Life changing | 1 | S.H

5

Lauritz kommer vadende ind af døren, mens Stefan og jeg snakker. "Hey Stefan, hvad laver du her? Skulle du ikke være inde hos os?" Spørger han med blikket rettet mod Stefan og et øjenbryn rejst. "Og Stella, den her tager vi senere," tilføjer han med et bestemt blik. Stefan rejser sig fra sengen, men før han går med Lauritz ud, giver han mig et lille stykke papir. Jeg er først forvirret, men smiler stort da jeg finder ud af, at det er hans nummer.

"Hey Stella kommer du?" Råber Lauritz fra længere nede ad gangen. Jeg jubler og løber ud af mit værelse mod hans. Det er første gang, jeg må komme ind på hans værelse!

"Burde jeg sætte et kryds i kalenderen?" Spørger jeg med et alvorligt ansigtsudtryk. Jeg hører latter og vender mig om mod Stefan. "Hvad er der så sjovt?" Spørger jeg forvirret og en smule fornærmet. "Det her er alvorligt!" Han begynder bare at grine endnu mere, og selv Lauritz smiler. Jeg tager fornærmet armene over kors.

"Så man er lidt flabet?" Lyder det fra Pelle. Jeg kigger bare på ham.

"Ja," svarer jeg med et bekræftende nik. Han ryster på hovedet med et smil.

**

"Stella kan jeg snakke med dig under to øjne?" Spørger Lauritz cirka en time senere. Jeg nikker lydløst og følger efter ham ud af døren.

"Hva' så brormand?" Spørger jeg livligt. Han sidder sig over for mig ved spisebordet.

"Jamen er du ikke bare i et godt humør?" Spørger han. Jeg fryser og kigger andre steder end på ham.

"Ikke for noget det er bare en dejlig dag. Solen skinner og alting!" Siger jeg alt for hurtigt, min stemme en oktav lysere. Jeg bander mig mentalt langt væk. Lauritz kigger ud af vinduet, hvorefter han ser tilbage på mig med et løftet øjenbryn.

"Det styrter ned, Stella." Jeg kigger ud af vinduet, og rigtigt nok regner det rigtig meget. Hvorfor gør du det her imod mig? Tænker jeg og sukker tungt. "Hvorfor lyver du for mig?" Jeg kigger på væggen bag ham.

"Jeg lyver da ikke?" Prøver jeg, men min stemme stiger endnu engang en oktav. Det er umuligt for mig at lyver over for ham. Han ved præcis, hvordan jeg lyver, og det er så irriterende.

"Stella!" Jeg kigger hen på ham. "Hvad lavede Stefan inde hos dig?" Spørger an langsomt og tydeligt. Jeg trækker på skulderne. Lauritz giver mig et blik, og jeg giver op.

"Jeg ved det ikke. Han kom selv ind, vi snakkede bare," svarer for ærligt og kigger på ham.

"Er du sikker?" Spørger han. Jeg løfter et øjenbryn.

"Ja selvfølgelig er jeg sikker!" Svarer jeg irriteret. Jeg ruller med øjnene og går ind på hans værelse igen.