Full Moon

9. Blitz

Da jeg vågnede, var det af duften fra friskbagt brød, der fik mig ud af sengen. Jeg ville helst ligge under den varme dyne resten af dagen, men min mave knurrede pinligt højt. På gulvet lå den fine kjole fra i går, som havde fået adskillige blodpletter på. Jeg trak i Justins tøj, som var lidt for stort. Bukserne sad stramt på Justin, men løst på mig.

Da jeg kom ind i spisekupéen, var der ingen. Kun mig og det lange bord fyldt med mad. Endelig lidt fred. Jeg tog mellemtallerkenen og valgt omhyggeligt ud af maden. I går havde jeg fået det helt dårligt af al den mad, så i dag ville jeg holde lav profil. Jeg tog en af de grove, lune boller, røræg, frisk frugt, et stort glas mælk og juice. Jeg tog det med ind i den lilla stue, da der var helt trist at sidde alene ved det store bord. Jeg satte mig på min plads fra i går aftes. Glasskårne var blevet fejet op, og skålene var fyldte igen.

Inden længe kunne jeg høre summende stemmer inde fra spisekupéen ved siden af. De talte meget de alfer – om sig selv. Jeg huggede de sidste mundfulde røræg i mig, mens jeg overvejede, hvordan jeg skulle komme ud. Den eneste vej tilbage til mit værelse, var gennem spisekupéen. Gennem muren af alfer der ville snakkede med mig. Jeg slubrede mælken i mig, og efterlod tallerknen og glassene i stuen. Jeg gik den modsatte vej gennem toget, hvor jeg gik på opdagelse. Men intet fandt jeg.

Resten af dagen blev jeg sat ind i et rum med en psykolog. Men det var ikke Hazel. Det var en kvinde alf. Hun hed Snow. Det passede til hendes hvide hår, som var sat op i en løs knold, hvide vinger, hvid stram kjole med stort skørt. Hun havde også små, hvide, elegante briller siddende på næsetippen. Hun sad i en af de gule lænestole, mens hun stirrede intenst og indtrængende på mig. Jeg lå på en gul briks, hvor jeg stirrede ondt tilbage på hende. Her havde vi ligget og siddet i snart fire timer, men jeg havde ikke sagt et ord til hende. Vi sad inde i den gule stue. Her var der også skåle med slik. Jeg havde snart tømt den tredje skål.

"Hør her, Amberlin. Der er kun en måden, vi kan løse det her på. Det er, at du taler til mig." Prøvede hun så igen. Jeg havde ikke lyst til at snakke med hende. Hun forstod det ikke, som Hazel gjorde. De to eneste jeg ville snakke med her på toget, var Hazel og Ginger.

Jeg satte den tomme skål fra mig, lagde mig tilbage og stirrede op i loftet, mens jeg krøllede et stykke slikpapir sammen.

"Nej, den eneste måde vi kan løse det her på, er, at jeg bliver kørt hjem. Jeg vil hjem." Snappede jeg bestemt, og satte mig på kanten af briksen.

"Det ved du godt, du ikke kan."

Jeg mukkede sammenbidt af hende. En højtaler over i hjørnet skrattede, og en kvinde stemme dukkede op: "Amberlin skal komme til sit værelse." Endelig. Jeg sprang af briksen og fløj ud af døren. Da jeg kom ind i kupéen, stod Ginger med to kjoler. Hun kiggede nøje på dem i lyset. Da hun fik øje på mig, lyste hendes kønne engle ansigt op, og hun vinkede mig hen til sig.

"Hvilken vil du helst have på?" Spurgte hun og kiggede på kjolerne. Jeg spruttede af grin. Ville hun have mig ned i sådan en, for det kunne jeg under ingen omstændigheder.

"Er det dit alvor."

"Ja. Jeg kan da også bare vælge for dig." Smilede hun, som om hun ikke forstod, hvad jeg prøvede at sige. Den ene kjole var lårkort med mørkegrønt stof. Den gik ind i taljen, var stram over brystet, og blev løs ned efter. Den anden havde lyserødt stof, var meget kropsnær, lidt længere, dekoreret med sølv palietter og stropløs. De var begge meget flotte, men højst sandsynligt ikke på mig.

"Den grønne." Bestemte jeg mig så til sidst. "Hvorfor?"

"Du skal ud i byen, når vi kommer til zone 1 om en time. Er det ikke bare spændende." Hvinede hun, mens trippede rundt i sine små, lyserøde stiletter. Mine mundvige faldt til jorden, og mine øjne voksede til doble størrelse. Hun smed den lyserød kjole på sengen, og satte den grønne op mod mig. "Du bliver så smuk. Story, Bell og Summer kommer ind og sætter dit hår og make-up om lidt."