Sindssygt forelsket

Kapitel 1

Adam min nabo, en rigtig sær snegl. Hans hår var mellem langt, gik til omkring skuldrene. Han var en lidt sjusket type, bilen osede helt vildt og haven lignede noget der var løgn. Jeg kendte Kun hans navn fordi det stod på hans postkasse, hvis man kan kalde den det. Postkassen har været udsat for nytårsløjer i flere år, og han har stadig ikke udskiftet den.

Der var alligevel noget ved ham som gjorde ham lidt interessant, På det tidspunkt vidste jeg ikke hvad. Adams gardiner var helt sorte og dækkede hele vinduet. Sommetider var det muligt at se en skygge fra en person igennem gardinerne, men det var dog sjældent.

En dag ændrede alt sig. En morgen, som ikke var som de andre. En ukendt bil jeg ikke havde set før var parkeret ude foran min nabos hus.

Mit værelse er på førstesal så jeg kan nemt se hvad der foregår ude ved vejen. Pludselig steg en ung fyr ud af bilen, hans hår var mørkt og let krøllet. Jeg gættede ham til at være på min alder. I hænderne bar han store sports lignende rejse taske, den ene var brun den anden sort. Adam, som jeg aldrig havde set været oppe på dette tidspunkt at døren stod i døråbningen.

Han havde et stort smil på læben, det havde jeg heller aldrig set på ham.

Dage gik, flere gange så jeg fyren her. Jeg stod med mange spørgsmål, som undrede mig meget nu da jeg før så Adam som en ligegyldig nabo.

Hvem var ham fyren? Og hvordan kan jeg komme i kontakt med ham på?

Jeg gik med mine høretelefoner i ørene mens jeg gik ned af det bredde fortov, jeg havde været hos min veninde og var nu på vej hjem. Adams et eller andet, jeg kender ikke deres relation, men i hvert fald ham fyren kom ud med en skraldepose samtidig som jeg gik forbi.

Han smed skraldeposen i skraldespanden, farede hen mod mig. Kyssede mig på munden og jeg gengav det – og vi levede lykkeligt til vores dages ende.

Eller ikke helt, sådan foregik det ikke.. Han smed kun skraldeposen i skraldespanden. Ikke kun, han sendte mig også et smil, som gjorde mig hel blød i knæene.

Jeg sad flere dage oppe på mit værelse, kiggede ud af vinduet, og håbede på jeg kunne se ham. Jeg skippede måltider(fik så også utrolig ondt i maven) bare for at kunne se ham. Jeg havde aldrig talt med ham eller noget kun set ham.

"Diagnose? Søde, det er ikke en sindslidelse du har." Sagde damen.

"Jamen, hvad pokker er det så?" Næsten råbte jeg, for jeg var sikker på jeg var syg.

"Det er FORELSKELSE! Hvor er du heldig, det er sådan en rar følelse" svarede hun.

Rar følelse hun skulle bare vide. Det er specielt ikke rart at gå rundt med tusindvis af insekter i ens mave. Eller mærke ens hjerte galopere.

Har måske ikke talt med ham, men det er vist kærlighed ved første blik.