Full Moon

8. Afgørelsen

I en halvtimes tid famlede jeg blindt rundt nede på jorden. Jeg følte mig som en muldvarp. Røgen ebbede mere og mere ud. Ildebranden så også ud til at være stoppet. Bag mig var nu et forkullet, brændt landskab. Men jeg var kommet ud uden at blive stegt. Mine bukser var blevet brændt hen over låret i venstre side. Der var nu et stort hul med sorte kanter. Mine hænder og ansigt var mørkt af sod. Udmattet gik jeg ind i skoven – den del der ikke var blevet brændt. Da jeg kom til en lille bæk, holdte jeg et hvil. Jeg satte mig på en sten i vandkanten, hvor jeg spiste det resterende mad.

Da jeg rejste mig op, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke havde ligget i en almindelig seng for nylig. Og at jeg havde kravlet hen ad skovbunden i en halvtime, mens jeg indåndede røg. Mens jeg gik, sang jeg den sang, min mor plejede at lulle mig i søvn til. Den jeg havde sunget for Kyle. Et par solsorte kvidrede med og inden længe, lød sangen over i hele skoven. Som da jeg havde Ashley på ryggen, hvor de også sang med mig. Selv da jeg stoppede for at drikke lidt vand, sang de videre. Det fik et smil til at spille op på mine læber. Mest fordi det mindede mig om Kyle, og fordi jeg vidste at han var i sikkerhed nu.

"AMY!" Skreg en panisk, velkendt stemme. Det var Ashley. Der gik et øjeblik inden jeg forstod det.

"Ashley! ASHLEY!" Svarede jeg med samme paniske klang. Jeg løb rundt i skoven, mens jeg skimmede skoven. Men hun var ingen steder at se.

"AMY!" Skreg hun igen. Det lød, som om jeg var tæt på hende nu. Jeg kravlede op i et træ, for at jeg kunne kigge ud over skoven. Da jeg kom helt op i trækronen, kunne jeg se en stor eng. Det var i den retning hendes stemme kom fra. Jeg kurrede ned af stammen og løb mod engen.

"Ashley, hvor er du!" Råbte jeg. For en sikkerhedsskyld lagde jeg en pil på buestrengen og spændte buen. Buen holdte jeg ned langs siden, så jeg var klar til at skyde. Jeg kæmpede mig gennem buskene, som langede ud efter mig og prøvede at stoppe mig. Et par tynde grene piskede mig i ansigtet, da jeg løb gennem det tætte buskads. "Ashley!" Kaldte jeg så igen, da hun ikke svarede. "Ashley!"

Jeg brød gennem bladene og træerne ud på engen. Det var engen fra min drøm. Oppe på himlen var solen også ved at gå ned. Den kastede et rødt lys omkring i skoven. Men så fangede noget andet min opmærksomhed.

"Amy! Amy, hjælpe mig." Skreg Ashley. Hun var tyve meter fra mig fanget under et net. Hun lå og sprællede på jorden i forsøg på at komme ud. Hun sparkede og flåede i det kraftige net, men intet hjalp. Jeg løb over til hende og knælede ned ved hendes side. Med min venstre hånd flåede jeg min kniv frem og begyndte at skære hende fri. Hun hyperventilerede og peb, mens jeg skar nettet i stykker. Da det sidste reb var skåret over, hev jeg nettet af hende. Rystende af skræk kravlede hun op i favnen på mig. Jeg holdte hende beskyttende inde mod mig. Jeg lagde mit hoved ind mod hendes og tyssede beroligende på hende. Hun hulkede skrækslagen i mine arme.

"Shh, det er over nu. Du er fri. Det er over nu." Tyssede jeg og strøg hende over håret. Hun rystede og hulkede ind mod min brystkasse, mens jeg forsikrede hende om, at alt var okay. Hendes ansigt var presset ind mod mit bryst, hvor hendes tårer havde gjort min bluse våd.

"Nå, Brennan. Så er det nu." Sagde en stemme lidt foran mig. Da jeg så op, stod Alejandro nogle meter foran mig. Ashley krøb ud af min favn, da jeg ville rejse mig op.

"Ja, så er det vel nu." Konstaterede jeg og børstede græsset af mine ben. Ud fra kanten af skoven, kom Kayo gående med Samuel. Eller hun holdte fast i hans arm og slæbte ham med sig. Jeg var nødt til at holde en hånd foran min mund for ikke at udstøde et klynk. Han havde stadig den mørkeblå T-shirt på fra sidst jeg så ham. Havde de tage ham, mens jeg sov. Kayo lod sin metal negl glide ned langs hans bare arm. Det fik det til at stikke i min arm og ben, der, hvor den havde skåret mig.