Ildens Datter

Faretruende magi - Lily

Det var et par dage siden at James og Lily begyndte at ride mod Dracones område, mod hovedstaden Ardentes. Men det vidste Lily dog ikke på det tidspunkt, det fandt hun først ud af i dag. Da de først var reddet væk fra det brændende hus, havde James ikke sagt hvor de skulle hen, og han sagde det heller ikke da han hoppede af sin egen hest og bad Lily om at gøre plads til ham på Caspian. I starten havde Lily styret Caspian væk fra James, fordi hun ikke brød sig om ideen. Hun kunne ikke se hvorfor de ikke kunne have deres egen hest. James fortalte hende at dem der fulgte efter dem vidste at de var to, og at det ville forvirre dem hvis de kun red på en hest fra nu af.
Lily havde stadig ikke brudt sig om ideen, og hun havde ikke lagt skjul på det.
"Caspian kan altså ikke bære os begge! Du vejer for meget, det er han slet ikke van til! " havde Lily protesteret, men straks fortrudt det da hun så hvordan James havde taget hendes protest.
"Jeg mente ikke, at du var tyk! " fumlede hun med ordene, med et nervøst udtryk. Der fulgte en stilhed, før James brød ud i latter. Det vidste han godt, og det skulle hun ikke tage så tungt.

Det endte alligevel med at han hoppede om bag på Caspian. Derefter sagde han ikke så meget, på det punkt mindede han om Daniel. Altså den Daniel hun havde kendt i starten.
James svarede når hun spurgte om noget, men spurgte ikke selv ind og virkede også lidt ligeglad. Ofte ville Lily kigge bag hende og se James kigge ud i horisonten, det var tydeligt at han var i sit eget univers. Et univers fyldt med tanker som Lily ikke var en del af og nok aldrig ville. Hun prøvede selv at lukke sig inde i sin egen boble, men ikke særlig længe af gangen. Lily følte at hendes hoved var en stor bunke af rod. Hun kunne ikke finde rundt i det, og det hele blev ligesom mikset sammen. Når hun prøvede at tænke på en bestemt ting, så kom der bare 7 andre billeder der ikke havde noget med det at gøre, og hvor halvdelen gav hende brækfornemmelse eller et sug i maven efterfulgt af sviende øjne. Til sidst gav hun op og fokuserede udelukkende på stien foran hende. Nogle gange prøvede hun at distrahere hendes tanker med magi. Hun kunne lave små vindpust her og der, ikke noget stort og ikke noget som James ville ligge mærke til. Hun vidste godt, at lukke tankerne ude og spærre dem inde var en dum ting og at det en dag ville bide hende bagi. Men hun kunne ikke styre det endnu, og hun prøvede inderligt at udskyde det til en anden dag.

Den første nat havde været forfærdelig, for i mod sætning til Daniel havde han ikke pakket ind til at overnatte i skoven, og Lily havde ikke selv noget. Han bad hende om at blive sammen med hesten imens han gik ud og fandt nogle ting, så Lily bandt saddel af Caspian og lagde den lille taske foran sig efter at hun havde sat sig besværet på det mudrede græs. Det gjorde lidt ondt i hendes lår men hun gennemsøgte tasken uden at skære ansigter. Der var gryden hun havde taget fra soldaten, dolken havde hun dog gemt under sit bælte. Papiret var der også men det havde hun ingen ide hvad hun skulle bruge til så hun lagde det nederest i tasken. Lily tænkte kort: hvor mon han er nu? Slap han fri eller sidder han og sulter lige nu? Mere tid skænkede hun ham ikke, hun var bedøvende ligeglad. Det var hans egen skyld, han kunne bare lade hende være. Det kunne de alle sammen.

Ud over de ting hun havde taget fra soldaten, lå der en overtrøje af en slags og nogle urter James havde stoppet hende for, tidligere på dagen. Trøjen var nok hans, Lily frøs men hun ville ikke tage den på. Det var bare ikke hende, og hun var ikke sikker på hvordan han ville reagere på at hun bare brugte hans tøj som det passede hende.

