Ildens Datter

Uønsket 2- Lily

( Hvis I stadig læser, så giv mig lige en hints-up (eller hvad det nu hedder XD) så jeg er klar over jeg også skal opdatere herinde ;3 kommenter gerne på fejl i teksten hvis i føler for det )

Uønsket

Kapitel 3 (part 2)

Lily gik ind imellem den store folkesamling. Gaderne var propfyldte og der var folk i hver eneste krog af den. Tre drenge kom løbende hen imod hende, i fuld gang med at lege med en ballon. Lily hoppede elegant til siden og kiggede efter dem. De var lyshåret og de var meget blege. Faktisk var der meget få i byen hun havde set der ikke havde lyst hår.

Lily smilede for sig selv og tog et skridt bagud. Hun stødte ind i en mur og var lige ved at falde. En stærk arm tog hurtigt fat i hende og trak hende op så hun ikke ville lande på jorden. Som refleks havde hun lukket øjnene, nu havde hånden fat i hende og holdte hende op men hun åbnede ikke øjnene. Hun blev trukket lidt længere op og hun kom op på benene.Hvis han gav slip på hende, ville hun med garanti miste balancen og falde ned på de hårde sten.

"Se dig dog for!" Sagde manden som stod lige foran hende. Hun blinkede et par gange før hun så ham ordentligt.

"Un-undskyld..." Han havde et seriøst udtryk og han så meget voksen ud. Hans hår var nærmest hvidt og han havde grå øjne. Han var høj og så bestemt ikke særlig rar ud. "Som om det rør mig," Spyttede han kort og gav slip på hende. Han gik hurtigt væk uden at kigge tilbage. Som han gav slip på hende var hun ved at falde igen, men heldigvis fik hun balancen tilbage igen og undgik faldet,"Nar..." Lily tog sig til sit håndled og skar ansigt, der hvor han havde holdt fast var nu helt ildrødt og det sved.

Lily gik rundt i byen Mannae. Hun havde intet formål, hun havde bare følt det var der hun skulle være. Hun gik rundt mellem de mange folk og holdte sig i hendes egne tanker. Hun var født et sted som dette, omringet af folk som disse. Folk hvis bedste ven var luften, men hendes ven var bedre. Hun var ilden, og ilden var hende. Uden luft kan ild ikke eksistere,tænkte hun for sig selv og smilede. Hun følte det som om det var meningen at hun var født ind i en Lucem familie. Et øjeblik, følte hun at der var en årsag, en grund til hele hendes liv foregik som det gjorde. En årsag til at hun måtte flygte hele tiden, at hun ikke havde en familie og at hun havde været slave hele hendes liv. Nu var hun fri og selvom hun aldrig kunne blive et sted i ret lang tid, var hun fri. Og hun havde syntes det var okay. Men hun rystede hurtigt tanken af sig og glemte alt om den.

"AFSKUM!!" Som dette blev råbt, løb adskillige folk på gaden hen mod lyden. Lily så til som den før propfyldte gade blev tømt, og kort efter var Lily den eneste tilbage på gaden. Hun gik stille samme vej som de andre, det var et torv og de stod alle sammen i klumper rundt om midten. På midten var der en scene, men hun kunne ikke se hvad der var på scenen. Torvet, pladsen, lignede den samme slags som den Lugos altid slæbte hende med til.

"Brænd barnet!" Folk råbte i mund på hinanden imens en kvinde skreg højlydt. Lily gik frem til den store flok af mennesker, og klemte sig imellem de mange blondiner. I løbet af kort tid, havde Lily klemt sig så meget frem, at hun nu stod foran alle de andre. Midt på torvet stod der en mand, måske i 30'erne, med et spædbarn i armene. Hans udtryk var skræmmende kold og hans øjne så helt forkerte ud. På jorden lå der en kvinde, dækket i blod og skreg efter barnet med tåre trillende ned af hendes kind. Til højre for scenen, var der et mennesketomt område. Hun så forvirret derhen, og mærkede noget i hendes mave. Det summede, og som en refleks kiggede hun op. Bygningen var halvt brændt ned og der fløj sorte stykker af træ og genstande i luften.

Lily gispede. Hun vidste hvad der foregik, og det gav mening. Lily kiggede skræmt over på faderen igen, og så for første gang mærket på barnet. Hendes mærke. Til forskel for hendes eget, var barnets malet på dens mave i dobbel størrelse. Barnet havde U.A.U mærket på dens blege mave, og den skreg. Den skreg højt og Lily blev nød til at bide sig selv i læben for ikke at skrige stop.