunne opstå – og ville opstå – kørte rundt i mit hoved, da han lige pludselig begyndt at græde. Åh, nej. Tænkte jeg. Han strakte sin arme op mod mig, og det mindede mig om det syn, jeg havde med Samuel. Da hans forældre blev bortført. Da han strakt sig efter sin mor. Dengang var han også kun fem år. En klump samlede sig og lagde sig på tværs i min hals. Jeg tog ham op i min favn, og det overraskede mig over, hvor let han var. Jeg var nødt til at tage ham med mig. Ellers ville jeg fremstå som verdens ondeste menneske. At efterlade et forsvarsløst lille barn ude i skoven. Og så kunne jeg heller ikke få mig selv til andet. Han mindede for meget om Justin, og det gjorde ondt inde i mig. Jeg kunne ikke tage hjem med ham. Mine forældre kunne risikere at se mig, og gengangerne kunne måske ligge på lur. Jeg havde jo endnu ikke set ham der Fiacre. Jeg var nødt til at tage ham med mig.

Han lagde roligt sine arme om nakken på mig, og jeg holdte ham ind til mig. Mens jeg trøstede ham, tænkte jeg over, hvordan jeg kunne transportere ham rundt. Jeg kunne ikke bære ham i favnen. Måske på ryggen. Nej, det var for farligt, for hans sikkerhed. Hvis jeg blev overfaldet bagfra af gengangerne. Eller hvad. Jeg kunne have min rygsæk uden over ham. Jeg kunne gøre et forsøg.

Først sikrede jeg mig, at han hverken var sulten, tørstig eller træt. Det var han heldigvis ikke. Han kravlede op på min ryg, og jeg bandt ham fast til mig med rebet. Så løsnede jeg stropperne på rygsækken, så han kunne være inde under den og tog den på. Den beskytte ham både mod angreb og kold vind. Mens vi gik af sted, fortalte han mig om alt muligt. Lige fra hans børnehave og legetøj til Justins hemmeligheder, hvilket morede mig meget. Det var slet ikke så slemt at have Kyle med. Han var næsten vægtløs på min ryg, og så holdte han mine tanker positive. Han var ret moden af en femårig at være, derfor var han ikke som andre børn på hans alder.

"Og så engang, da vi var i svømmehallen, så tabte Justin sine badebukser, da han hoppede fra vippen." Skreg Kyle af grin. Han talte højt, så jeg tyssede ofte på ham, men to minutter sener, talte han så højt igen, at fuglene flygtede. Jeg klukkede lavt, da jeg kunne se Justins pinlige ansigtsudtryk for mig.

Mørket var ved at falde på, og Kyles mave rumlede højt. Det gjorde min egen også. Vi spiste det sidste egerne kød og de fleste af bæreren. Den ene vanddunk blev også tømt, og lidt af den anden. Det bekymrede mig en smule. Jeg ville ikke være ved dehydrere igen, og jeg ville iser ikke lade Kyle dehydrere. Jeg var ikke selv træt, men det var Kyle, så jeg puttede ham i soveposen, og lagde hans hoved i mit skød. Han gik ud som et lys. Hele natten sad jeg på vagt med min bue spændt, og fik skud et firben, der havde vovet sig over mod os. Da solen langsomt kom frem, tændte jeg et lille bål, og stegte firbenet, fordi jeg regnede med, når Kyle stod op, ville han være sulten. Og rigtig nok. Det første han sagde, da han åbnede sine øjne var: "Jeg er sulten."