Lidt efter kom James tilbage. Han havde en masse sten med, og nogle grene under hans venstre arm. Oven på stenene havde han et stift blad som han prøvede at styre med hans hage.
"Hvad i alverden...? " Spurgte Lily forbavset og løb kort efter hen til ham for at tage nogle af tingene. Han smilede og lød hende tage bladet, som hun løftede forsigtigt da hun så der lå vand i den. Hun stirrede først ned i vandet som på en underlig måde så frosset ud, også kiggede hun hen mod James som var gået hen til Caspian og var begyndt at ligge stenene på græsset. Lily fulgte efter ham og satte sig på sine knæ foran ham med bladet i hendes hænder. Da James lagde mærke til at Lily sad stift med bladet foran sig smilede han og sagde at hun kunne hælde vandet i gryden. Hun nikkede kort og kiggede ned i bladet igen, hun spærrede øjne. Det var nu meget mere flydende og hun kunne nærmest ikke bevæge sig.
"Hvorfor bruger du ikke dine evner i stedet for? Du behøver ikke at skjule det for mig, jeg har kunne se din magi hele vejen herhen, " Smilede han kort og fortsatte med at placere stenene. Lily rødmede lidt og lod bladet svæve op i hendes øjne højde. Hun placerede hendes hænder mellem hendes lår og kiggede over på gryden, hvorefter at bladet fløj nænsomt hen mod den. Imens vandet blev hældt ned i gryden sagde hun:
" Måske spørge jeg dumt, men hvordan har du kunne se det? Det var så små vindpust at jeg ikke selv ville have set det, hvis altså ikke det var mig selv der havde lavet dem? " James var færdig med at placere stenene, selvom Lily ikke kunne forstå hvorfor de skulle ligges på den måde. Det var en cirkel, hvor alle stenene pegede ind mod midten, men der var en smule mellemrum mellem hver sten. I midten der lå et par sten oven på hinanden. Der var en masse små sten der lavede nogle ulige streger inde fra midten og næsten helt ud til cirklen. I mørket var det svært at se, men det lignede at der var små linjer der forbandt cirklen.
" Jeg kan nogle ting andre ikke kan, nogle ting som du nok vil se igen. Andre, som at se på folk når de bruger magi, som du nok ikke vil se igen før du er gammel og grå... Fryser du? " Spurgte han efter at ha' holdt en pause. Hun nikkede en smule genert. Han smilede varmt over til hende, og begyndte at stikke grenene ned i jorden. Da han havde lavet en lille cirkel, hev han en smule stof af hans hætte og bandt grenene sammen oppe i toppen. Lily så nysgerigt til, da han bøjede toppen af de tørre grene og lavede en slags platform, hvor han så bagefter tog bladet i hånden. Han rystede det kort ud i luften og lænede sig frem mod cirklen af grene. James lavede stille det før stive blad på platformen. Lily rynkede brynene og hun kunne ikke lade være med at stirre. Bladet var nu helt fladt og blødt som om det var af silke. Hun kunne ikke lade være, så hun skyndte sig at røre ved bladet før han satte gryden oven på det. Det var så fint og skrøbeligt. Hun havde aldrig været i kontakt med silke, men det måtte føles sådan der, tænkte hun.
"Hvem er du? Og hvad er det her for noget sort magi?! " Lily var ny til magi, men dette var helt absurd, det var større end magi. Han lavede ikke sit eget, han modificerede det der var skabt af guderne. Lily var ikke troende, men hun vidste at man ikke måtte pille ved gudernes værk. Også midt i det hele, uden at svare, startede han sin egen ild under grenene. Det var et varmt og stabilt bål som bare var der. Det nærmest svævede over mudderet. Det var som om at Lily slappede mere af efter at hun havde kiggede på ilden i et stykke tid, men det skræmte hende alligevel at han kunne ting som ikke burde være muligt.

Det var som om han ikke helt opfattede hendes nervøsitet og hendes spændte muskler, som var hun en kat der kunne angribe når som helt. Eller også valgte han at ignorere det. Lige meget hvilken, valgte han at klappe så højt i hans hænder at Lily fløj 2 meter op i luften. Han grinede af hende da hun mumlede "Prima duo red mig! " og tog sig til hjertet. Han rakte ud efter hendes hånd og gesturede mod hans sten cirkel.
" Nå, skal vi så se til det ben? "