Sindssygt forelsket

Kapitel 7

Jeg mødte op 10 minutter før på mødestedet. Jeg var rigtig glad for at vi endelig skulle tale sammen, for det havde vi brug for. Inderst inde håbede jeg bare på at han kunne sige undskyld og lade mig være.

Jeg håbede at han ville stoppe med at gøre mig ondt for det gjorde mig bestemt ondt.

Jeg stod stadig alene klokken 16. Helt alene.

Han var stadig ikke dukket op, men han kunne jo også bare være lidt forsinket.

2 minutter over begyndte jeg at blive utrolig utålmodig. Der nåede ikke at gå 30 sekunder før jeg hæv min telefon op af lommen igen for at se på klokken.

15 minutter kom Samuel forbi.

"Hej, venter du på mig?" Spurgte han.

"Øh," Jeg kiggede rundt for sidste gang for at få øje på ham og sagde så:"Ja det gjorde jeg."

Han smilte og vi gik mod hjem.

Jeg var virkelig irriteret over at Marcus aldrig dukkede op. Vi gik lang tid i tavshed før Samuel afbrød:"Du ventede ikke på mig, vel?" Spurgte han.

"Hør, det er lidt kompliceret." Svarede jeg.

"Kompliceret? For få timer siden talte du om hvor irriterende han er, og nu? Så står du og venter på han får fri" sagde han, efter fulgt med:"forresten så har han fået eftersidning så han får først fri 17:15"

"Du ved slet ikke hvad der foregår." Svarede jeg.

Han svarede mig:"Måske ikke, men det gør du i hvert fald heller ikke."

Jeg svarede ham ikke, måske fordi han havde ret, jeg ville i hvert fald ikke diskutere.

Der gik et par minutter, måske kun sekunder – det var bare en følelse af meget lang tid.

"Han skrev den her seddel." Sagde jeg, og tog den op af lommen og gav den til Samuel.

Han læste sedlen højt: "Jeg er ked af det, skal vi tale om det? Jeg er ved træet klokken 16, mød mig der. Hilsen Marcus."

Vi var igen lidt tavse.

Han gav mig dem tilbage og sagde:"Det forklarer en hel del, tag dig ikke af ham – han er ikke det værd."

Han havde ret, det var sikkert bevidst. Jeg skulle sikkert få en falsk forhåbning. Alligevel havde jeg svært ved at tro på det, han var jo sådan en god dreng. VAR, han var! NU pinnede han mig.

Da jeg kom hjem satte mig på mit værelse og så lidt Netflix. Jeg fik ikke set mere end 20 minutter før jeg blev forstyrret af lyden af sten på ruden. Den lyd havde jeg hørt mange gange før, det var den måde Marcus plejede at få kontakt med mig på.

Jeg blev glad, endelig, kom han med den undskyld jeg havde fortjent. De første sten var små.

"BANG!" den sidste sten var stor, og gik lige igennem den ellers pænt tykke rude.

Jeg var lige ved at blive ramt, heldigvis også kun lige ved.

Jeg tog stenen op, endnu en besked. Denne gang var den ikke afmærket med en sender kun modtager.

Jeg satte mig op i seng, her var der ingen glasskår. Jeg læste den højt samtidig med Samuel åbnede døren ind til mit værelse: Kære søster til luder. Din søsters billeder er havnet i vores varetægt, hvis du sladrer og/eller begynder at gøre modstand vil de her billeder havne alle steder.

Samuel så på mig, først her fik jeg øje på ham.

"Vi har spillet fodbold, og du kommer med et uheld til at ramme ruden og den smadrer. Okay?" Sagde han. Jeg nikkede.

Jeg lagde stenen ned i skuffen i natbordet. Forsat sad jeg på sengen med tanker om at det hele var lidt håbløst. Mens forsvandt Samuel ud af døren et kort øjeblik og kom tilbage med en gulvspand. Han startede med at samle glasskår op fra gulvet. Han havde måske samlet 30 stykker i forskellige størrelser for han sagde:" Hvordan endte det?"

"Vores forhold?" Spurgte jeg, han nikkede.

"Altså, jeg og Linea vi mistede vores venskab da jeg blev kærester med Marcus. Jeg brugte alt min tid med ham, og havde hverken tid til at være alene eller være sammen med andre. Så en dag hvor han ikke kom i skole gik det op for mig hvor meget det havde taget overhånd." Sagde jeg.

"Så du fortalte ham det?" Spurgte han ind.

"Ja, og det udløste en trigger i ham, som jeg ikke var klar over eksisterede."

Jeg tog mine futter på så jeg ikke gik med mine bare tæer og fik glasskår op i fødderne.

Jeg hjalp til med at få de sidste glasskår op i spanden, det tog ikke så lang tid. Ting tager sjældent lang tid når man er flere om at gøre det.

"så mens jeg har været væk har du været forelsket i en sindsyg fyr? Og endda kærester med." Spurgte han.

"Ja, lidt Sindsygt, at jeg kunne nå det på et år." Svarede jeg. Vi grinte, selv om situationen så lidt sort ud.

Da min far kom hjem forklarede vi hvad der var sket som jeg og Samuel havde aftal: vi spillede fodbold og jeg skød så hårdt at bolden smadrede ruden.

Han troede på den. Heldigvis. Vi fik så den straf at vi selv skulle afsatte ruden ved at tjene penge. Samuel havde før haft et job da han var i Holland. Jeg havde aldrig arbejdet, kun for mine forældre – og det tæller vel ikke.

Samme aften gik jeg ind på min søsters værelse. På det tidspunkt var hun 13. Jeg bankede først på, også gik jeg lige ind.

"Hej," sagde jeg, "jeg huskede at banke på, er du ikke stolt."

"jo," svarede hun, og pakkede sin iPad væk.

Jeg satte mig hen ved siden af hende, hun blev ubehageligt nervøs og det gjorde jeg faktisk også.

"Det drejer som om nogle billeder." Sagde jeg.

Jeg håbede inderligt at hun ikke kendte til dem, at det var en falsk trussel og at jeg bare kunne gøre modstand uden at frygte at det ville gå ud over os.

Men desværre går det ikke altid som man håber det.