Life changing | 1 | S.H

25

"Hey Stella!" Hører jeg en råbe bag mig. Jeg vender mig mod stemmen og ser Anthon komme løbende mod mig. Han stopper foran mig og trækker vejret dybt nogle gange. Han kigger ned på mig og og hans blå øjne bliver store.

"Wow dine øjne er røde!" Råber han alt for højt. Jeg ser Jonas kommer gående bag ham. Jeg tysser groft til Anthon og prøver at forsvinde, når Jonas kommer nærmere.

"Stella? Hvor fanden har du været? Vi har ledt efter dig over alt!" Jeg kigger op på hans bekymret ansigt med en udtryksløs facade.

"Ikke over alt ellers havde I fundet mig for længst," svare jeg flabet.

"Har du grædt? Dine øjne er helt røde?" Anthon griner hysterisk. Jonas kigger hen på ham.

"Ved du noget om det her? Det var jo dig, det gik med hende efter festen," siger han med sammenbidte tænder. Anthons øjne flakker hen mod mig og så tilbage til Jonas.

"Øh jeg skal også afsted nu. Vi ses Stella!" Siger han og stikker halen mellem benene. Jeg følger ham med onde øjne. Jonas tager fat i min arm og trækker mig med sig.

"Så slip mig dog for helvede! Jeg kan godt gå selv!" Råber jeg ad ham og stritter i mod hans greb.

Efter tyve minutter fyldt med skrig og råb fra mig, er vi endelig nået frem til lejligheden. Jonas giver ikke slip, før han har låst døren efter os. Jeg løber ind på mit værelse, men der sidder Pelle, Lauritz og Stefan allerede og kigger på mig.

"Skrid ud fra mit værelse," siger jeg med en død stemme. Jeg læner mig op ad væggen, og venter på at de vil skride, men de rejser sig ikke engang fra sengen. Jonas kommer ind på værelset og lukker døren efter ham.

"Okay hvad er jeres problem lige? Det er jo ikke fordi, jeg har gjort noget forkert," tilføjer jeg, da de ikke siger noget.

"Når ikke det? Kan du så fortælle os, hvad du lavede i går aftes?" Spørger Lauritz. Jeg tænker over det og mine tanker kommer ud blank.

"Det kan jeg sgu ikke lige huske," siger jeg. Det er sandt, jeg kan ikke huske fra i går. Det sidste jeg husker er, at jeg krammede Anthon.

"Hvad mener du med, at du ikke kan huske det?" Spørger Pelle forvirret.

"Hvad er det sidste, du husker?" Spørger Stefan med en usikker stemme.

"At jeg krammede Anthon. Skete der noget efter det?" Spørger jeg dumt. Stefan og Lauritz deler et blik men siger ingenting. Da de ikke siger mere, åbner jeg døren.

"Jamen hvis det var det, synes jeg, at I skulle tage og skride," siger jeg uden følelser i stemmen og peger på døren. Den eneste tanke, der er i mit hoved, er på de joints der ligger i min lomme. De rejser sig fra sengen. Den sidste kommentar kommer fra Lauritz, før jeg lukker døren.

"Fuck du var fuld i går, hvis du ikke engang kan huske, hvad der skete," griner han ubekymret. Jeg griner falsk med ham og lukker døren, efter han er gået.

"Ja du skulle bare vide."