Full Moon

11. Hjem

Jeg missede mod den skarpe sol, der badede min krop i et smukt lys. Som sidst havde jeg et drop siddende i min hånd. Mit venstre ben som var brækket lå oven på en pude, så det lå hevet op over det andet. Jeg mærkede på mine ribben. De var nu alle i den rigtige position. Ved siden af mig sad Summer på en stol og sov. Da jeg begyndte at rejse mig op, vågnede hun.

"Det klarede du godt." Sagde hun og strakte sig. Jeg smilede og var meget overvældet over, at hun havde været hos mig hele tiden. Hvor var hun sød og loyal.

"Var du der gennem det hele." Spurgte jeg overrasket. Hun nikkede små grinende og tog mig hånd.

"Vil du op og stå."

"Det kan jeg da ikke. Mit ben er brækket." Udbrød jeg chokeret og så forvirret på hende. Mit ben var brækket. Det ville blive meget være, hvis jeg begyndte at støtte på det.

"Nej, det har de helet." Hun tog min anden hånd og hjalp mig ned, som hun havde hjulpet mig op. Jeg lagde nervøst vægt på det sårede ben. Det gjorde ikke ondt. Prøvende tog jeg et lille skridt frem, som en lille fugleunge, der prøver at flyve for første gang. Det var utroligt. Jeg kunne gå. Så sent som for nogle timer siden var det brækket og ubrugeligt. Det var ufatteligt, hvad de kunne her i den overnaturlige verden. Vi gik ind på mit værelse, hvor de alle sad. Hazel, Ginger, Bell, Story, Miles, Rain og Justin. Jeg så spørgende på Summer.

"Det er din sidste dag her. I morgen må du tage hjem. Hvis du altså vil." Mumlede hun trist og så ned i gulvet. Jeg mærkede en klump i min hals, som voksede sig større og større, for hver gang jeg trak vejret. Først nu gik det op for mig, at jeg ikke ville forlade disse fem fantastiske, søde, imødekommende mennesker, som havde taget sig af mig, fra sekundet jeg trådte på det tog. De havde gjort alt, for at jeg skulle føle mig godt tilpas. Jeg holdte for meget af dem. Jeg ville ikke bare forlade dem nu.

Jeg så på uret over på den ene væg. Klokken var lidt over et. Hvad skulle jeg sige. Jeg var lammet og stum. Selv da jeg prøvede at bevæge mine læber, kom der ingen lyd over dem. Så slog en tanke mig.

"Mine forældre." Gispede jeg. De var sikkert helt ud af sig selv. Jeg havde ikke min mobil med mig, så de kunne ikke ringe til mig. Sidst jeg snakkede med dem, var hjemme hos Samuel. "Hvad skal jeg sige, når jeg kommer hjem. At jeg bare har været ude på en skovtur, hvor jeg var ved at dø flere gange."

"Bare rolig. Der har været nogle hjemme hos jer. De fortalte dem lidt og at du har det fint." Beroligede Ginger mig, som trak mig ind i et kram, da en tåre trillede ned af min kind. Og jeg ved ikke en gang hvorfor. Jeg hev efter vejret, så jeg ikke begyndte at græde. Jeg lagde mit hoved i hendes orange hår, som for første gang hang løst ned i store bølger. Det tørrede tårerne på mine kinder væk. Hun lagde en beroligende hånd på mit hoved, mens hun holdte om mig. Kunne jeg ikke ringe til dem. Så kunne de høre det fra mig selv, at jeg var okay, og at jeg snart kom hjem til dem igen. Jeg gav langsomt slip på hende og satte mig på sofaen.

"Hvordan vil du bruge dagen?" Spurgte Ginger. Jeg tænkte mig lidt om. Jeg ville gerne have lidt tid sammen med dem hver. Sige ordentligt farvel.

"Kan jeg få halvanden time med jeg hver." Kvækkede jeg med en spinkel, grødet stemme, som beskrev mit humør bedre end tusind ord. De nikkede alle og blev enig om, at Miles startede. Vi tog ned i træningssalen, hvor han lærte mig rigtig mange gode tekniker til bueskydning. Heldigvis var Rain ikke med, så jeg kunne få undervisning i fred, uden at hun observerede mig som et rovdyr. Jeg undlod at fortælle ham, at jeg havde været nede og gå på opdagelse her, for det var jeg sikker på, at jeg ikke skulle have gjort. Denne gang kom jeg heldigvis ind i de rigtige prøver. Jeg prøvede både at skyde fugle, som jeg havde gjort før, at skyde efter store dyr som hjorte og rådyr. Jeg prøvede også kampteknikker. For eksempel prøvede jeg at kæmpe mod en bjørn. Alle dyrene var selvfølgelig computer lavet, så jeg var ikke i fare på noget tidspunkt, men det føltes så virkeligt. Som om at dyrene rent faktisk stod foran mig, og at jeg var i livsfare hele tiden.