The boy

Mistillid

I dag stod jeg op med en fornemmelse af, at det ville blive en ret så tom dag... Justin ville ikke være der, og tage med mig i skole. Cameron... Ja han kommer nok aldrig tilbage til skolen og han kommer nok aldrig til at tale med Justin igen... Det hele er noget værre rod, alt sammen på grund af mig. Det er aldrig sjovt og vide at man er skyld i en kæmpe slåskamp mellem to bedste venner. Hvordan kunne de overhovedet slås om mig? Det giver ingen mening for mig...

Jeg løftede min dyne få centimeter op i luften, så der kom luft ind under min dyne. Men hurtigt ombestemte jeg mig, det var simpelthen for koldt. Jeg viklede mig helt ind i dynen som en larve og stod ud af sengen. Som en vane skyndte jeg mig hen til min terrassedør og rullede gardinet op, udelukkende for at se om Justin stod i barmave. Men det kunne jeg jo sige mig selv. Jeg blev ret så skuffet. Der var selvfølgelig ingen Justin... På grund af mig. Jeg kan simpelthen ikke lade vær med at føle det hele er min skyld.

"Cassie" Kom det bag fra mig. Jeg drejede hovedet og mødte min mors bekymrende øjne. "Du ved godt han først kommer hjem senere, ikke? " Spurgte hun efterfølgende. Nok for at sikre sig at jeg ikke ventede på ham. "Jo" Sagde jeg stille, for derefter at fortsætte ud på mit badeværelse. Jeg tændte for vandet og lod det løbe. Jeg gik ind i mit walk in closet og valgte et meget afslappende outfit. Det blev til en hættetrøje og et par stramme sorte bukser. Efter morgenbadet gik jeg ned og tilsluttede mig til resten af familien som var i fuldgang med at spise morgenmad. Jamie var her selvfølgelig også, hvad havde jeg forventet?

"Morgen sur? " Kom det fra Candy. " Gider du lige! " Kom det hurtigt fra min mor, som sendte Candy nogle meget sure øjne. "Du forstår og være ret så respektløs" Kom det ret skuffet fra mig. Hvordan kunne hun finde på og spørge efter sådan en dag som i går. Det var altså heller ikke fordi jeg så sur ud. Så det var af ren provokation at hun skulle komme med det spørgsmål. " Mor kører du os i skole i dag" Kom det efter lang tids stilhed. "Ja, men vi to skal have en alvorlig snak unge dame" Sagde min mor koldt til Candy og kiggede over på mig. Jeg nikkede bare og fortsatte med at spise.

Jeg tråde tavs ind på den fyldte skolegang. Der stod en masse elever ved deres skabe, nok for at finde deres bøger frem til den kommende time. Jeg bevægede mig stille og roligt han til mit skab, da en hånd lagde sig på min skulder. Jeg drejede hovedet mod personen, som viste sig og være Smilla. "Cassie..." Jeg afbrød hende hurtigt. "Du behøver ikke og sige noget" Sagde jeg og kiggede på hende med sorg i øjnene. Jeg kunne godt se på hende at hun følte den store sorg som jeg bar rundt på. "Jeg ved du vil være der for mig" afsluttede jeg med et lille smil. Hun kiggede på mig med et taknemmeligt blik, og derefter fortsatte vi ned ad gangen.

Efter en laaang Matematik time, med andengradsligninger og en masse sure miner fra alle eleverne, som er godt trætte af lærerne og deres uendelige forklaringer, forlod jeg klasse værelset sammen med Smilla og Camilla. Vi gik alle tre stille ind i kantinen for at finde vores faste plads. Vi nåede dog kun lige og åbne døren til kantinen, da en person med hastige skridt gik lige ind i mig. Så kloset som jeg nu er væltede jeg selvfølgelig. Jeg skynder mig op og kiggede lige ind i Camerons vrede øjne. " Ikke dig" Kom det bare vrissende fra ham mens han skyndte sig og gå videre ud af skole døren. "Hvad skulle det til for? " Sagde jeg surt efter han for længst havde forladt skolens grund. Hvorfor var han her?

Vi gik ind gennem døren og fortsatte hen til madkøen. " Jeg går hen til vores pladser, jeg er ikke sulten" sagde jeg stille, da jeg fuldstændig havde mistet appetitten. De nikkede begge to og jeg forlod dem for at sætte mig ved vores bord. Da jeg endelig kom hen til bordet var der en der havde taget min plads? "Undskyld mig" sagde jeg stille, måske også en del snobbet. Men jeg havde bare brug for lidt medvind i dag. "Problemer? " Kom det fra personen på min plads. Han drejede stille sit hoved om og kiggede på mig, og der... Der stod tiden stille!