Life changing | 1 | S.H

Hvor irriterende

"Dude, vågn op," råber jeg af min storebror. Jeg er alt for spændt over begivenhederne i dag til at tænke over, at det plejer at være omvendt. 

"Jeg er vågen," råber Lauritz irriteret og smider sin hovedpude i hovedet på mig. Jeg falder tilbage på sengen med et lille hvin og blinker forvirret et øjeblik. "Gå med dig og lad mig sove." Jeg surmuler, krydser mine armer over mit bryst som et barn og tramper irriteret ud af hans soveværelse. Det er så uretfærdigt. Jeg må aldrig komme ind på hans værelse, men han behøver åbenbart aldrig hverken en tilladelse eller en invitation for at komme brasende ind på mit.

Jeg går ind på mit eget lyserøde værelse for at gøre mig klar. Jeg smækker døren hårdt i, så Lauritz ved, at jeg er både sur og irriteret. Jeg skruer så højt op for musikken som mine højtalere kan klare, både for at irriterer Lauritz, og fordi jeg elsker musikken. Jeg ordner mit hår og min makeup, imens jeg danser rundt i rummet, så jeg kan finde det helt rigtige sæt tøj. Jeg får et chok, da jeg opdager, at min storebror står og griner i min døråbning. Jeg skruer lidt ned for musikken, så man stadig kan hører det i baggrunden. 

"Hvad vil du, Lauritz?" Spørger jeg surt og vender mig mod ham med mit glattejern i min ene hånd. Jeg er kun halvvejs med at glatte det, fordi det tager en evighed. 

"Jeg vil bare se, hvad du laver, Stump. Du larmer lidt," griner han kort med funklende, blågrønne øjne identiske til mine egne.

"Hvornår kommer de?" Spørger jeg henkastet, imens jeg fortsætter på mit hår.

"Slap af, Stump, det er mine venner." Jeg ruller med øjnene, men jeg siger intet. Efter en kort pause kigger jeg hen på ham igen.

"Hey Lau, kan du ikke lige hjælpe mig?" Spørger jeg og ryster let med glattejernet i min højre hånd. Han kigger mærkeligt på mig. Jeg laver mine berygtet hundeøjne, og han går hen til mig med lange, langsomme skridt.

"Alt for dig, søs," siger han med et lille smil og tager glattejernet ud af min hånd. Jeg smiler stort.

"Tak - du er verdens bedste bror." Han blinker til mig i spejlet med det ene øje og forstætter på mit arbejde i en behagelig stilhed. 

Senere på dagen sidder jeg alene på mit værelse i min seng. Det ringer på døren, og jeg kan mærke spændingen og nervøsiteten vokse i min mave. Måske er det dem, tænker jeg med et stort smil på læben. Jeg tænker over det, Lauritz sagde tideligere om, at jeg ikke skal komme i nærheden af dem og "forpeste deres tanker", hvad end det så skal betyde. Så jeg gør det, som enhver anden normal person vil gøre i min situation: "Lauritz - der er nogen ved døren." 

Jeg lytter efter svar, men det er kun den konstante dørklokke som kan høres. Jeg ruller med øjnene. "Lauritz," råber jeg igen, så det kan høres i hele lejligheden. Da jeg, igen, ikke får et svar, sukker jeg højlydt og kravler ud af min dejlige, varme seng. Så må han også selv om det, nu hvor han ikke gider at reagere. Jeg lunter ned ad trappen og tager en dyb indånding, før jeg åbner døren.

Jeg åbner døren til et lækkert syn. 

Tre fyre står i opgangen og kigger på mig med et forvirret blik. Mit smil bliver større for hvert sekund, der går. Det er tydeligt at se, at de ikke ved, hvem jeg er. 

"Undskyld jeg var lige-" Lauritz bliver afbrudt af den lækre mørkhåret fyr.

"Hvem er hun? Har du været ude og score?" Jeg flækker af grin, og Lauritz kigger på ham med et 'wtf' blik.

"Klamt nej - det er min lillesøster!" Den mærkhåret bliver stille og de to andre fyre griner med os andre. Lauritz sunder sig hurtigst og inviterer dem indenfor.

"Stump, det her er mine venner, Stefan." Han peger på den lækre mærkhåret. Stefan? Det er sødt. "Pelle." Han peger på den høje af dem. "Og Jonas." Han peger på ham med krøllerne. "Drenge, det her er min lillesøster, Stella!" Tilføjer han og ligger en hånd på min skulder. Jeg smiler og vinker akavet.

"Kom drenge, vi går," siger Lauritz og går op mod hans værelse. Jeg følger efter dem som en fortabt hvalp, men døren bliver smækket i hovedet på mig. Der var det igen! Jeg må aldrig komme ind på hans værelse! Jeg sukker tungt og går ind på mit eget værelse. Hvor irriterende.