The boy

Det værste mareridt

Justins synsvinkel:

Det går så forfærdeligt ondt, når en man elsker er ked af det.... Min elskede kæreste er totalt ødelagt! Hvad har jeg gjort? Jeg skulle aldrig have snakket med hende om Cameron. Det var helt klart det forkerte valg jeg tog. Hun har ikke været i skole i en uge nu og jeg ved 100 % at det er på grund af alt det jeg sagde og fordi jeg kunne se at hun havde kæmpe render under øjnene af gråd. Hvad fanden skal jeg gøre?

Samtidig køre alting heller ikke her hjemme... Min mor tror hun vil finde sammen med min far igen... Problemet er bare at jeg aldrig har mødt min far i nu og aldrig skænket det en tanke. Min far findes bare ikke, og sådan er det. Han kan ikke bare komme vadene ind i mit liv som om det var meningen. Det er jeg helt sikker på at det ikke er! Han har aldrig været der for mig og det behøves heller ikke. Jeg er tilfreds med min mor, hun har gjort et godt stykke arbejde så godt hun kunne på egen hånd. Jeg forlanger ikke mere, jeg er en sund og rask dreng, som kun har en mor. Man behøver ikke en far, gør man?

Alt det her med min far har jeg ikke ville fortælle Cassie i denne tid. Det er ikke hendes problem så jeg holder hende ude af det, selvom det går mig meget på! Jeg må bare tale med nogle...

Efter en lang diskussion med mig selv valgte jeg og ringe til Jason, han er sku stadig min bro, så hvorfor ikke? Han ved hvordan det er at have en far, han må vide om der overhovedet er brug for en far?

"Hva så bro? " kom det undrende fra Jason. Vi havde aftalt og mødes nede i byen på en bar. Jeg kunne virkelig godt bruge en øl eller to. " Ikk så meget, jeg ville bare mødes med dig og snakke lidt sammen alene" Svarede jeg bare stille og kiggede ned i borderet. "Kom ud med det JB, mig snyder du ikke" Kom det friskt fra Jason. Den dreng læste mig som en åben bog man. Hvordan gør han det? Der gik lang tid bare med stilhed, og samtidig blev der hældt en del indenbords fra vores begge sider af. Det var som om jeg skulle drikke modet til mig, det ligner mig slet ikke overhovedet. Men det her emne omkring min far var virkelig svært for mig. Som lille spurgte alle lærende hvad min far hedder, hvad han laver og hvor han så befinder sig i denne store verden. Men jeg kunne aldrig svare. Jeg følte mig forladt, de andre børn blev tit hentet af deres fædre. Men jeg blev derimod hentet som en af de sidste, da min mor ALTID arbejde til langt ud på eftermiddagen.

"Hvordan er det og have en far? " Spurgte jeg bare uden videre. Jeg nåede ikke en gang at tænke over spørgsmålet før det bare røg ud af mig. Jason var lige ved at puste alt det han lige havde taget i munden ud over bartenderen. Han kiggede op på mig for at se om jeg mente mig spørgsmål. "Det er vel fint" Svarede han bare, efter han havde opfattet at jeg mente mig spørgsmål. "Fint? Du bliver nød til at uddybe det! " svarede jeg stressende. " Jeg er altså ikke til eksamen! " svarede han bare og grinte. "Jeg mener det seriøst... " Svarede jeg nedtrygt og kiggede ned i borderet endnu en gang.

Det hele endte med at jeg drak mig fuldstændig i hegnet og Jason sagde ikke så meget mere om hans far, så jeg gætter på at han ikke var den rigtige og snakke med om det. Da jeg gik ud fra baren kan jeg ikke rigtig huske mere.

Cassie's synsvinkel:

"Cassie" Kunne jeg høre Candy råbe usikkert nede fra gangen. Hvad fanden havde hun gang i? "Hvad" råbte jeg tilbage, da jeg egentlig ikke havde nogen som helst plan om at rygge mig fra min seng resten af aftenen. "Cassie hjælp lige, det er Justin" Råbte hun mere panisk denne gang. Jeg styrtede ud af døren fra mit værelse og videre ned af trappen. Da jeg endelig nåde frem til gangen, lå Justin lige så lang som han var på ganggulvet. Hvad fanden lavede han? "Justin" sagde jeg bekymrende og satte mig på knæ så jeg bedre kunne se ham. Da jeg så på ham fik jeg noget af et chok. Han var smurt ind i blod i hele ansigtet. "Hvem har gjort det her? " Spurgte jeg ham panisk. "Jeg ved det ikke " Mumlede han lige glad og overhovedet ikke til stede værende. "Candy er du ikke sød og ringe til ambulancen? " Spurgte jeg hende bedene. " Det ordner jeg" sagde hun mundret og forlod gangen. Jeg var i panisk angst lige nu. Hvem fanden har gjort det er vrissede jeg, og flere og flere tåre forlod mine kinder og ramte Justins beskidte hvide trøje.

Undskyld for det korte kapitel

Trine Zacho